Krankenheimer

Soldier-blue

2012-02-25T03:33:00.003-08:00

Det forlængede Kosmos

2011-12-06T06:41:00.000-08:00

Forleden dag rendte jeg ind i en sød og venlig kollega som fortalte mig om det bjerg han var ved at få opført i Avedøre. I Avedøre spurgte jeg? I Avedøre. I forlængelse af en bog? I forlængelse af en bog, sært, utroligt. Hvor fantastisk! Man kan ofte med bøger føle at de ligger under mulden, virkelig skal hentes frem, at man skal overgå sig selv for overhovedet at forstå hvor levende og utrolig bøger kan være. Men dette: at lade en bogs ark tone frem manifesteret i Avedøre, og sågar hjulpet på vej af virksomme kræfter. Det er da fantastisk. Vi smilede til hianden; vi nød den lave skrøbelige sol som dinglede lige over værket som om enten værket eller solen ønskede hinanden bort. Et bjerg her! Så kom jeg i tanke om arbejdslejren ude på Ellebjergvej - lige overfor Valbyhallen. Af en eller anden grund mindede den mig om bjerget på kraftholmen. Og jeg gav mig til at fortælle Kaspar om Formand Larsen, om det panoptiske tårn med den store udsigt og om broen og skønvirken der. En arbejdslejr? Snarere en koncentrationslejr. Det må kunne slås sammen. Det må kunne bruges til noget. Her kan bogen - også - vokse sig stor. Jeg så på ham, på mennesker ønsker man jo at se så godt som man kan, og et øjeblik tøvede jeg; hvis en bog overhovedet prætenderer en vis abnormal betydning må man være forsigtig hvis man flår bogen ud af arken, konteksten snarere for at sikre en vis retfærdighed ved tingene; såfremt Formand Larsen og co. forlod Valby og gik til foden af bjerget ville det så på nogen måde kompromittere Formanden eller ville unionen snarere bestyrke ham i hans magt? Efter have tænkt lidt ekstra over det sagde jeg ja til dette joint venture; det er rart at komme ud af skuffen, solen er smuk her og jeg havde bemærket at Formanden trængte til at strække benene. Da vi sagde farvel til hinanden trykkede vi hånd på følgende helt nye ide: mellem Valby og bjerget en svævebane der prompte kan transportere de slagne fascister ud i den friske luft inden alt for mange skyer nedkommer over dem som Jonathan Swift nok ville mene.

Kleist går igen på Underwood

2011-11-09T05:17:00.000-08:00

I anledning af at forfatteren, dramatikeren og germanisten Heinrich von Kleist døde for egen hånd for præcis tohundrede år siden ønsker Motley Crew at mindes denne ildsjæl i form af oplæsninger med relevans til til Kleist; der vil kanske være mulighed for at høre uddrag fra dramaet Penthesilea, uopførte tekstbrokker fra hjemmesmeden i form af dramaet Wannsee, Jordskælvet i Chile, dødsmasker og marionetdukkestrenge, kanske en ajourføring af digteren for hvem das ding an sich bogstaveligt talt medførte hård krise samt måske sider fra et umuligt manus der broderer over Kleists essay om marionetdukken. Alt dette samt meget mere løber af stablen på Underwood mandag 21.11.2011 kl. 20 idet posen forholder sig ret til ændringer i programmet. Kom gerne åbne novembergæster!

Reception

2011-08-24T07:22:00.000-07:00

I anledning af min nye bog "Termostatens Nat" holder jeg reception på Underwood (Ryesgade) fredag d. 16.9 fra kl 17 med et par oplæsninger undervejs. Alle er velkomne.

Ride the tiger

2011-07-31T09:07:00.000-07:00

Gun for hire

2011-07-21T10:01:00.000-07:00

Kasper Nørgaard Thomsen PRIPJAT

Skuespil i 6 scener.

Personer:

Manden
Kvinden
Drengen
En Alkoholsælger/ Vagabond/ Landbetjent/ Likvidator

Stykket foregår i Ukraine (Pripjat) i den forbudte zone efter katastrofen på Tjernobyl. Scenen er en skov. Der er et hus “gennemboret” af naturen. Drengen kommer ind og går omkring. Han er alene. Han er glad. Han går og undersøger naturen. Han finder en blomst, tager den op og studerer den længe.

Scene 1

Drengen: Jeg er vild af natur. Nej jeg er ej! Han skriger det igen: jeg er vild af natur. Nej jeg er ej!

Pause

Den sibiriske tiger! Den sibiriske tiger. Den sibiriske tiger kommer ikke mere. Den kommer ikke mere.

Drengen hører noget og farer sammen. Han holder hånden op i luften, svinger den rundt to gange indstuderet som om han besværger. Det er et varsel mod onde ånder. Han lytter. Kvinden lusker ind på scenen, sætter sig i krattet, skjuler sig. Hun holder sig for munden, hun er ophidset.

Drengen: Jeg hørte ikke noget for jeg hørte ikke noget.

Drengen ser en sidste gang over mod krattet. Han kører hånden rundt på maven tre gange, han tæller mens han gør det. Så vender hans bevidsthed tilbage til uskylden, til idyllen omkring ham. Han begynder igen at studere naturen, ustrengt, fornøjet. Drengen taler med sig selv.

Der er en svane. Der er Lange Jan. Der er i tusinder og atter tusinder af blomster i Pripjat. Du bliver aldrig færdig med at tælle dem, dreng. Du er en dreng, og derfor er du glad, og når andre drenge kommer, er du ikke glad. De går gennem haven. De kommer helt forkert. Det ved du godt. Du siger det igen. Det er fordi du er en dreng. En dreng kan gå rundt i haven. Resten af lyset kommer ikke længere. Det er min lykke. Når det bliver mørkt sover jeg. Det er mørkt, og uglen kommer frem. Det var svært at vænne sig til. Dens øjne skinner. Men den siger jeg kan sove trygt. Det er de andre man ikke skal komme i nærheden af. I nærheden af floden går det fint, men alle skal drikke. Nå, nu vil jeg ikke tænke på det længere.

Drengen vender sig igen mod naturen. Han blinker let med øjnene som om han prøver at holde noget væk, er genereret af noget. Han tager en blomst op, holder den tæt på øjnene, og glider ligesom ind i koma, forsvinder let.

Drengen: Hej blomst. Nu hvisker jeg det: hej blomst. Hvad hedder du? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke gået i skole. Jeg har hørt om skolen, men ikke været der. Skolen ligger på den anden side af grænsen. Skolen ligger på den anden side af skoven. Skolen den ligger i Hviderusland. Selv børn ved det: man kan sende alle bort. Ja. Sådan er det. Det er godt her.

Drengen gaber, strækker sig. Han lægger sig ned - inden da placerer han omhyggeligt blomsten ved siden af hovedet, det er igen som en besværgelse. Han ligger en stund. Der er helt stille. Drengen hører en lyd, ser over mod krattet, hvor kvinden sidder skjult, ud mod publikum, bliver tryg og ligger igen.

Drengen: Det er en sang. Det er en remse. Det er den søde nat, der kommer. Det er den søde nat, der kommer. Men lyset er ikke væk. Det sparer på kræfterne. Det har fortalt uglen det efter et besøg. Men ingen får at vide hvorhen. Det er gået et sted hen. Det er ikke bange. Det hviler sig. Ah, det hviler sig. Når Ronald er bange siger han at han ser den orange dæmon slå lyset. Det er for meget at tro på, og jeg tror ikke på ham. Jeg holder mig for ørerne. Det er pjat, Ronald. Det er pjat, Ronald. Godnat!

Drengen holder sig for ørerne. Han ligger lidt uroligt. Så bliver han afslappet og falder i søvn, hvorefter kvinden begynder at pusle i krattet. Hun kommer frem, bærer et underligt dress, arkaisk og kort, nøgne ben. Hendes hår er pjusket. Hun stirrer på drengen, tager bestik af omgivelserne, der forekommer farlige for kvinden, springer hen til drengen og stirrer på ham. Hun klapper hænderne sammen lidt som en besværgelse.

Kvinden: (mumler) Nu kommer Ronald ikke mere, nu kommer Ronald ikke mere.

Kvinden sætter sig lydløst ved det sovende barn, begynder at tage ting ud af en taske: en banan, en kniv, finder en krøllet hagesmæk frem. Måler den. Så nynner hun stille:

Sov sødt lidt barn
Sov sødt lille barn
Sov sødt lille barn
Mor er her.

Kvinden kommer i et mærkeligt affekteret, infantilt mood; hun er ved at kaste sig over barnet af bare passion, men griber sig i det. Barnet/drengen fornemmer noget, rører sig i søvne, men sover så videre. Kvinden lægger sig ned ved siden af drengen og forsøger at sove. Indimellem klør det på hende, og hun kradser med en hurtig bevægelse.

Kvinden: Satans! Ups.

Kvinden ser på drengen. Han har ikke hørt noget. En orange måne gløder. Kvinden lægger forsigtigt et tæppe over drengen. Kvinden og drengen sover. I søvne mumler drengen:

Den Sibiriske tiger
Kommer ikke mer
Den sibiriske tiger
Kommer ikke mer.

Og kvinden mumler i søvne:

Sorgen
Den kommer ikke mer
Sorgen
Den kommer ikke her.

Drengen vågner og stirrer forundret på kvinden. Så sætter han af, forsøger at flygte, men kvinden fanger ham rovdyragtigt og holder ham fast. Drengen skriger. Kvinden ryster ham.

Kvinden: Du skal blive her!

Drengen: Slip mig! Jeg vil væk!

Drengen vrister sig løs, og det kommer til tumult inden kvinden kontrollerer ham igen.

Kvinden: Du skal blive her.

Drengen begynder at græde. Han bliver slap i kroppen og kvinden slipper ham. Han falder ned på jorden, ligger stille.

Kvinden: Du skal blive her.

Drengen hulker. Han lægger sig i fosterstilling.

Kvinden: Tror du det er godt at ligge alene? Så tager du fejl. Hvad de end har sagt tager de fejl. De er fordømte. Fanden tage dem! Bilder et barn alt muligt ind. Ligger og hulker når man tager ham op. Det er en omvendt verden. Det er forkert.

Kvinden bliver hidsig, stamper i jorden og tæller fem stamp som en besværgelse. Så går hun hen og skræller bananen, tilbyder den hektisk til drengen, der ryster på hovedet. Kvinden ryster på hovedet. Så sætter hun sig ved siden af drengen, og de slapper lidt af. Man kan høre fugle, lyde fra skoven, og kvinden lytter efter, kører hånden hen over drengens hoved.

Kvinden: De kommer ikke! De kommer ikke. Det er kun i hovedet de kommer. Det er en tønde. Det er affaldet, længere kommer jeg ikke. Du skal ikke være bange nu. Mor er her. Mor er her.

Kvinden hugger ud efter bananen, ser ind i krattet. Hun virker nervøs. Tæller sekunder.

Kvinden: Satan! Så kom med det: hvad har de sagt til dig?

Drengen tier, er bange. Han ser væk. Han overvejer igen at flygte, men skønner det umuligt. Kvinden bliver irriteret da drengen ikke svarer, og puffer til ham.

Kvinden: Kom med det! Jeg venter. Hvis du er et naturbarn overlever du ikke - så sig ikke det. Jeg gør dig ikke noget.

Kvinden åbner munden, viser sine tænder, kører en finger hen over dem. Drengen ser skrækslagent på kvinden. Kvinden bliver øm:

Kvinden: Kom nu med det, lille skat. Kan du ikke se at jeg ikke gør dig noget?

Drengen: Alle gør alle noget.

Kvinden griner.

Kvinden: Har de sagt det?

Drengen: Selvfølgelig.

Kvinden griner igen, stryger drengen over håret. Kvinden mærker på sine egne bryster, holder dem op ad som om de er faldet ned.

Kvinden: Man skal ikke tro på hvad de siger; de siger så meget. Så er månen en ost, så orange på grund af strålingen; så var skoven rødere end normalt, og så blev fiskene i floden mere underlige i adfærd. De siger så meget. Man kan ryste på hovedet. Man kan gå væk og ryste på hovedet, men det nytter ikke noget at skrige ad dem. Jeg hørte dig skrige før; det nytter ikke noget. Man skal hellere fungere stille. Det vil jeg lære dig. Det kommer ikke dig ved. Jeg er her nu.

Kvinden ryster på hovedet, verfer tankerækken væk, men hun tror ikke helt på det. Hun ser nervøs ud, ser ind i krattet. En mand kravler ind i krattet. Har kvinden set ham? Hun stirrer på krattet, men glemmer så krattet og ser på drengen. Hun siger mest henvendt til sig selv:

Der kommer så meget og går. Det er sådan kærligheden er, det er sådan tønderne med gift er. De har ben på. De har så meget. Det kommer og går, og hjernen får og får. Hihi: den får og får. Det er derfor remser varer mere end hundredetusinde år. Har du lært remser?

Kvinden er synderligt forvirret.

Drengen: Jeg elsker remser.

Kvinden: Kom så med en.

Drengen: Nu kan jeg ikke komme på nogen.

Kvinden: Du skal have skolepengene igen.

Drengen er usikker; kvinden er nervøs, manieret; drengen prøver med en remse, men går i stå.

Kvinden: Kom så med en!

Drengen: Jeg kan ikke når du presser. Åh. Giv mig et øjeblik.

Drengen anstrenger sig, forsøger at presse ord ud mellem læberne.

Drengen: Det er så rart her/ at gå med blomster/ at gå med blomster/ i alle farver …

Kvinden afbryder drengen, er synligt irriteret.

Kvinden: Det skide aleneliv. Gå her med blomster. Hvem fanden har lært dig det? De fiskehjerner er drevet i havet. De gløder som elpærer, og bliver ædt af maren. Fanden tage dem. Bare en dreng! Gå med blomster. Få i fred. Det skal jeg have ud af hovedet på dig.

Kvinden stirrer på drengen, der bliver bange. Han ser væk.

Drengen: Det var bare noget der kom.

Kvinden: Det var bare noget der kom. Og nu er jeg færdig med den rom. Færdig med den rom. Det må du kunne gøre bedre, lille ven?

Drengen: Jeg kan prøve.

Kvinden leder efter tasken, ser væk, roder i tasken, finder en flaske rom. Drengen ser sit snit til at flygte. Så drikker kvinden glubsk, så fanger hun drengen og binder ham med et reb, der ligger på jorden. Drengen stønner.

Kvinden: Din lille satan. Nu kommer du ikke videre.

Drengen: (svagt) Jeg kan prøve.

Kvinden lægger ham ned på jorden, arrangerer sig selv ved siden af ham.

Kvinden: Nu skal vi sove.

De falder i søvn. Kvinden ånder tungt ud og ind som om hun slås med et mareridt. Drengen vender og drejer sig i søvne. Man hører en klikken, der bliver højere. Det er lyden af en geigertæller. Kvinden pruster let i søvne. En orange måne blinker let inden den fuser ud. I søvne forsøger drengen at løse rebet op. Hans forsøg kommer til kort.

Kvinden: (i søvne) Forbandede moskitoer! De er alle vegne. De lugter blod. De kommer. De kommer gennem tæppet. Jeg kan ikke forsvare mig. Aberne ser det. Aberne kommer. Aberne kommer for at bedække mig. Jeg vil ikke have jeres børn.

Drengen hører kvinden snakke i søvne, han vågner. Han sætter sig op, men rebet strammer. I samme øjeblik får han øje på manden, der kommer ud af krattet. Han kommer hen til kvinden og drengen, ser distræt på den vågne dreng inden han finder flasken med vodka. Han drikker glubsk. Han tømmer flasken og signalerer til drengen at han skal være stille. Så sætter manden sig på hug, stirrer ned på kvinden, begynder at grine. Man hører geigertælleren øge tempoet: den tæller ned ligesom en gyserscene. Så sætter den ud. Kvinden vågner med et spjæt, får øje på manden og begynder at skrige. Manden kvæler kvindens skrig ved at placere hånden ovenpå hendes mund. Drengen forsøger at flygte, men kan ikke komme fri af rebet.

Manden: Jeg gider ikke høre mere lort. Du holder kæft. Du holder bare kæft. Og du sidder stille.

Manden peger på drengen, han er rædselsslagen.

Manden: Ellers kalder jeg på aberne. De kan holde fest at I ved det.

Manden slår en skraldlatter op. Han begynder at gennemrode kvindens taske, smider tingene ud. Finder en neglefil, som han holder op i lyset. Han smider den på jorden, ser skuffet ud, ser skuffet ud som en abe, der forventede at finde en banan.

Manden: Hvor er det? Say me where the fuck it is?

Kvinden: (hvisker) Hvad?

Manden: Sprutten!

Kvinden: Der er ikke mere.

Manden: Der er ikke mere? Fuck! Så må vi hellere kalde på aberne, ikke sandt?

Manden flår kvinden op, drejer hende i retning mod krattet som om aberne sidder derinde og venter. Kvinden er skrækslagen.

Manden: Kan du se dem? Kan du høre dem? De forbereder et party. De kommer alle sammen. Store som små. Nu skal du få siblinger. Flere end du nogensinde har drømt om. Kom, spred benene: festen begynder.

Manden åbner kvindens skræv, vender det mod krattet. Han pruster. Han er beruset og kan næsten ikke holde kvinden. Kvinden signalerer noget til drengen, der ikke forstår hvad hun mener. Drengen prøver at komme fri. En ugle tuder langvarigt. Drengen gestikulerer i retning lyden.

Manden: A whole big bunch. Som du kan lide det. Alle sammen. Her og nu. I lejren. The more the merrier. Alle pakkenellikerne. Op med dem, ud med dem. Hen i departementet for søde sager. Lidt til den søde tand. Det er sådan du vil have det, ikke?

Kvinden: Det er sådan det skal være, herre.

Manden: Jeg er din herre!

Kvinden: Du er min herre.

Manden: Og det er vores afkom.

Kvinden: Det er vores afkom.

Manden forlader kvinden, han går hen til drengen, giver ham en lussing. Så virker han opgivende, ser sig om efter flasken.

Manden: Hvor er den?

Kvinden signalerer igen noget til drengen, men han forstår ikke hvad hun mener. Manden ser ikke noget. Han snubler, losser til en gren. Så får han en ide, lyser enfoldigt op og begynder at binde kvinden og drengen, bakser med rebet. Da det er gjort sender ham dem i hver sin retning, idet han holder seletøjet som om kvinden og drengen er trækdyr. Kvinden og drengen lusker ud i hver sin retning, er forvirrede og ved ikke hvad de skal.

Manden: Nu gennemsøger I krattet. Nu gennemsøger I hele den forpulede natur og finder noget sprut til far her. Forstået?

Kvinden og drengen nikker tjenstvilligt og begynder at lede efter sprut. De vender hvert et blad. Drengen holder et blad op, stirrer på det. Forsvinder. Manden er distræt. Han har sat sig på jorden. Han bøvser. Han piller sig i skridtet, finder så neglefilen frem og giver sig til at file sine tænder så de kan blive skarpere.

Drengen: Det løber, det løber gennem årerne i bladet. Ud i floden. På tværs af fisken, og så ind i mig. Jeg kan ikke se det. Jeg kan ikke høre det. Jeg kan ikke mærke det. Men det er inde i mig. Ligesom jeg lå inde i hende. Det er så længe siden. Det er et forfærdeligt kredsløb. Det er ældre end aberne. Det er ældre end kolkhosen. Det er næsten ældre end verden.

Manden hører at drengen snakker ud i luften. Han tysser på ham. Så bliver manden træt og gaber. Kvinden signalerer det til drengen. De leder kalkuleret videre, idet de skæver til manden. Så falder manden i søvn, og kvinden begynder desperat at komme fri af rebet. Manden vågner, ser hvad kvinden er ude på og går hen til hende og losser til hende. Kvinden klynker.

Manden: Jeg slår dig ihjel!

Drengen: Gør hende ikke noget.

Manden: Gør hende ikke noget.

Manden bliver utålmodig. Han firer kvinden og drengen til lejren, anbringer dem som dukker, en kunstig opstilling, som han et øjeblik fortaber sig i.

Manden: Nu sidder vi alle sammen her. Nu sidder vi alle her og venter på aberne. En lille familie. Ikke et øje er tørt, og kvinden kommer tørt. Kommer du tørt nu, kvinde?

Manden griner, dasker til kvinden, der sidder musestille.

Manden: I sit rette element. Og så siger hun ikke en skid. Kan ikke vente på at aberne kommer. Kan slet ikke vente. Kom frit frem! Der er tingelingelater i Pripjat, og tombolaen er åben. Men hvad skal du have? Hvad drømmer du om? Hvad forventer du? Kan du huske noget?

Manden peger på drengen. Drengen svarer ikke.

Manden: Du er for ung. Du kan ikke huske tiden før 86. Nu skal jeg sige dig noget: der var centralvarme, der var statssprut. Det var gode tider. Man byggede et pariserhjul. Det var det største i hele Ukraine. Man troede ikke sine egne øjne. Man kom sent hjem. Man fik fældet færre træer, men kvoterne kunne rykkes. Men du er en lille lort. Du kan ikke huske det. Du tror det hele står og falder med røde graner og små ulveunger, der løber omkring i skoven. Du tror skoven er uendelig. Tror du ikke skoven er uendelig, min dreng?

Drengen: Jeg tror skoven er uendelig.

Manden: Du har ikke set andet?

Drengen er bange, snakker manden efter munden. Det kommer mekanisk ud når han siger noget.

Drengen: Jeg har ikke set andet.

Manden: (henvendt til kvinden) Han har ikke set andet.

Pause. Manden sukker, falder væk. Han ser sig om efter noget. Han savner alkohol. Pludselig hører man en fløjte, og en mand kommer gående med en stor hat på hovedet, en høvisk mand: han råber på en munter, indtagende måde at han sælger alkohol. Manden strækker en finger i vejret. Sælgeren kommer hen. Manden gennemroder kvindens taske og finder et ur som han giver til sælgeren. Sælgeren bider i uret, nikker, og giver manden et par flasker. Manden lyser op som et lille barn.

Manden: Jubiii! Se her. Der er nok til natten og katten. Kom så I lede missekatte. Kissssch. Missekat.

Manden griner, åbner en af flaskerne med tænderne og tager en stor slurk. Så sidder han og nyder virkningen, strækker sig velfornøjet.

Manden: Det kommer du ikke til at savne.

Kvinden: Hvor kom han fra?

Manden: Ud af det grønne.

Kvinden: De gør opmærksom på at der vandrer illegale sælgere rundt. Sommetider prætenderer de at være hellige mænd, men når de kommer tæt nok på slår de en ihjel. De siger det igen og igen.

Drengen: Hvem?

Manden: De siger så meget. De siger vi æder for meget kød. De siger der er for meget korruption. For meget hugst. For meget våbenhandel. Organhandel. Lyssky handlinger. Asociale missionærer. Faldbyden for vest. Faldbyden for øst. Faldbyden mig i røven. Jeg har hørt dem sige at iranerne har bombet Odessa. De har erobret hele Krim. De har …

Det bliver for meget for manden. Det bliver for højtravende, og han klør sig i hovedbunden. Så drikker han glubsk, stirrer ud i luften. Han bliver melankolsk og kommer til at se på kvinden og drengen bundne. Han holder flasken ud så kvinden kan drikke. Hun ser sig omkring, er på vagt - så tager hun flasken og drikker. Da hun har taget en stor slurk bøvser hun. Hun får et andet glimt i øjnene. Det er mere udfordrende, mindre bange.

Kvinden: Op i røven med iranerne!

Manden og kvinden drikker hurtigt. De bliver påvirkede. Drengen sidder og stirrer ind i mørket. Indimellem får han en ide, men den fuser ud. Måske fokuserer lyset; man ser skiftevis drengen ensom og manden og kvinden, der “kommer nærmere og nærmere hinanden”. Drengen kæmper med søvnen; hans øjne bliver tunge og falder efterhånden i. Han sover; manden og kvinden ser det ikke. De drikker og bliver fulde. Manden er begyndt at tage på kvinden. Hun bemærker det næsten ikke. Begyndende musik høres: det er - kabaretagtigt, cirkusagtigt, men skramlet, rustent. Manden og kvinden vugger sagte til musikken.

Manden: Jeg kan huske … jeg kan huske en tur til Odessa. Vi kørte i tog. Vi drak som svin, og træerne blev lysere. Det var sommer. Nattens sang kom ind i vognen, helt ind i albuerne. Vi var brødre. De andre var røvhuller. Vi talte om de hvide gardister der lå tilbage på marken. De sagde ikke en skid. Vi sang. Og kom til byen. Kom til havnen. Så trapperne. Potemkim længe leve råbte vi og faldt ned ad trapperne. Ingen kom til skade. Vi er ikke blødere. Immunforsvaret holder. Vi falder hinanden om halsen. Over sydens lys lyder vores stemmer. Det er sådan en nat man rykker nærmere hinanden. Kender du det?

Kvinden: Jeg kender det.

Manden tager flasken, drikker. Hans øjne svømmer rundt. Han bliver pludselig gnaven. Han ser på kvinden mistroisk.

Kvinden: Jeg kender det … når træerne rødmer. Når aftenlyset lukker os inde i tusmørket. Når cikaderne stiger op af jorden. Når man drømmer. Når man stiger ned til havet med en løsfældig dragt. Håret svingende. Der er andre på stranden. Sulten er udelukket. Hele kroppen smelter sammen med lyset. Jeg kan ikke få nok af det lys. Jeg har set det lige siden. Det liv redder menneskeliv det er jeg sikker på. Det er som om det er blødt men at det svømmer uhindret ind i kroppen. Uden en krop dør en kvinde. Jeg kan ikke være pioner. Det udelukker lyset …

Manden: Jeg gider ikke snakke om pionerer.

Kvinden: Heller ikke mig.

Kvinden læner sig ind til manden. Han drikker. Kvinden ser på manden. Han drikker videre som om han har glemt kvinden. Så kommer han i tanke om hende og puffer hende væk.

Kvinden: Jeg vil også drikke.

Manden giver hende flasken. Den skramlede musik afløses et kort sekund af en dissonans, en hvinende teknisk lyd - derpå fortsætter gøglermusikken. Manden og kvinden har ikke opfattet afbrydelsen. Drengen hører intermezzoet. Halvt i søvne sætter han sig op; så falder han i søvn igen. Alkoholsælgeren går forbi manden og kvinden, men de ser ham ikke.

Manden: Der er ludere og der er lommetyve. Der er masser af steder at spille. Der er det blinkende blå vand. Der er en følelse af at historien vogter over en. De er alle kommet til Odessa. Turkmenere, jøder, armeniere, englændere, tyskere. Hvad er det med Odessa?

Kvinden: Det er lyset.

Manden hører ikke hvad kvinden siger.

Manden: Det er det mest koncentrerede sted på kloden. Man mærker det når man kommer. Det er alle som en. Og her går man med rem og seler, og så kommer Odessa … Odessa opstår, ligger lige der … som en musling med en perle indeni. Odessa giver mig ståpik. Den skinner som en nøgen kvinde på en strand.

Manden ser på kvinden. Hun ligger henslængt over ham. Hun venter på at manden giver hende flasken. Hun har åben mund. Hun åbner sin taske, tager læbestift på. Rød læbestift. Manden bliver interesseret og begynder at tage hende på brysterne. Han tager kvindens hånd og anbringer den i skødet. Han lukker øjnene og nyder “rusen”.

Kvinden: Tog du hende så … der på stranden?

Manden har ikke hørt kvinden. Han stønner let. Så kommer han atter i tanke om kvinden, der ligger på ham (skoven). Igen puffer han hende væk.

Manden: Så var der ikke flere penge tilbage. Så er byen en anden. Så er Odessa forandret. Så er Odessa grim. Så stinker den. Man går ned til havnen. Man skal for helvede ikke til Istanbul eller Constanta, vel? Så får man hyre alligevel. Kalotten strammer. Man skovler suppe. Man returnerer til Odessa. Kulisserne er anderledes. Det historiske skær er væk. De flade trapper fører ned i afgrunden. Man kommer og går hos en luder, og kalotten bliver mere og mere gusten. Det er der, på bunden. Det er der, på bunden, jeg fandt ud af … vi lever ikke sammen. Vi er hver for sig. Det de siger er en løgn. Det de sælger er en løgn. Postkort. Sejlads på floden. Det gør en mand stærk. Når han ved han ikke kan leve med andre. Når han ved han ikke gider leve med andre. De andre det er noget man æder.

Manden ser sultent på kvinden. Han hiver hende op på skødet, og hun følger med. De drikker. De stirrer ind i mørket. Musikken stopper. En orange fugle kan ses. Så forsvinder den.

Kvinden: Leve sammen med andre.

Manden: Det er perfekt at gå i hundene i Odessa. Det kender kvinder ikke. Eller gør de?

Manden ser på kvinden. Hun tysser på ham, fører flasken op til hans mund, næsten som om han er en baby.

Kvinden: Det kender vi ikke noget til. Jeg vil være sammen med dig. Det er dig der er kommet. Det er dig jeg vil være sammen med.

Manden er blevet fuld. Hans øjne tilter rundt. Han taler usammenhængende.

Manden: På bunden lyser verden. Den står i en klokke, ovenover hovedet. Det er et smukt lys. Det er det. Det gør så ondt. Og man bliver forelsket i en luder. Hun holder dit hoved. Hun tager dine sidste penge. Er det ikke sjovt? Det var det de advarede om. Det står på side et. Du lærer side et at kende. Hun forråder dig. Du har ikke flere penge, i bad har du ikke været længe. Du sulter. Sultenglen kredser om dig. Du har ikke andre.

Kvinden holder om manden, giver ham noget at drikke.

Kvinden: Skat. Sov nu blot.

Manden falder i søvn. Kvinden får et mere frisk udtryk i øjnene. Hun lytter. Så banker hun flasken ned i hovedet på manden. Han får et sår, bløder, besvimer. Kvinden binder sig selv fri, binder derpå manden. Ser over til drengen, der sover videre. Så åbner hun den næste flaske, skåler olmt med mørket.

Kvinden: Lede mandesvin! I har ikke rykket jer en meter. I kunne ikke bo sammen med en beostær.

Manden vånder sig. Kvinden banker ham i hovedet igen. Han går ud som et lys.

Kvinden: Gad vide hvad du havde gjort med os?

Kvinden mumler det flere gange.

Gad vide hvad du havde gjort med os?

Så drikker kvinden videre, falder så i søvn ved siden af drengen som hun har lagt sig ved siden af. Pause. Der bliver mørkt. Man hører geigertælleren. Geigertælleren sammen med indåndinger, snorken.

Scene 2

Kvinden vågner. Hun ser på drengen, så manden. Hun leder efter flasken, tømmer den. Så går hun til manden, begynder at onanere ham. Han vågner skrækslagen. Kvinden sætter sig ovenpå ham og rider ham. Hun ser på manden med kolde, beslutsomme øjne.

Kvinden: Jeg rider dig. Nu skal jeg forpulet ride dig indtil solen går ned. Kan du lide det, lille skat?

Manden kæmper for at komme fri, men kan ikke komme fri. Han er bange. Stønner.

Manden: Det gør du ikke.

Kvinden: Jeg gør det.

Drengen vågner med et sæt. Han får øje på manden og kvinden. Kvinden rider manden manieret med et vildt udtryk i øjnene. Drengen prøver at vende sig, se væk. Man kan høre geigertælleren.

Drengen: Der var en lille fugl. Der var to små pipfugle. De er brødre. Nej, de er søskende. De flyver væk sammen. De er højt oppe i luften. Himlen er blå. Ja, himlen er blå. For der var en lille fugl, der var to små pipfugle …

Kvinden: Hold kæft. Kan du ikke se jeg arbejder. Kan du ikke se jeg gør noget for menneskeheden? Kan du ikke se at far nyder det?

Kvinden stopper med at ride manden. Hun ser på drengen. Drengen ser på hende. Han er opløst, fuld af sorg. Alkoholsælgeren kommer frem, han stiller sig hen til kvinden og manden som om det hele er naturligt. Han vifter med flaskerne.

Kvinden: Find nogen penge frem!

Drengen får med besvær fat i tasken, finder en krøllet seddel frem som han giver til sælgeren. Sælgeren afleverer to flasker og forsvinder. Kvinden fortsætter med at ride manden. Manden nyder det, føler sig voldtaget; kæmper med modsatrettede følelser. Han mumler, stønner.

Manden: Åh! … Han lever. Stalin lever. Og der var statssprut. Det flød i rigelige mængder. Åh. De kjoler. Små snipper. Der var tid nok. Han lever. Han sad på slottet. Han lod mælk og honning flyde sammen, og vi sidder … som små statuer for neden … han har en pegepind … far … du kommer med pinden, med store planer … dit skæfte forandrer det hele … en hel befolkning taget i ed … du er så stor …

Kvinden: Nu stopper du!

Manden: Formanden har en kappe … den når helt ned til jorden. Der kommer dyr på markerne. Vi går i krig. Vi drømmer om Stalins uniform. Det er syndigt. Men vi vender tilbage. Vi kæler for dig. Vi siger det sent om natten. Det hele flyder sammen: deportationerne af jøderne, de små piger på marken. De små huse. Flasker smukkere end forårsudstillingen. Fællesskabet giver vi al sæden.

Manden “finder ud af” at han snakker i vildelse. Han kommer til sig selv. Han stirrer på kvinden, hun rider ham fortsat. Så mærker manden at han er ved at komme og vender det hvide ud af øjnene. Han kommer. Kvinden lukker øjnene.

Manden: Fuck Stalin.

Kvinden: Det er inde i os. Han er inde i os. Han bliver taget i røven på et partikontor i provinsen. Han nyder det. Stalin kommer. Han er iført en trikot. Han er pædofil.

Kvinden får et grusomt blik i øjnene. Hun rejser sig fra manden, der ligger livløs.

Kvinden: Det var det. You sick fuck: Stalin. Det er noget du har fået ind med modermælken.

Manden: Med modermælken. Thi der flyder en kilde, men udspringet er Stalin. Fra ham opstår resten af livet.

Kvinden får nok af at høre om Stalin. Hun går hen til krattet, finder en kæp og slår manden indtil han er bevidstløs.

Kvinden: Alene! Uden ham. Han kender kun til pisken. Han er et trækdyr. Men for enden af partikontoret ligger der død for alle kvinder. Jeg kan ikke se nogen forskel. Der er massegrave. Der er partikontoret. Der er Stalin. Der er det de siger. Der er det de ikke siger: enten lænker eller pisk. Hvor jeg elsker skoven nu. Det er det virkelige liv.

Kvinden ser sig omkring. Han ser på drengen, hun er mildere nu. Da hun ser på manden, der ligger og flyder, udviser hun dog foragt.

Kvinden: Har du hørt om Stalin? Ikke? Du skal ikke høre om Stalin. Der er stråling nok i forvejen. Du skal ikke høre på far. Han kender ikke til andet. Han kender ikke til andet. Nu skal du se: nu tager vi dem - far og Stalin - og kaster dem i floden. Ud til gedderne med dem. Så nu forsvinder de. De tager sygdommen med. Parlamentets takkede røvhul. Manifestets takkede røvhul. Kom!

Hun går hen til drengen, binder ham op og fører ham over til huset. Der stikker en gren ud ud gennem vinduet. Hun anbringer drengen foran huset. Hun går hen til manden, stirrer på ham; så går hun hen til huset igen. Hun ser ømt på drengen.

Kvinden: For nu skal du have en lillebror. En lillebror vil jeg give dig. Er det ikke rart?

Drengen nikker. Han er slukøret. Han drømmer sig væk.

Kvinden: Men hvad skal vi gøre med ham?

Kvinden tænker. Hun bliver forvirret, går ind i huset, kommer ud med en kande, ser på den, stiller den på jorden, arrangerer forvirret tingene i huset.

Kvinden: Det er godt nu. Lillebror er på vej. an skal være her med os. Og vi skal være frie. Vil du ikke gerne være fri?

Igen nikker drengen. Han er slap. Han sidder og tænker. Han ser længe på kvinden som om han er ved at vænne sig til tanken om at han ikke kan komme væk.

Drengen: En lillebror.

Kvinden: En lillebror. Han dufter af vanilje. Kan du huske duften af vanilje? Det kom fra Odessa i store hvide sække. Og når de sprak blev vi hvide i hovederne. Vi stod i en kæde, og den ene sæk fulgte den næste. Det er os kvinder der synger. Hele vejen til Odessa.

Drengen: Nu vokser han indeni mors mave. Det er godt.

Kvinden: Nu har han lavet puha; sikke han stinker. Men se nu her: nu kommer jeg med stofbleen, med ganen fuld af vanilje. Og der er pudder-skyer. Op op i et væk! Hold så op med at sprælle.

Kvinden går hen til krattet. Hun finder en stor kæp, som hun begynder at brække i mindre stykker. Hun går i gang med et lave et hegn. Manden vågner, vånder sig. Hun ser ned på sit blottede underliv. Han er forvirret. Han ser over mod huset, hvor kvinden og drengen er. Kvinden opdager at han er vågnet. Hun begynder at ae sin mave, kører hånden rundt i store demonstrative cirkler.

Manden: Du slår mig ihjel.

Kvinden: Du er allerede død. Du er en ubrugelig rotte. Du er bundet op på Stalin din svagpisser. Nu kommer jeg og slår dig ihjel.

Drengen: Det må du ikke.

Kvinden: Skal vi bare sende ham væk?

Drengen: Vi skal bare sende ham væk.

Kvinden: Så gør vi det.

Drengen: Jeg har aldrig hørt om Stalin.

Kvinden begynder at kæle drengen, moderligt. Så bliver hun liderlig og kæler for drengens pik. Hun smiler til ham.

Kvinden: Nu skal du ikke tænke mere.

Hun kæler videre. Drengen nyder det og læner sig ind til kvinden. Manden ser på dem, får nok og begynder at skrige. Kvinden bliver irriteret. Hun går hen til manden, får ham på benene.

Kvinden: Nu er det nok! Nu bliver du sendt ned ad floden. Væk!

Manden simulerer at en bølge tager ham og bærer ham væk. Han kredser rundt på scenen, skyller så ind i krattet hvorfra han fortsat betragter kvinden og drengen. Kvinden fortsætter med at kæle for drengen, der kommer ud kvindens hånd. Hun tager sæden op til næsen, smager på det, slikker det i sig.

Kvinden: Det smager godt. Det smager af baby. Du er lige til at spise.

Drengen ligger med lukkede øjnene. Kvinden fortsætter med at arrangere diverse ting. Begge ser lykkelige ud. Kvinden tager sig til brysterne. tjekker dem for mælk. Så stoppere hun to små puder ind hvor brysterne er og således ser de større ud som om kvinden er højgravid. Hun ser stolt ud.

Kvinden: Nu har vi alt hvad vi behøver. Åh, jeg er så lykkelig. Er du også lykkelig?

Drengen: Jeg er lykkelig.

Kvinden: Der dufter af talkum her, og babydrengen spræller med benene. Det hele er hvidt. Lover du at du ikke render væk?

Drengen: Jeg lover.

Kvinden: Sværger du?

Drengen nikker. Han stirrer sorgfuldt væk fra kvinden, der opdager det fravendte blik, vender ansigtet mod sig. De stirrer længe tomt glanende på hinanden. Kvinden gyser.

Kvinden: Dit blik. Dit blik det er så … forbandede dialekter. Det stopper ikke kødet. Det stopper ikke kødet.

Kvinden griber ud efter drengen, tager ham op til brystet, knuger ham. Hun er ved at kvæle ham mod brystet.

Kvinden: De er stadig flotte! De er stadig flotte synes du ikke? Sig at de er flotte.

Kvinden bliver barnagtig, gentager: sig de er flotte, hysterisk.

Drengen: De er flotte.

Drengen hoster efter kvælningen. Kvinden masserer brysterne med drengens hænder.

Kvinden: Jeg er åben. Jeg er din. Hvis du render væk slår jeg dig ihjel. Hører du? Slår dig ihjel.

Drengen nikker bange. Begyndende stille begynder Kraftwerk med sangen “Radioactivity” Begge hører musikken, måber.

Drengen: Hvad er det? Hvor kommer det fra?

Kvinden: Det er musikken.

Drengen: Jeg kan ikke lide musikken.

Kvinden: Hvad er musikken? En ulv, der tuder? Der er kommet så mange ulve. Det er ikke en fis i en hornlygte. Der er kommet så mange ulve. Det hele er blevet så ærligt. Det ødelægger musikken ikke. Kom lad os danse!

Kvinden tager drengen, fører ham lidt manieret rundt. Han stirrer ud i mørket. Kvinden ser det, giver ham en lille lussing og ser ham ind i øjnene. Igen ser de tomt på hinanden, fremmede for hinanden.

Kvinden: Det er ikke udenfor. Det er ikke udenfor det her. Det er ikke udenfor det her. Hør - musikken. Der er kommet så mange ulve, og jeg har sendt manden væk. Nu drikker han sig ihjel ude i mørket, og drømmer om aborter og ekspeditioner. Det er ikke udenfor det her. Vi ser hinanden, og jeg har sendt manden bort. Han ville have slået os ihjel. Vi skulle servicere hans grisk, hans ødelæggelser. Og smøre os ind i blodet. Blodet fra jagten. Hans skalpe. Det er ikke kommet længere. Det er ikke udenfor.

Kvinden bryder sammen, græder. Hun tager atter drengens hånd og kører den over hendes bryster, så kussen. Drengen vrænger, pines. Scenen står på længe. Kvinden kombinerer tagene frem og tilbage mellem skød og bryst. Hun ånder hørbart, forsøger at komme. Så hører hun en lyd, bliver bange.

Kvinden: Hvem er det?

Kvinden lytter efter. Så glemmer hun lyden, onanerer videre med drengens hånd og kommer. Der bliver mørkt. Lidt efter falder lyset på drengen. Han har taget en klovnemaske på. Han sidder med bøjet hoved. Man kan ikke se kvinden.

Drengen: Jeg løber over til ballongyngen i Pripjat. Det kører rundt. Det kører rundt, der sidder en dreng i maskinrummet. Han har roret. Han bestemmer hvornår hjulet kører. Det er ikke mørkt endnu. Jeg skal ikke hjem. Jeg er ikke bange. Jeg sætter mig op i ballongyngen. Det er før katastrofen, og det er ikke mørkt. Jeg skal ikke hjem.

Drengen falder let sammen.

Drengen: Udlændingen, ham vi ikke forstår, taler ikke om Jesus Kristus. Det er ikke sent. Lyset bliver hevet langt af hjulet. Det kan ikke stoppe. Lyset. Jeg er så lykkelig. Jeg svæver på en sky. Jeg skal ikke hjem, og gyngen stopper. Jeg sidder allerhøjst oppe. Jeg kan se byen og fabrikkerne. Jeg kan se værket. Jeg kan se mit hus. Det er lille. Jeg sidder højt oppe. Hjulet er stoppet. Og når lyset ligger på maven kommer tiden ikke ind i legen. De bliver væk. Det er som om hegnet. Lyser. Det er højt oppe. Jeg synger i vilden sky.

Drengen synger, kvinden hører det og rusker ham.

Kvinden: Hold kæft!

Drengen: Ja.

Lyset involverer både kvinden og drengen nu. Kvinden slår masken af. Drengen græder. Kvinden krammer ham hårdt.

Kvinden: Kom Det er sabbat. Vi skal over til huset.

Kvinden trækker drengen over til huset. Naturen er “sivet” ind i huset. Kvinden sætter drengen fra sig, ser sig om, begynder oprydningen, husarbejdet. Så kommer hun i tanker om drengen som hun binder. Drengen fortsætter drømmen fra før om ballongyngen.

Drengen: Før katastrofen var der svaler. Jeg kan huske det hele. Jeg er gammel. Jeg er en stor dreng. Jeg har valgt ensomheden fordi ensomheden er bedre. Det forstår de ikke. De kommer og stopper hjulet og slår styredrengen og smider ham ud af huset. Han græder. Jeg sidder højt oppe. Jeg kan ikke komme ned. Det er mørkt. Jeg kan ikke komme ned. Mine ben ryster. Mine sko er slidte. Jeg tænker ikke på dem. Jeg lukker øjnene som en præst og laver verden om. Nu kører hjulet. Projektørerne lyser. De andre børn er glade. De slår ikke hinanden. De mopper ikke hinanden. Det rum der er i maven bobler ligesom de voksnes champagne når de synger og tager på hinanden og græder. De har store øjne men det er ikke det rum der er stort. Det er så let at gøre det rum større at svalen orker det. Den trækker ud i rummet, i maven med vingerne og det hele er gult og glemt. Det hele er gult og glemt. De drikker ikke. De drømmer ikke. De stønner ikke. De stinker ikke.

Kvinden stopper rengøringen. Hun har skævt bundet om hovedet en klud som en tørklæde. Hun retter på tørklædet.

Kvinden: Hold kæft!

Kvinden går i stå.

Kvinden: Jeg elsker dig. Vi er begyndelsen. Vi er bunden af kagen. Vi er et sammenhold. Jeg vil gå i døden for dig. Ingen mand. Ingen mand.

Kvinden ser ømt men besat på drengen. Alkoholsælgeren dukker op, tilbyder varer, kvinden har ingen penge, han forsvinder.

Drengen: Hvad er en regel? Det er en tåre. Jeg græder. Jeg kan ikke finde ballongyngen. Mon jeg drømmer? Mon det hele er en drøm. Befalet af præsten. Inde i reglen. Udenfor det gule lys. Svalen jeg ser den. Men da den ser jeg græder vender den om. Jeg kalder efter den. Den hører det ikke. Min mave går i stå. Den bliver ødelagt. Nu har jeg en dolk i maven. Jeg kan ikke røre mig. Jeg kan ikke komme ned. De drikker i byen. Det er den største smerte. Den er stor. Nu hvor jeg føler den kan jeg forsvinde. Jeg er blevet til en dreng. Og nu kan jeg forsvinde. Det er en hævn. Jeg kan komme ned. Jeg hopper ned. Det er den mindste lidelse. Alle her lider. De drikker. De har dolke i maven. De kan ikke se hinanden. Børnene kan. Børnene drømmer hele tiden om hævn, det er eventyret. Det er ikke livet. Livet er udenfor. Her er hævnen og eventyret. Det sidder ligesom en motor i det rigtige liv. De kalder det … de kalder det … hvad er det værste jeg ved? … når far bestiger mor … jeg spionerer … de slår mig … mor stønner.

Kvinden kommer over stryger drengen over håret. Han tier, ser næsten rolig ud. De gynger.

Kvinden: Så så. Det er ikke så slemt. Vi kan leve sammen her lykkeligt. Han vender ikke tilbage. Så så. Han vender ikke tilbage.

Drengen: Han kommer ikke op. Må jeg ikke godt tale lidt mere om Pripjat mor?

Kvinden: Jo lille skat.

Drengen: Du må godt komme med. Du må godt komme med mor.

Drengen tager kvinden i hånden. De stirrer op i luften. Drengen tager masken på.

Drengen: Tusmørket mor det er vores ven. Der sker ikke noget nu. Vi har ikke en dolk i maven. De karvede huder hænger ikke i skoven. Der er ikke jægere. Jeg løber sammen med ulvene. Det er min undskyldning. Jeg er bare en dreng. Jeg kan ikke drive det længere. De stinker, det er summen. Jeg løber sammen med ulvene.

Kvinden laver en grotesk komisk gestus hvor hun peger på sig selv som om drengen har glemt hende. Hun tuder som en ulve. Hun blinker til drengen. Så begynder kvinden at tude, så hulker hun, så ler hun, griner.

Drengen: Det er sjovt mor. Det ligger udenfor alting. Det er ikke gennemboret af reglen. Det er vores leg, og hjulet snurrer rundt og på hver og en af gyngerne sidder der en lysende stjerne. Det er legens værk. Det er den der anbringer stjerne. Sådan har det altid været. Jeg husker. De glemmer. De drikker. De slår og siger undskyld bagefter. De voksne flæber. De vil ikke gøre det i det åbne. De lukker og knepper og drikker og snyder hinanden i mørket. Mor du kan stole på mig. Mor du kan stole på mig.

Drengen omfavner moren der er i svime over drengens ord. De er nu et par. Han er en prins. Han tager masken af og kysser kvinden. De står længe sådan. Man kan høre geigertælleren. Den bliver højere, stilner så.

Kvinden: Jeg er en lille pige. Jeg passer på mine knæ når jeg løber. Da jeg fik et blåt mærke græd jeg. Sådan snyder jeg ham. Han kommer ikke ind når jeg græder. Han bliver ligesom præsten. Meget større. Et øre. En tillid. En større indtrængen. Han viser mig den ikke. Jeg ved ikke hvem der kommer ind. Det er mørkt. Jeg vil ud af rummet. Jeg råber: jeg kender ikke rummet. En eller anden: fortæl mig hvad det er for et rum? Så gisper jeg. Jeg er en pige. Lidenskaberne skratter gennem mig. Jeg har ikke noget sprog. Jeg har ikke nogen alder. Jeg kan ikke trylle mig om til en prinsesse, og atter returnerer manden. Præsten er større end manden. Han kommer hårdere. Så græder han. Det bliver lyst.

Drengen: Så så lille pige.

Drengen stryger kvinden over håret. Da hun er helt afslappet tager drengen masken af. Han studerer den, så banker han den ned i hovedet på kvinden der skriger.

Drengen: I binder hinanden. I hulker i mørket. I falder sammen som lam. I kalder det kærlighed. Jeg er en mand nu. Jeg har valgt at leve alene. Leve sammen er en løgn. Det kalder det en pagt. De kalder det ikke krig. Hvorfor kalder I det ikke for krig?

Kvinden bløder, tager sig til hovedet. Så ser hun med hengivenhed på drengen der står op, hun ligger.

Kvinden: Vi tør ikke?

Drengen: I tør ikke?

Drengen viser afsky.

Drengen: Den tapre soldat stirrer ind i mørket. Han frygter ikke noget. Han går hen til afslutningen. Den griner. Den er krum og grum. Hvem er taprest i landet her? Han stirrer ind i mørket. Mørket taler ikke. Det er større end mig, meget større, men det taler ikke. Det er bange. Jeg har nedstirret det. Duellen er slut. Jeg vinder. Jeg konkluderer at jeg er taprest fordi jeg vinder og fordi mørket ikke kan tale.

Kvinden laver “høviske” fagter. Lyset kan være ændret, mere lyst, lyserødt.

Kvinden: Du er min helt.

Drengen: Jeg vil plukke en blomst og glemme tabet.

Kvinden: Du taber ikke!

Kvinden kommer på benene. Hun ser på drengen, finder et hår i næsen på ham og trækker det lynhurtigt ud. Drengen fnyser, træder tilbage.

Drengen: Er jeg soldat? Mand? Dreng? Alene?

Kvinden: Jeg er her.

Drengen: Jeg gider ikke drama.

Kvinden: Det er ikke drama.

Drengen: Hvad er det her?

Drengen tager masken på. Kvinden lægger sig på jorden. Drengen binder hende. Han rør ved masken. Så stivner han.

Drengen: Hvad er det jeg gør? Jeg gør det samme som dem. Jeg stinker. Jeg er mistroisk. Jeg kan se deres øjne deres angst hele tiden. Jeg er bedre end dem. Jeg er blevet ligesom dem.

Kvinden: Jeg elsker dig! Du er min! Bliv her elskede. Forlad mig ikke. Vær nu sød?

Drengen er paralyseret. Han smider masken. Han stirrer ud i luften.

Drengen: Mørket har vist sit mørke. Det har bedraget mig. Jeg er ligesom dem. Det er lamslående og fattigt hvem vi er og så lidt vi kan sige til eller om mørket. Vi står her. Som statuer. Den kolde pels er svøbt om furen. Den skinner. Den bliver varm og jeg mister beskeden om hvem jeg er. Min alder. Det er derfor jeg smider masken. Jeg må være alene. Jeg må komme til bunds. Det er forskellen. Det er den eneste overlevelse. At afsløre furen. Nøgen. Mor jeg er nøgen. Kan du varme mig?

Kvinden: Ja.

Drengen: Jeg ved ikke om jeg skal blive her eller rende væk mor.

Kvinden: Bliv her. Det bestemmer jeg for dig sødeste. Det gør ikke noget jeg er bundet. Men bliv her. Her kommer han ikke.

Drengen: Hvem?

Kvinden: Åh nu har jeg glemt hvem det er.

Drengen: Men han kommer?

Kvinden: Han kommer ikke mere.

Drengen: Jeg stoler ikke på dig. Der er for meget luft mellem alle mennesker. Det at tro noget er at ignorere al den luft.

Kvinden: Du er så klog min elskede. Så tapper. Forlad mig ikke!

Drengen fnyser. Han ser væk. Så griner han. Han ser på kvinden. De ser hinanden i øjnene. Så et kort øjeblik griner de begge indforstået. De har set at de ikke har set. De krammer hinanden. Drengen bliver kold, skubber kvinden væk.

Drengen: Jeg må af sted.

Kvinden begynder at græde. Mørke.

Scene 3

Drengen går i skoven. Huset og kvinden er væk. Der er fuglefløjt og drengen stopper op og lytter. Efterhånden forsvinder fuglefløjten og afløses af barnestemmer. Drengen lytter igen. Han virker forskrækket, viger tilbage.

Drengen: Det er det barnlige overherredømme. Det er ikke en kæft bedre. De tror de kan bevirke magi men om lidt begynder de at skændes. Om lidt begynder de at slå hinanden. Om lidt begynder de at piske hinanden. Der er nogen der taber. Alle taber. Her vil jeg ikke være.

Drengen løber frem og tilbage over scenen. Han er forvirret. Han stopper op, ånder tungt. Han er panisk og ved ikke hvad for en vej han skal løbe. Et kort øjeblik står han sitrende på stedet, så spinder han spasmodisk rundt som en snurretop inden han falder ned på jorden. Han begynder at græde.

Drengen: Så så nu kommer de ikke. Det jeg tror er at tiden er gået. De har fået en paryk alle sammen som de spiller den af i. Sådan går tiden. Deres fejl er at de troede på overgangen men jeg vil ikke være som dem. Om lidt keder de hinanden. De kalder det kærlighed og begynder at piske hinanden men nu må det være nok.

Drengen lukker øjnene. Lyset skifter hæsblæsende mellem lys og mørke men da drengen åbner øjnene igen kvidrer fuglene.

Drengen: Det er gået over. Jeg er alene. Jeg er alene men jeg er ikke bange. Jeg kender angsten. Hvis nogen kommer stopper de den angsten men jeg ønsker ikke den stopper. Jeg kender ikke noget bedre. De tror børnene på stenene at der vil komme en mand med en tryllestav. Det gør mig bedrøvet. Hvis han kommer stopper han angsten. Angsten er ligesom en fugl. Enhver domfældelse, enhver rundkreds stopper den. Jeg har lært at balancere som en linedanser. Enhver domfældelse er ligesom et sort gardin der udelukker lykken. Jeg er en linedanser.

Drengen begynder at balancere som en linedanser. Han gør sig umage, stikker tungen ud af munden og bumper tilsyneladende ind i noget. Han er ved at falde.

Drengen: Gå væk tryllemand! Jeg har det lige så godt. Jeg tror kun på det personlige mirakel men nu vil jeg bare være en dreng der går gennem skoven. Jeg har ikke noget sted at gå hen. Ingen venter mig. Det gør ikke noget. Skoven vil mig det godt.

Drengen fortsætter med at gå gennem skoven. Han går frem og tilbage over scenen. Han nynner. Han stopper op, ser op i luften, får øje på noget som han saluterer frivolt. Så går han videre.

Drengen: Her er intet. Skoven er tom. Skoven er fyldt med tomhed. Her er ingen talende dingoer. Her er ingen gnaskende harer. Her er ingen alfer. Veteraner fra krigen. Øh. Ja. Tjetjenien. Her er ingen påskekort. Her er ingen hvidløgsranker. Her er ingen amuletter. Her er ingen ofre. Her er ingen præster. Her er kun jeg. (Drengen skriger det igen). Her er kun jeg! Angsten lyser som en sti. Uden den er jeg fortabt.

Drengen spærrer øjnene op. Han ser sindssyg ud. Han ser ned ad sig selv, klasker sig på maven som om han tiltaler angsten.

Drengen: Den svarer ikke. Det er sikkert bedre sådan. Svarer den forpurrer den skoven. Det er logik for burhøns. Der er ingen steder at leve. Jeg har prøvet brandmandssvampene men jeg fik kun ondt i maven. Ville dø bagefter. Kastede op på en elg der heller ikke ville til sabbat. Det er derfor børnene danner parlamenter. Åh. Nu forsvinder stien. Angsten blegner. Det lyder som en indrømmelse: jeg mister troen på mirakler. Kom sol!

Drengen stopper op. Han glaner op mod himlen. Lyset dæmpes. Scenen bliver mørkere. Drengen falder ned på knæ.

Drengen: Åh kom frem sol! I dit pure spejl kan jeg forlænge drømmen. Men jeg ser kun træer. Kun træer. Det er overskyet. Himlen er væk.

Drengen bliver desperat. Han løber hen til et træstamme og begynder at sparke til træet. Der falder en mobiltelefon ned fra træet. Drengen tager den måbende op, studerer den, nøler. Så kommer han den i lommen.

Drengen: Jeg må ikke græde mere. Jeg vil ikke græde mere. Jeg vil gå videre. Jeg vil passe ekstra godt på angsten. Jeg møder ikke nogen. Hvis jeg møder nogen dør jeg omgående. (Drengen mumler det flere gange). Hvis jeg møder nogen dør jeg omgående.

Drengen går videre. Han er i vildrede.

Drengen: Se nu her: her er ikke nogen. Det kommer ikke bedre. Det bliver ikke bedre: jeg er en dreng alene i en skov. Om lidt kommer solen. Solen kommer. Det er jeg sikker på. Den løfter mig op. Den flår reglen op. Den flår menneskeheden op. Den flår alle mennesker op fordi den er bedre end alle mennesker.

Drengen føler sig opmuntret og går videre. Han stopper op. Noget genererer ham alligevel.

Drengen: Der er noget? Det er overherredømmet? Det er veteranen der skyr solen. Det er hjortetakken der har fået kramper af brandmandssvampene. Der er noget. Er der noget? Er der nogen her?

En stemme svarer drengen. Stemmen siger ja. Alkoholsælgeren - nu en vagabond - kravler ud af krattet.

Vagabonden: Det er bare mig.

Drengen: Det siger de alle sammen.

Vagabonden: Det er derfor jeg siger det.

Drengen: Her må ikke være nogen!

Vagabonden: Jeg er ikke nogen.

Drengen: Du er nogen!

Vagabonden: Så siger vi det.

Drengen går amok. Han finder en kæp og skal til at slå vagabonden men vagabonden piller roligt kæppen fra drengen og sætter den bort.

Drengen: Det skulle du ikke have gjort!

Vagabonden: Jeg gjorde det for sin skyld.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Hvad laver du i skoven?

Drengen: Jeg vil ikke rådne op.

Vagabonden: Alle rådner op.

Drengen: Ikke mig!

Vagabonden: Så siger vi det.

Vagabonden optræder roligt og nonchalant. Han sætter sig ned, skraber et par kviste sammen som om han er ved at forberede et bål. Drengen stirrer trodsigt på vagabonden. Drengen stamper i jorden. Han går rundt om “bålpladsen” som en tyr der har set rødt.

Drengen: Hvad laver du?

Vagabonden: Jeg kan ikke leve uden ild.

Drengen studser over svaret. Han bliver nysgerrig. Han nærmer sig vagabonden, kredser om ham, træder hen og hiver vagabonden i det lange fuldskæg for at tjekke at det ikke er falsk. Så sætter drengen sig ned.

Vagabonden: Har du det bedre?

Drengen svarer ikke. Han er fortsat skeptisk. Han stirrer på vagabonden.

Drengen: Hvorfor drikker du ikke? Hvorfor myrder du ikke? Hvorfor snakker du ikke om Odessa? Hvorfor fortæller du ikke soldaterhistorier? Hvorfor slår du ikke?

Vagabonden: Jeg er vagabonden.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Se mit skæg.

Drengen: Jeg kan ikke se det.

Vagabonden: Så rør ved det.

Drengen: Du er til drenge! Jeg kan se det på dig!

Vagabonden ignorerer drengen. Drengen er paf. Hans udfald har ingen effekt. Han kommer i vildrede. Vagabonden piller ved bålet. Han stryger sig over skægget. Drengen slapper lidt mere af. Hans krop falder sammen. Pludselig gaber han.

Vagabonden: Du er vist træt.

Drengen: Ja jeg er vist træt.

Vagabonden: Sov bare jeg passer på dig.

Drengen: Jeg er ikke bange for noget! Her er ikke nogen!

Vagabonden: Ikke mig?

Drengen gaber. Han er ved at falde i søvn.

Drengen: Heller ikke dig …

Det bliver mørkt. Vagabonden får tændt bålet. Han finder en flaske frem som han drikker roligt af men i lange drag. Drengen sover. I søvne falder drengens hoved ind mod vagabonden der stryger ham kort over hovedet. Drengen vågner med et sæt. Han stirrer på vagabonden som om han forventer det værste.

Vagabonden: Du er mistroisk.

Drengen: Jeg er en dreng.

Pause. Stilhed. Lidt skrammel i natten. Bålet. Vagabonden er blevet fuld og stirrer ind i mørket med knugende tomme øjne der ved at intet kommer hverken fra lyset eller mørket. Vagabonden sukker.

Vagabonden: Vil du gå lidt med mig?

Drengen: Hvorfor har du ikke din kone på slæb? Har hun fundet en anden?

Vagabonden: Jeg ville gerne tro på koner men jeg tror ikke på koner. Det er meget lettere sådan. Kan du ikke se det?

Drengen nikker.

Drengen: Hvad så med fisse?

Vagabonden: Det er en helt anden sag min dreng.

For første gang smiler vagabonden og drengen til hinanden. Så ændrer drengen stemning, stirrer igen mistroisk på vagabonden som om noget er gået op for ham.

Drengen: Her er hverken koner eller ludere. Altså er du ude på at komme i bukserne på mig!

Vagabonden ignorerer drengens tale.

Vagabonden: Hvis jeg troede på fremtiden havde du fået en ørefignen.

Drengen: Som de andre.

De to sidder stille. De ved ikke hvad de skal sige. Vagabonden stirrer ind i mørket. Drengen glaner af og til over på vagabonden. Vagabonden masserer sine fødder. De er ømme. Skoene er hullede. Langt væk fra kommer det fra drengen:

Drengen: Du burde finde nye sko.

Vagabonden: Ja.

Pause. Stilhed. Drengen har ændret karakter en anelse. Han er mere åben. Han knipser som om han holder en hellig tryllestav og fluks holder han nye sko i hånden som vagabonden tøvende og smilende prøver.

Vagabonden: De passer!

Drengen: De passer. Ja de passer. Ja det er tryllesko. Nu kan de brøle. Nu kan de tænde lys. Nu kan de drømme om paraplyer og landevejsludere og katekismus og staten. Men kun et øjeblik. Sådan er det. Kun et øjeblik. Så forsvinder det hele igen. Jeg bestemmer det hele.

Vagabonden: Du bestemmer det hele min dreng. Du er en solstråledreng.

Drengen: Ja!

Vagabonden: Se hvor de danser! Se hvor de danser uden koner. Der er flere flasker end der er selvmord i floden og værftet består. Der er arbejde til alle men nu er det nat. De unge kvinder ler. De smiler og ler. Det er sommer. Jeg sætter mig i natten og tager skoene af. Bålet lyser.

Drengen: Det er et mirakel.

Vagabonden: Floden flyder fredeligt. De slår ikke heksen ihjel. Sikke en dejlig nat.

Drengen: Det er som om mennesket ikke fylder noget. Det er som om natten er blevet mere favnbar. Som fredelige fakler flyder stammen gennem natten men den fylder ikke noget. Den tænker ikke på mord.

Vagabonden: Den tænker ikke på mord.

Begge sidder bevægede tungt åndende. Så går der et lidt grotesk lys op for vagabonden der begynder at stirre på drengen.

Drengen: Hvad glor du på?

Vagabonden: Du er kommet over bjergene. Du har gået gennem sneen. Du har undveget salven, projektilerne. Du er forkommen. Du er sulten. Du er alene. Du er hellig. Når du ankommer svøber de dig ind i et orange linned.

Drengen bliver skeptisk. Han glor igen på vagabonden med vantro.

Drengen: Det hellige pis gider jeg ikke høre på. Sig noget andet. Sig noget om Odessa.

Vagabonden bliver befippet over drengens kovending. Han tøver. Han stirrer ud i luften.

Vagabonden: Men jeg kender ikke Odessa.

Drengen: Alle kender Odessa. Nu! Nu! Odessa!

Vagabonden: Jeg er ikke nogen!

Drengen: Du lyver! Du drikker! Hvor er din kone?

Vagabonden: Hun er død.

Drengen: Hvordan?

Vagabonden: Jeg kan ikke huske det. Jeg går bare.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Jeg gik. Hun døde af sorg.

Drengen: Nå sådan! Læg dig ned!

Vagabonden: Er det nu?

Drengen ser vanvittig ud. Vagabonden er tom og bange og servil. Vagabonden lægger sig ned, lægger sig omhyggeligt, folder armene på brystet og ser op på himlen.

Vagabonden: Der er ingen himmel.

Drengen: Hold kæft!

Drengen krænger skoene af vagabonden. Han stiller dem sirligt ved siden ad hinanden. Så finder han kæppen, stirrer på vagabonden, hæver kæppen, tøver.

Drengen: Det sidste ord?!!

Vagabonden: Øh …

Drengen slår og slår vagabonden indtil denne bløder og ligger stille død. Bålet går ud. Mørke. Stilhed.

Scene 4

Optrappende hård metalmusik høres. Lyset bliver blændende. Drengen begynder at ryste heftigt. Han får et epileptisk anfald og skriger. Det er et langt anfald. Han skriger længe.

Drengen: Jeg slog den stakkels vagabond ihjel.

Drengen gentager det flere gange. Der er fråde om læberne. Efterhånden stilner anfaldet af og drengen finder mobiltelefonen frem. Han taber den, finder den, forsøger at ringe skønt hans fingre ryster. Til sidst får han ringet et nummer op. Ud af krattet kommer manden.

Drengen: Far? Far?

Manden: Glem det.

Manden går hen til drengen. Han river voldsomt telefonen ud af hånden på drengen og stamper på den.

Manden: Jeg kan ikke se nogen grund til ikke at komme den til livs. Glem det.

Drengen: Åh far.

Manden: Jeg er ikke din far.

Manden går hen til krattet. Han finder han et stykke pels som han forgæves forsøger at iføre sig. Til sidst smider han pelsen på jorden og går over til drengen og stirrer ondskabsfuldt på ham.

Manden: Jeg kan ikke have dig her.

Drengen: Åh far vær nu sød.

Manden: Du kan plage lige så meget du vil.

Manden går over til krattet. Han finder en oversavet jagtriffel som han peger i alle retninger med. Så hører han noget - en fugl? - han retter løbet mod lyden og står længe sådan.

Manden: Det er sikkert en fasan. Området myldrer med dem. De giver kun lyd når de er bange. De skriger på at blive dræbt.

Manden griner. Så ser han på drengen.

Manden: Er du bange for at blive dræbt?

Drengen: Ja far.

Manden: Så bliver du dræbt.

Manden begynder at svinge grotesk rundt med riflen idet han laver skydelyde. Ratatatata. Han griner. Drengen er grebet af angst. Han kravler han til manden, klamrer sig til benene.

Manden: Det er en list - en krigs list …

Drengen: Jeg forstår ikke hvad du mener?

Manden: Snart har de taget alting fra os.

Manden skubber hårdhændet riflen over til drengen der forsøger at tage den op. Den er for tung. Drengen er svag efter anfaldet. Manden bliver hidsig og prøver igen.

Manden: Ikke engang det.

Drengen: Far giv mig tid.

Manden: Jeg har ikke tid.

De stopper begge to op. Så ser manden undersøgende på drengen, måler ham fra top til tå. Tøver.

Manden: Jeg ved ikke om jeg skal elske dig eller slå dig ihjel. Jeg ved ikke om jeg skal opdrætte dig eller forvise dig.

Drengen: Elsk mig.

Manden: På bunden af det hele … slimet. Ikke engang slimet. På bunden af det hele grusomheden. Ikke engang grusomheden. Ligegyldigheden. (Manden tøver). Jeg bliver ved med at se et billede for mig. Det forestiller en gammel satan der er ved at sætte et barn til livs. Hans søn. Blodet sprøjter. Men den gamle er stadig tom. Jeg er ikke sikker på han ved det? Der er ikke nogen kur. Der er ikke nogen kur. (Manden tøver). Men du er ikke min søn. Du er …

Manden hanker op i drengen, arrangerer ham lidt som man arrangerer ting på en hylde, men drengens krop er slap. Den bliver ved med at falde sammen. Manden bliver irriteret. Han slår drengen der retter sig en smule. Så begynder manden systematisk at rette riflen mod drengens hoved, imaginært trykke af, hanke op i drengen, arrangere ham. Ind imellem giver manden drengen et flygtigt kindkys som om han kompenserer for alle henrettelserne.

Manden: Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med dig? Hvad vil du?

Drengen: Jeg vil være hos dig far.

Manden: Det er umuligt. Enten æder jeg dig eller også æder du mig. Mellemkomsten er kvinden men hende har jeg fornægtet. Hvis hun kommer igen slår jeg hende ihjel.

Drengen: Jeg slår hende ihjel far!

Manden: Det er godt min dreng.

Begge hører noget pusle. De lytter efter. Intet sker. De stirrer tomt ud i luften i hver sin retning fortabte.

Manden: Hvad skal jeg stille op med dig?

Drengen: Lære mig at slå ihjel.

Drengen griber ud efter riflen men manden trækker den bort. Igen paralyseres begge. De står længe med tomme øjne. Man kan høre geigertælleren klikke. Den stopper. Så begynder den igen.

Manden: Det er invasionen!

Drengen: Hvor?

Manden: Hele tiden. Ret løbet mod den. Ret din manddom mod den. Der sker intet. Det er kvindesnak. Det er noget de forstår. Invasionen. Pusseskanker. Det hele hænger mig ud af halsen. Jeg gider ikke engang dræbe længere. Tjetjenien tog snerten. Nu flyder det sammen. Nu er det ophævet. Nu smager vodkaen af vand. Det er ikke sjovt at voldtage længere. Geviret er bøjet. Skoven er beige. Køen er lang. Køen er væk. Det hele er væk.

Drengen: Jeg er her!

Manden: Jeg kan ikke se dig.

Igen stilstand. Langsomt kommer begge på benene, sætter sig ved siden af hinanden som om de sidder på forsædet af en bil. Manden tager “kørebriller” på. De er kejtede, gammeldags idet de minder os om gamle sportvognsbriller.

Drengen: De klæder dig far.

Manden: Du skal ikke slikke mig i røven. Det er statens sag. Al den salve. Al den talkum, lir over talkum. Gennempulede eksistenser. Imens vader Stalin gennem os. Han har en lille pik men han forsøger at kneppe os alle sammen så meget desto mere. Kvinderne klapper. Det er paradedag. Vi mindes den store Fædrelandskrig. Nationens mor hæver det skinnende sværd. Det blinker i solen. Vi får ekstra rationer. Vi har ondt i røven. Den ene tager den anden. Vi marcherer som gæs. Musikken spiller. Om lidt skal vi alle sammen dø. Det er sådan staten overlever.

Drengen: Du overlever staten far!

Manden: Jeg overlever nada.

De “kører” videre. Begge imiterer en bil der kører. Det er som om bilen er ved at sætte ud. Den hoster.

Manden: Noget gammelt lort!

Drengen: Vi kan reparere den.

Manden griner. Han skubber drengen ud af bilen og kører videre. Drengen klamrer sig til bilen.

Manden: Der er to minutter endnu.

Manden griner. Drengen kommer i tanke om noget. Han lyser op, udviser håb.

Drengen: Jeg slog vagabonden ihjel.

Manden: Der er ikke flere vagabonder tilbage. De er druknet. De er vegetarer. Nej: der er ikke flere vagabonder tilbage!

Drengen: Men men jeg slog ham ihjel.

Manden: Der er to minutter endnu.

Kvinden kan nu ses i krattet. Hun rejser sig og kommer ud, ser bekymret over på manden og drengen. Så går hun resigneret ind i krattet igen. Drengen har fået øje på hende.

Drengen: Der er mor! Der er mor!

Manden: Mor Rusland! Mor Ukraine!

Manden griner. Han finder en kniv frem som han giver til drengen. Drengen ser måbende på den. Så smiler han til manden.

Drengen: Tak far.

Drengen begynder at skære i sig selv. Han er koncentreret, stikker tungen ud af munden, forventer anerkendelse for donten, skæver over til manden der ignorerer drengen. Drengen lukker et kort øjeblik øjnene, ser drømmende ud.

Drengen: Lige før var jeg en anden. Jeg troede på det uafgrænsede lys. Jeg troede på at angsten bar men nu er du kommet.

Manden: Nu er jeg kommet.

Drengen: Jeg går på din sti far. Jeg er ikke forvirret. Jeg kender verden. Du er min guide. Du er min Gud.

Manden: (Aggressivt) Gud er død!

Drengen hører ham ikke. Han fortsætter den drømmende tale.

Drengen: Jeg forstår ikke hvordan jeg kunne klare mig uden dig.

Manden fnyser.

Drengen: Jeg var helt tom indeni. Lige før. Før du kom. Nu er det anderledes. Jeg er fyldt op. Der er kommet noget indeni mig. Jeg er fyldt op. Jeg er afgrænset. Jeg hader lyset. Det er grisk. Det er vildledt. Det fører ingen steder hen. Nu ved jeg hvor jeg skal gå hen. Det er alt sammen din skyld far.

Manden hører noget pusle. Han får et dræberblik i øjnene, samler riflen op og affyrer den. Han nedlægger et dyr som han slæber over til drengen.

Manden: Parter dyret!

Drengen: Ja far.

Manden rejser sig. Han står længe melankolsk og stirrer ind i tomheden. Så går han væk fra drengen der begynder parteringen af dyret. Scenen varer længe. Drengen arbejder koncentreret. Manden kommer tilbage. Han ser drengen over skulderen, klapper drengen på kinden, kommer og går. Manden giver drengen et tørklæde til det sår som drengen selv har påført armen.

Manden: Bind det om armen.

Drengen: Ja far.

De ser på hinanden. Der opstår en slags ømhed men manden udviser også tegn på irritation og vantro.

Manden: Du er en krykke om benet. Det ved du godt ikke?

Drengen: Jeg ved det godt.

Manden: Du er ligesom en kone.

Drengen: Ja.

Manden: Jeg går et par dage.

Drengen: Bliv!

Manden: Hvis hun kommer igen skal du sende hende væk.

Drengen: Bliv!

Manden: Gentag det jeg har sagt!

Drengen: Hvis hun kommer igen skal du sende hende væk.

Manden forsvinder. Drengen fortsætter med at partere dyret. Indimellem skæver han over til krattet som om han er bange for at kvinden kommer. Mørke.

Scene 5

Drengen sidder med kniven i hånden ensom. Han skæver efter manden. Han sukker. Han kan ikke finde alene-fortryllelsen igen.

Drengen: Jeg troede på ensomheden. Nu kan jeg kun tænke på far. Jeg kan kun tænke på os sammen. Der er fest i Pripjat. Det er udenfor tiden. Det er udenfor de voksnes tidsregning. Far er ikke fuld og han tager mig i hånden og bandet vil spille musik. Der er en rækkefølge. Rækkefølgen er så indlysende at alt andet end rækkefølgen glider af på rækkefølgen. Jeg har drømt om en rækkefølge.

Det pusler i krattet. Ud kommer alkoholsælgeren/ vagabonden. Nu er denne landbetjent. Han holder i hånden de splinternye sko som vagabonden fik tidligere. Han holder dem op i lyset, vender og drejer dem. Så får landbetjenten øje på drengen og går hen til ham.

Landbetjenten: Jeg har fundet de hersens sko. Er det noget du kender noget til?

Drengen synker en klump. Han taber kniven. Han sidder stivnet.

Drengen: Jeg kender dem ikke.

Landbetjenten studerer drengen indgående. Han tager kniven, vender og drejer den med en komisk gestik.

Landbetjenten: Jeg fandt dem ovre i skoven.

Pause. Ingen af dem kan komme videre. Man hører geigertælleren.

Landbetjenten: Jeg bringer dem ind. Det er ikke naturligt. Sko ligger ikke bare og flyder i skoven.

Drengen bliver mistænkelig. Måske er landbetjenten dum eller han spiller dum? Han må have fundet liget af vagabonden. Drengen svinger mellem mistro og fordømmelse af landbetjenten.

Drengen: Hvor kommer du fra?

Landbetjenten: Inde fra skoven.

Drengen: Nej jeg mener hvor kommer du fra?

Landbetjenten: Fra Odessa oprindeligt. Hvis det er det du mener?

Drengen: Det var det jeg mente.

Pause. De tøver. Landbetjenten står med skoene absurd. Drengen begynder at få overtaget over situationen. Han er ved at beslutte at landbetjenten må være retarderet.

Drengen: Hvordan er Odessa?

Landbetjenten: Det er et dejligt sted. Lyst og varmt. Søde piger hvis du spørger mig. Kender du Odessa?

Drengen: Jeg er selv fra Odessa.

Landbetjenten: Nå sådan.

Igen ved begge parter ikke hvad de skal gøre. Landbetjenten gør mine til at bryde op. Pligten kalder.

Landbetjenten: Nå jeg må hellere indbringe dem.

Drengen: I holder ulvebestanden nede?

Landbetjenten: Det er ikke mig.

Drengen: I bringer sko og mordere ind? Ved du hvad? Jeg er ikke fra Odessa.

Landbetjenten: Pligten kalder.

Drengen: Det var mig der slog vagabonden ihjel!

Landbetjenten: De findes ikke længere.

Drengen: Det var mig!

Landbetjenten: Nå jeg må videre.

Drengen farer frem mod landbetjenten. Denne bliver chokeret. Drengen vælter ham om på jorden. Han tager skoene. Han spytter på landbetjenten.

Drengen: Det er mine!

Landbetjenten: (Chokeret) Det kunne du bare have sagt.

Drengen: Du passer på staten gør du ikke?

Landbetjenten nikker lamslået og ydmyget.

Ved du hvad det betyder?

Drengen gentager det hidsigt.

Ved du hvad det betyder?

Landbetjenten ryster på hovedet. Det pusler i krattet. Manden stikker hovedet frem. Han betragter optrinnet.

Det betyder at Stalin knepper dig i røven!

Landbetjenten: Jeg passer bare på området.

Drengen: Det var mig det var mig der slog vagabonden ihjel!

Landbetjenten: Stalin er død …

Drengen: Stalin lever!

Manden kravler ud af krattet. Drengen bliver glad. Landbetjenten bliver skrækslagen. Han mumler noget om forstærkninger.

Manden: Det er godt min dreng.

Manden og drengen stiller sig faretruende svajende over landbetjenten. Denne skælver.

Manden: Hvad laver du her?

Landbetjenten: Jeg indbringer skoene.

Manden: Området er opgivet.

Landbetjenten: Det sidste jeg fik nys om var …

Drengen: Det er sommer din taber … skal vi ikke slå ham ihjel?

Manden: Er det det du gerne vil?

Drengen hopper og danser besat.

Drengen: Ja ja ja.

Landbetjenten ser sit snit. Han stikker af mens manden og drengen snakker. Landbetjenten fiser ud af scenen. Skoene ligger tilbage. Drengen bliver hidsig og vil sætte efter landbetjenten men manden stopper ham.

Drengen: Sikke en taber!

Manden tager skoene op. Han vender og drejer dem. Det er som om han ikke har set så nye sko før. Så ser han beundrende på drengen. Drengen smiler stolt.

Manden: Det var dig der …

Drengen: (Ivrig) Det var mig far.

Mørke.

Scene 6

Alkoholsælgeren alias vagabonden alias landbetjenten er nu en såkaldt likvidator: en af dem der var med til at slukke brande på Tjernobyl. Han bærer en forrevet beskyttelsesdragt. Han vakler. Han er døende. Han ånder tungt.

Likvidatoren: Jeg er færdig. Jeg dør. Jeg efterlader intet. Jeg har ingen børn. Jeg har ingen kone.

Likvidatoren kommer til kvinden og huset. Kvinden er i færd med at save i grenen der går gennem huset. Hun er alene og ulykkelig. Hun får øje på likvidatoren men fortsætter blot arbejdet som om hun ikke rigtig lægger mærke til ham.

Likvidatoren: En kvinde! Et hus! Her vil jeg dø.

Kvinden hører hvad likvidatoren siger, stopper arbejdet. Hun stirrer distræt men trodsigt på likvidatoren.

Kvinden: Du kan ikke dø her.

Likvidatoren snubler. Han ligger og raller. Den umulige dragt er ved at kvæle ham og han forsøger at hitte rede i den. Han begynder at trygle kvinden om at få lov til at dø hos hende.

Likvidatoren: Vær barmhjertig kvinde?? Jeg har ikke set et hus længe. Åh det gør så ondt.

Kvinden ser på likvidatoren. Måske overvejer hun at lade ham dø her.

Kvinden: Du kommer med strålingen. Jeg er ikke parat til at dø endnu.

Likvidatoren: Strålingen er over det hele. Jeg kan ligge herovre. Du vil næsten ikke kunne se mig. Jeg har bare brug for at være i nærheden af et andet menneske.

Kvinden: Det siger de alle sammen. Men du har ret: strålingen er ovre det hele. I fødekæden. I træerne. I vævet. Det er forfærdeligt at tænke på. I floden kommer fiskene i overstørrelse. Og min mælk - det er den jeg tænker på - er blyfarvet. Den er blyfarvet. Jeg kan ikke holde tanken ud.

Likvidatoren får et anfald. Han ligger på jorden og gisper efter vejret. Kvinden forbarmer sig. Hun peger over på møddingen.

Kvinden: Du kan ligge ovre på møddingen.

Likvidatoren: Tak.

Kvinden: Men kom ikke nærmere.

Likvidatoren: Jeg lover.

Likvidatoren kravler over til møddingen. Kvinden fortsætter arbejdet men har besvær med at save grenen over. Hun sveder. Hun bander. Hun smider saven og sætter sig på jorden.

Kvinden: Jeg kæmper med saven men strålingen kæmper ikke. Den er inde i mig. Skyen slog til over Hviderusland. Jeg er ligeglad med Hviderusland. Den er. Den er …

Kvinden rør ved sine bryster.

Kvinden: Her! Her! Åh lige her. Lige meget hvad jeg gør giver jeg strålingen videre. Det er ikke til at holde ud at tænke på.

Man hører likvidatoren ralle. Han er ved at dø. Kvinden hører det, er ligeglad og rør fortsat sine bryster som om hun prøver at heale dem.

Kvinden: Usynligheden det er det værste. Lille barn. Lille barn. Med muterede fingre. Fiskeøjne. Drik ikke mors mælk. Åh. Dø ikke af sult. Kom ikke til verden. Kom til verden. Jeg holder om dig. Vi dør sammen.

Man hører likvidatoren udånde. Kvinden går over til ham, stirrer ligegyldigt på ham. Hun finder en spade og skal til at begrave ham men dropper det. Manden kommer ud af krattet. Han ryster alkohol tremens. Kvinden får øje på ham.

Kvinden: Kom ikke nærmere!

Manden: Har du ikke en tår?

Kvinden: Nej.

Kvinden får en ide. Hun ser slesk på manden, nærmer sig.

Kvinden: Noget for noget!

Manden: Noget for noget.

Kvinden: Jeg rider dig. Sidenhen får du en tår.

Manden: Jeg vil gøre alt.

Kvinden knapper op. Hun sætter sig ovenpå manden der græder stille. Han ryster. Kvinden rider ham og lidt efter kommer manden. Kvinden lukker øjnene.

Kvinden: Mit lille syge barn.

Et kort øjeblik glemmer kvinden at manden er en mand og ikke et barn. Hun vugger ham som et barn og nynner en vuggevise. Manden ryster. Kvinden kommer i tanke om at manden ikke er et barn.

Manden: Giv mig tåren!

Kvinden rejser sig. Hun går ind i huset og kommer tilbage med en flaske som manden snapper ud af hånden på hende. Han drikker begærligt.

Kvinden: Hyæne! Ens alle sammen!

Manden ignorerer kvinden og tømmer flasken. Han får det bedre. Han ser på huset.

Manden: Ved at få styr på huset er man? En dødsfælde!

Kvinden: Forsvind!

Manden: Det kan ikke gå hurtigt nok. Lad mig se. Hvad har du ellers i huset?

Manden går ind i huset, ransager det. Kvinden tager saven og slår ud efter manden men misser. Manden tager saven fra hende og slår hende til jorden. Manden går rundt. Han får øje på den døde likvidator men tager sig ikke af synet. Drengen kommer ud af krattet. Kvinden græder. Drengen forsøger at løbe væk men manden henter ham tilbage. Manden overvejer situationen. Kvinden hulker. Drengen er bange.

Manden: Vi kan leve alle sammen her i huset med saven og aberne. Ha!

Manden fnyser.

Kvinden: Vil du ikke nok lade være?

Manden: I tre små kupeer. Båse. Indimellem når vi har lyst til hinanden kravler vi over hegnet. Et hul der. En hånd der. En mund her.

Drengen forsøger at stikke af igen. Manden slår ham til jorden og lægger ham ved siden af kvinden.

Manden: Det lille hus i skoven. I lysningen. Som Hans & Grete. Fin lille ting. Ulven kommer. Ulven kommer. De tre små grise er ved at dø af angst men ulven beslutter sig for ikke at dræbe dem. Så nu stråler det lille hus.

Manden kommer i tanke om noget. Hans udtryk forandres. Han bliver hadefuld og lidt bange.

Manden: Du tog min sæd kvinde!

Manden sparker kvinden i maven. Hun skriger.

Drengen: Lad være far!

Manden: Jeg er ikke din far.

Kvinden: Jeg vil dø.

Manden ser med foragt på drengen og kvinden. Så forlader han huset og går ind i krattet. Kvinden ånder lettet op. Hun ser på drengen, prøver at komme op men har ondt i maven efter sparket.

Kvinden: Vil du ikke nok blive her mit barn?

Drengen svarer ikke. Så får drengen et epileptisk anfald. Han ryster.

Drengen: De løber gennem skoven dyrene. De er gennemsigtige. De kan tale. Flodhesten den kan kravle. Aberne de kan svømme. Skoven er rød. Løvet er rødt. Dyrene kravler ovenpå skorstenen men bliver skudt ned. Jeg kan se deres øjne. De er røde. Intet dyr er længere det samme dyr. Jeg løber med dem. Jeg har feber. Vi løber ud af skoven. Vi kommer til Pripjat. Vi kan ikke finde lægen. Lægen er død. Lægen er flygtet til Kiev …

Kvinden holder om drengen. Han har fråde ved munden. Anfaldet aftager.

Kvinden: Du har feber.

Drengen kommer til sig selv. Han “opdager” kvinden og vrister sig fri. Et kort øjeblik tøver han. Så løber han ind i krattet. Kvinden stirrer efter ham. Hun sidder på knæ. Hun græder.

Kvinden: Mit barn forlad mig ikke!

Der bliver stille. Man kan høre geigertælleren. Mørke.

København 28.4.2011.
Copyright Kasper Nørgaard Thomsen

Kasper Nørgaard Thomsen PRIPJAT

Skuespil i 6 scener.

Personer:

Manden
Kvinden
Drengen
En Alkoholsælger/ Vagabond/ Landbetjent/ Likvidator

Stykket foregår i Ukraine (Pripjat) i den forbudte zone efter katastrofen på Tjernobyl. Scenen er en skov. Der er et hus “gennemboret” af naturen. Drengen kommer ind og går omkring. Han er alene. Han er glad. Han går og undersøger naturen. Han finder en blomst, tager den op og studerer den længe.

Scene 1

Drengen: Jeg er vild af natur. Nej jeg er ej! Han skriger det igen: jeg er vild af natur. Nej jeg er ej!

Pause

Den sibiriske tiger! Den sibiriske tiger. Den sibiriske tiger kommer ikke mere. Den kommer ikke mere.

Drengen hører noget og farer sammen. Han holder hånden op i luften, svinger den rundt to gange indstuderet som om han besværger. Det er et varsel mod onde ånder. Han lytter. Kvinden lusker ind på scenen, sætter sig i krattet, skjuler sig. Hun holder sig for munden, hun er ophidset.

Drengen: Jeg hørte ikke noget for jeg hørte ikke noget.

Drengen ser en sidste gang over mod krattet. Han kører hånden rundt på maven tre gange, han tæller mens han gør det. Så vender hans bevidsthed tilbage til uskylden, til idyllen omkring ham. Han begynder igen at studere naturen, ustrengt, fornøjet. Drengen taler med sig selv.

Der er en svane. Der er Lange Jan. Der er i tusinder og atter tusinder af blomster i Pripjat. Du bliver aldrig færdig med at tælle dem, dreng. Du er en dreng, og derfor er du glad, og når andre drenge kommer, er du ikke glad. De går gennem haven. De kommer helt forkert. Det ved du godt. Du siger det igen. Det er fordi du er en dreng. En dreng kan gå rundt i haven. Resten af lyset kommer ikke længere. Det er min lykke. Når det bliver mørkt sover jeg. Det er mørkt, og uglen kommer frem. Det var svært at vænne sig til. Dens øjne skinner. Men den siger jeg kan sove trygt. Det er de andre man ikke skal komme i nærheden af. I nærheden af floden går det fint, men alle skal drikke. Nå, nu vil jeg ikke tænke på det længere.

Drengen vender sig igen mod naturen. Han blinker let med øjnene som om han prøver at holde noget væk, er genereret af noget. Han tager en blomst op, holder den tæt på øjnene, og glider ligesom ind i koma, forsvinder let.

Drengen: Hej blomst. Nu hvisker jeg det: hej blomst. Hvad hedder du? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke gået i skole. Jeg har hørt om skolen, men ikke været der. Skolen ligger på den anden side af grænsen. Skolen ligger på den anden side af skoven. Skolen den ligger i Hviderusland. Selv børn ved det: man kan sende alle bort. Ja. Sådan er det. Det er godt her.

Drengen gaber, strækker sig. Han lægger sig ned - inden da placerer han omhyggeligt blomsten ved siden af hovedet, det er igen som en besværgelse. Han ligger en stund. Der er helt stille. Drengen hører en lyd, ser over mod krattet, hvor kvinden sidder skjult, ud mod publikum, bliver tryg og ligger igen.

Drengen: Det er en sang. Det er en remse. Det er den søde nat, der kommer. Det er den søde nat, der kommer. Men lyset er ikke væk. Det sparer på kræfterne. Det har fortalt uglen det efter et besøg. Men ingen får at vide hvorhen. Det er gået et sted hen. Det er ikke bange. Det hviler sig. Ah, det hviler sig. Når Ronald er bange siger han at han ser den orange dæmon slå lyset. Det er for meget at tro på, og jeg tror ikke på ham. Jeg holder mig for ørerne. Det er pjat, Ronald. Det er pjat, Ronald. Godnat!

Drengen holder sig for ørerne. Han ligger lidt uroligt. Så bliver han afslappet og falder i søvn, hvorefter kvinden begynder at pusle i krattet. Hun kommer frem, bærer et underligt dress, arkaisk og kort, nøgne ben. Hendes hår er pjusket. Hun stirrer på drengen, tager bestik af omgivelserne, der forekommer farlige for kvinden, springer hen til drengen og stirrer på ham. Hun klapper hænderne sammen lidt som en besværgelse.

Kvinden: (mumler) Nu kommer Ronald ikke mere, nu kommer Ronald ikke mere.

Kvinden sætter sig lydløst ved det sovende barn, begynder at tage ting ud af en taske: en banan, en kniv, finder en krøllet hagesmæk frem. Måler den. Så nynner hun stille:

Sov sødt lidt barn
Sov sødt lille barn
Sov sødt lille barn
Mor er her.

Kvinden kommer i et mærkeligt affekteret, infantilt mood; hun er ved at kaste sig over barnet af bare passion, men griber sig i det. Barnet/drengen fornemmer noget, rører sig i søvne, men sover så videre. Kvinden lægger sig ned ved siden af drengen og forsøger at sove. Indimellem klør det på hende, og hun kradser med en hurtig bevægelse.

Kvinden: Satans! Ups.

Kvinden ser på drengen. Han har ikke hørt noget. En orange måne gløder. Kvinden lægger forsigtigt et tæppe over drengen. Kvinden og drengen sover. I søvne mumler drengen:

Den Sibiriske tiger
Kommer ikke mer
Den sibiriske tiger
Kommer ikke mer.

Og kvinden mumler i søvne:

Sorgen
Den kommer ikke mer
Sorgen
Den kommer ikke her.

Drengen vågner og stirrer forundret på kvinden. Så sætter han af, forsøger at flygte, men kvinden fanger ham rovdyragtigt og holder ham fast. Drengen skriger. Kvinden ryster ham.

Kvinden: Du skal blive her!

Drengen: Slip mig! Jeg vil væk!

Drengen vrister sig løs, og det kommer til tumult inden kvinden kontrollerer ham igen.

Kvinden: Du skal blive her.

Drengen begynder at græde. Han bliver slap i kroppen og kvinden slipper ham. Han falder ned på jorden, ligger stille.

Kvinden: Du skal blive her.

Drengen hulker. Han lægger sig i fosterstilling.

Kvinden: Tror du det er godt at ligge alene? Så tager du fejl. Hvad de end har sagt tager de fejl. De er fordømte. Fanden tage dem! Bilder et barn alt muligt ind. Ligger og hulker når man tager ham op. Det er en omvendt verden. Det er forkert.

Kvinden bliver hidsig, stamper i jorden og tæller fem stamp som en besværgelse. Så går hun hen og skræller bananen, tilbyder den hektisk til drengen, der ryster på hovedet. Kvinden ryster på hovedet. Så sætter hun sig ved siden af drengen, og de slapper lidt af. Man kan høre fugle, lyde fra skoven, og kvinden lytter efter, kører hånden hen over drengens hoved.

Kvinden: De kommer ikke! De kommer ikke. Det er kun i hovedet de kommer. Det er en tønde. Det er affaldet, længere kommer jeg ikke. Du skal ikke være bange nu. Mor er her. Mor er her.

Kvinden hugger ud efter bananen, ser ind i krattet. Hun virker nervøs. Tæller sekunder.

Kvinden: Satan! Så kom med det: hvad har de sagt til dig?

Drengen tier, er bange. Han ser væk. Han overvejer igen at flygte, men skønner det umuligt. Kvinden bliver irriteret da drengen ikke svarer, og puffer til ham.

Kvinden: Kom med det! Jeg venter. Hvis du er et naturbarn overlever du ikke - så sig ikke det. Jeg gør dig ikke noget.

Kvinden åbner munden, viser sine tænder, kører en finger hen over dem. Drengen ser skrækslagent på kvinden. Kvinden bliver øm:

Kvinden: Kom nu med det, lille skat. Kan du ikke se at jeg ikke gør dig noget?

Drengen: Alle gør alle noget.

Kvinden griner.

Kvinden: Har de sagt det?

Drengen: Selvfølgelig.

Kvinden griner igen, stryger drengen over håret. Kvinden mærker på sine egne bryster, holder dem op ad som om de er faldet ned.

Kvinden: Man skal ikke tro på hvad de siger; de siger så meget. Så er månen en ost, så orange på grund af strålingen; så var skoven rødere end normalt, og så blev fiskene i floden mere underlige i adfærd. De siger så meget. Man kan ryste på hovedet. Man kan gå væk og ryste på hovedet, men det nytter ikke noget at skrige ad dem. Jeg hørte dig skrige før; det nytter ikke noget. Man skal hellere fungere stille. Det vil jeg lære dig. Det kommer ikke dig ved. Jeg er her nu.

Kvinden ryster på hovedet, verfer tankerækken væk, men hun tror ikke helt på det. Hun ser nervøs ud, ser ind i krattet. En mand kravler ind i krattet. Har kvinden set ham? Hun stirrer på krattet, men glemmer så krattet og ser på drengen. Hun siger mest henvendt til sig selv:

Der kommer så meget og går. Det er sådan kærligheden er, det er sådan tønderne med gift er. De har ben på. De har så meget. Det kommer og går, og hjernen får og får. Hihi: den får og får. Det er derfor remser varer mere end hundredetusinde år. Har du lært remser?

Kvinden er synderligt forvirret.

Drengen: Jeg elsker remser.

Kvinden: Kom så med en.

Drengen: Nu kan jeg ikke komme på nogen.

Kvinden: Du skal have skolepengene igen.

Drengen er usikker; kvinden er nervøs, manieret; drengen prøver med en remse, men går i stå.

Kvinden: Kom så med en!

Drengen: Jeg kan ikke når du presser. Åh. Giv mig et øjeblik.

Drengen anstrenger sig, forsøger at presse ord ud mellem læberne.

Drengen: Det er så rart her/ at gå med blomster/ at gå med blomster/ i alle farver …

Kvinden afbryder drengen, er synligt irriteret.

Kvinden: Det skide aleneliv. Gå her med blomster. Hvem fanden har lært dig det? De fiskehjerner er drevet i havet. De gløder som elpærer, og bliver ædt af maren. Fanden tage dem. Bare en dreng! Gå med blomster. Få i fred. Det skal jeg have ud af hovedet på dig.

Kvinden stirrer på drengen, der bliver bange. Han ser væk.

Drengen: Det var bare noget der kom.

Kvinden: Det var bare noget der kom. Og nu er jeg færdig med den rom. Færdig med den rom. Det må du kunne gøre bedre, lille ven?

Drengen: Jeg kan prøve.

Kvinden leder efter tasken, ser væk, roder i tasken, finder en flaske rom. Drengen ser sit snit til at flygte. Så drikker kvinden glubsk, så fanger hun drengen og binder ham med et reb, der ligger på jorden. Drengen stønner.

Kvinden: Din lille satan. Nu kommer du ikke videre.

Drengen: (svagt) Jeg kan prøve.

Kvinden lægger ham ned på jorden, arrangerer sig selv ved siden af ham.

Kvinden: Nu skal vi sove.

De falder i søvn. Kvinden ånder tungt ud og ind som om hun slås med et mareridt. Drengen vender og drejer sig i søvne. Man hører en klikken, der bliver højere. Det er lyden af en geigertæller. Kvinden pruster let i søvne. En orange måne blinker let inden den fuser ud. I søvne forsøger drengen at løse rebet op. Hans forsøg kommer til kort.

Kvinden: (i søvne) Forbandede moskitoer! De er alle vegne. De lugter blod. De kommer. De kommer gennem tæppet. Jeg kan ikke forsvare mig. Aberne ser det. Aberne kommer. Aberne kommer for at bedække mig. Jeg vil ikke have jeres børn.

Drengen hører kvinden snakke i søvne, han vågner. Han sætter sig op, men rebet strammer. I samme øjeblik får han øje på manden, der kommer ud af krattet. Han kommer hen til kvinden og drengen, ser distræt på den vågne dreng inden han finder flasken med vodka. Han drikker glubsk. Han tømmer flasken og signalerer til drengen at han skal være stille. Så sætter manden sig på hug, stirrer ned på kvinden, begynder at grine. Man hører geigertælleren øge tempoet: den tæller ned ligesom en gyserscene. Så sætter den ud. Kvinden vågner med et spjæt, får øje på manden og begynder at skrige. Manden kvæler kvindens skrig ved at placere hånden ovenpå hendes mund. Drengen forsøger at flygte, men kan ikke komme fri af rebet.

Manden: Jeg gider ikke høre mere lort. Du holder kæft. Du holder bare kæft. Og du sidder stille.

Manden peger på drengen, han er rædselsslagen.

Manden: Ellers kalder jeg på aberne. De kan holde fest at I ved det.

Manden slår en skraldlatter op. Han begynder at gennemrode kvindens taske, smider tingene ud. Finder en neglefil, som han holder op i lyset. Han smider den på jorden, ser skuffet ud, ser skuffet ud som en abe, der forventede at finde en banan.

Manden: Hvor er det? Say me where the fuck it is?

Kvinden: (hvisker) Hvad?

Manden: Sprutten!

Kvinden: Der er ikke mere.

Manden: Der er ikke mere? Fuck! Så må vi hellere kalde på aberne, ikke sandt?

Manden flår kvinden op, drejer hende i retning mod krattet som om aberne sidder derinde og venter. Kvinden er skrækslagen.

Manden: Kan du se dem? Kan du høre dem? De forbereder et party. De kommer alle sammen. Store som små. Nu skal du få siblinger. Flere end du nogensinde har drømt om. Kom, spred benene: festen begynder.

Manden åbner kvindens skræv, vender det mod krattet. Han pruster. Han er beruset og kan næsten ikke holde kvinden. Kvinden signalerer noget til drengen, der ikke forstår hvad hun mener. Drengen prøver at komme fri. En ugle tuder langvarigt. Drengen gestikulerer i retning lyden.

Manden: A whole big bunch. Som du kan lide det. Alle sammen. Her og nu. I lejren. The more the merrier. Alle pakkenellikerne. Op med dem, ud med dem. Hen i departementet for søde sager. Lidt til den søde tand. Det er sådan du vil have det, ikke?

Kvinden: Det er sådan det skal være, herre.

Manden: Jeg er din herre!

Kvinden: Du er min herre.

Manden: Og det er vores afkom.

Kvinden: Det er vores afkom.

Manden forlader kvinden, han går hen til drengen, giver ham en lussing. Så virker han opgivende, ser sig om efter flasken.

Manden: Hvor er den?

Kvinden signalerer igen noget til drengen, men han forstår ikke hvad hun mener. Manden ser ikke noget. Han snubler, losser til en gren. Så får han en ide, lyser enfoldigt op og begynder at binde kvinden og drengen, bakser med rebet. Da det er gjort sender ham dem i hver sin retning, idet han holder seletøjet som om kvinden og drengen er trækdyr. Kvinden og drengen lusker ud i hver sin retning, er forvirrede og ved ikke hvad de skal.

Manden: Nu gennemsøger I krattet. Nu gennemsøger I hele den forpulede natur og finder noget sprut til far her. Forstået?

Kvinden og drengen nikker tjenstvilligt og begynder at lede efter sprut. De vender hvert et blad. Drengen holder et blad op, stirrer på det. Forsvinder. Manden er distræt. Han har sat sig på jorden. Han bøvser. Han piller sig i skridtet, finder så neglefilen frem og giver sig til at file sine tænder så de kan blive skarpere.

Drengen: Det løber, det løber gennem årerne i bladet. Ud i floden. På tværs af fisken, og så ind i mig. Jeg kan ikke se det. Jeg kan ikke høre det. Jeg kan ikke mærke det. Men det er inde i mig. Ligesom jeg lå inde i hende. Det er så længe siden. Det er et forfærdeligt kredsløb. Det er ældre end aberne. Det er ældre end kolkhosen. Det er næsten ældre end verden.

Manden hører at drengen snakker ud i luften. Han tysser på ham. Så bliver manden træt og gaber. Kvinden signalerer det til drengen. De leder kalkuleret videre, idet de skæver til manden. Så falder manden i søvn, og kvinden begynder desperat at komme fri af rebet. Manden vågner, ser hvad kvinden er ude på og går hen til hende og losser til hende. Kvinden klynker.

Manden: Jeg slår dig ihjel!

Drengen: Gør hende ikke noget.

Manden: Gør hende ikke noget.

Manden bliver utålmodig. Han firer kvinden og drengen til lejren, anbringer dem som dukker, en kunstig opstilling, som han et øjeblik fortaber sig i.

Manden: Nu sidder vi alle sammen her. Nu sidder vi alle her og venter på aberne. En lille familie. Ikke et øje er tørt, og kvinden kommer tørt. Kommer du tørt nu, kvinde?

Manden griner, dasker til kvinden, der sidder musestille.

Manden: I sit rette element. Og så siger hun ikke en skid. Kan ikke vente på at aberne kommer. Kan slet ikke vente. Kom frit frem! Der er tingelingelater i Pripjat, og tombolaen er åben. Men hvad skal du have? Hvad drømmer du om? Hvad forventer du? Kan du huske noget?

Manden peger på drengen. Drengen svarer ikke.

Manden: Du er for ung. Du kan ikke huske tiden før 86. Nu skal jeg sige dig noget: der var centralvarme, der var statssprut. Det var gode tider. Man byggede et pariserhjul. Det var det største i hele Ukraine. Man troede ikke sine egne øjne. Man kom sent hjem. Man fik fældet færre træer, men kvoterne kunne rykkes. Men du er en lille lort. Du kan ikke huske det. Du tror det hele står og falder med røde graner og små ulveunger, der løber omkring i skoven. Du tror skoven er uendelig. Tror du ikke skoven er uendelig, min dreng?

Drengen: Jeg tror skoven er uendelig.

Manden: Du har ikke set andet?

Drengen er bange, snakker manden efter munden. Det kommer mekanisk ud når han siger noget.

Drengen: Jeg har ikke set andet.

Manden: (henvendt til kvinden) Han har ikke set andet.

Pause. Manden sukker, falder væk. Han ser sig om efter noget. Han savner alkohol. Pludselig hører man en fløjte, og en mand kommer gående med en stor hat på hovedet, en høvisk mand: han råber på en munter, indtagende måde at han sælger alkohol. Manden strækker en finger i vejret. Sælgeren kommer hen. Manden gennemroder kvindens taske og finder et ur som han giver til sælgeren. Sælgeren bider i uret, nikker, og giver manden et par flasker. Manden lyser op som et lille barn.

Manden: Jubiii! Se her. Der er nok til natten og katten. Kom så I lede missekatte. Kissssch. Missekat.

Manden griner, åbner en af flaskerne med tænderne og tager en stor slurk. Så sidder han og nyder virkningen, strækker sig velfornøjet.

Manden: Det kommer du ikke til at savne.

Kvinden: Hvor kom han fra?

Manden: Ud af det grønne.

Kvinden: De gør opmærksom på at der vandrer illegale sælgere rundt. Sommetider prætenderer de at være hellige mænd, men når de kommer tæt nok på slår de en ihjel. De siger det igen og igen.

Drengen: Hvem?

Manden: De siger så meget. De siger vi æder for meget kød. De siger der er for meget korruption. For meget hugst. For meget våbenhandel. Organhandel. Lyssky handlinger. Asociale missionærer. Faldbyden for vest. Faldbyden for øst. Faldbyden mig i røven. Jeg har hørt dem sige at iranerne har bombet Odessa. De har erobret hele Krim. De har …

Det bliver for meget for manden. Det bliver for højtravende, og han klør sig i hovedbunden. Så drikker han glubsk, stirrer ud i luften. Han bliver melankolsk og kommer til at se på kvinden og drengen bundne. Han holder flasken ud så kvinden kan drikke. Hun ser sig omkring, er på vagt - så tager hun flasken og drikker. Da hun har taget en stor slurk bøvser hun. Hun får et andet glimt i øjnene. Det er mere udfordrende, mindre bange.

Kvinden: Op i røven med iranerne!

Manden og kvinden drikker hurtigt. De bliver påvirkede. Drengen sidder og stirrer ind i mørket. Indimellem får han en ide, men den fuser ud. Måske fokuserer lyset; man ser skiftevis drengen ensom og manden og kvinden, der “kommer nærmere og nærmere hinanden”. Drengen kæmper med søvnen; hans øjne bliver tunge og falder efterhånden i. Han sover; manden og kvinden ser det ikke. De drikker og bliver fulde. Manden er begyndt at tage på kvinden. Hun bemærker det næsten ikke. Begyndende musik høres: det er - kabaretagtigt, cirkusagtigt, men skramlet, rustent. Manden og kvinden vugger sagte til musikken.

Manden: Jeg kan huske … jeg kan huske en tur til Odessa. Vi kørte i tog. Vi drak som svin, og træerne blev lysere. Det var sommer. Nattens sang kom ind i vognen, helt ind i albuerne. Vi var brødre. De andre var røvhuller. Vi talte om de hvide gardister der lå tilbage på marken. De sagde ikke en skid. Vi sang. Og kom til byen. Kom til havnen. Så trapperne. Potemkim længe leve råbte vi og faldt ned ad trapperne. Ingen kom til skade. Vi er ikke blødere. Immunforsvaret holder. Vi falder hinanden om halsen. Over sydens lys lyder vores stemmer. Det er sådan en nat man rykker nærmere hinanden. Kender du det?

Kvinden: Jeg kender det.

Manden tager flasken, drikker. Hans øjne svømmer rundt. Han bliver pludselig gnaven. Han ser på kvinden mistroisk.

Kvinden: Jeg kender det … når træerne rødmer. Når aftenlyset lukker os inde i tusmørket. Når cikaderne stiger op af jorden. Når man drømmer. Når man stiger ned til havet med en løsfældig dragt. Håret svingende. Der er andre på stranden. Sulten er udelukket. Hele kroppen smelter sammen med lyset. Jeg kan ikke få nok af det lys. Jeg har set det lige siden. Det liv redder menneskeliv det er jeg sikker på. Det er som om det er blødt men at det svømmer uhindret ind i kroppen. Uden en krop dør en kvinde. Jeg kan ikke være pioner. Det udelukker lyset …

Manden: Jeg gider ikke snakke om pionerer.

Kvinden: Heller ikke mig.

Kvinden læner sig ind til manden. Han drikker. Kvinden ser på manden. Han drikker videre som om han har glemt kvinden. Så kommer han i tanke om hende og puffer hende væk.

Kvinden: Jeg vil også drikke.

Manden giver hende flasken. Den skramlede musik afløses et kort sekund af en dissonans, en hvinende teknisk lyd - derpå fortsætter gøglermusikken. Manden og kvinden har ikke opfattet afbrydelsen. Drengen hører intermezzoet. Halvt i søvne sætter han sig op; så falder han i søvn igen. Alkoholsælgeren går forbi manden og kvinden, men de ser ham ikke.

Manden: Der er ludere og der er lommetyve. Der er masser af steder at spille. Der er det blinkende blå vand. Der er en følelse af at historien vogter over en. De er alle kommet til Odessa. Turkmenere, jøder, armeniere, englændere, tyskere. Hvad er det med Odessa?

Kvinden: Det er lyset.

Manden hører ikke hvad kvinden siger.

Manden: Det er det mest koncentrerede sted på kloden. Man mærker det når man kommer. Det er alle som en. Og her går man med rem og seler, og så kommer Odessa … Odessa opstår, ligger lige der … som en musling med en perle indeni. Odessa giver mig ståpik. Den skinner som en nøgen kvinde på en strand.

Manden ser på kvinden. Hun ligger henslængt over ham. Hun venter på at manden giver hende flasken. Hun har åben mund. Hun åbner sin taske, tager læbestift på. Rød læbestift. Manden bliver interesseret og begynder at tage hende på brysterne. Han tager kvindens hånd og anbringer den i skødet. Han lukker øjnene og nyder “rusen”.

Kvinden: Tog du hende så … der på stranden?

Manden har ikke hørt kvinden. Han stønner let. Så kommer han atter i tanke om kvinden, der ligger på ham (skoven). Igen puffer han hende væk.

Manden: Så var der ikke flere penge tilbage. Så er byen en anden. Så er Odessa forandret. Så er Odessa grim. Så stinker den. Man går ned til havnen. Man skal for helvede ikke til Istanbul eller Constanta, vel? Så får man hyre alligevel. Kalotten strammer. Man skovler suppe. Man returnerer til Odessa. Kulisserne er anderledes. Det historiske skær er væk. De flade trapper fører ned i afgrunden. Man kommer og går hos en luder, og kalotten bliver mere og mere gusten. Det er der, på bunden. Det er der, på bunden, jeg fandt ud af … vi lever ikke sammen. Vi er hver for sig. Det de siger er en løgn. Det de sælger er en løgn. Postkort. Sejlads på floden. Det gør en mand stærk. Når han ved han ikke kan leve med andre. Når han ved han ikke gider leve med andre. De andre det er noget man æder.

Manden ser sultent på kvinden. Han hiver hende op på skødet, og hun følger med. De drikker. De stirrer ind i mørket. Musikken stopper. En orange fugle kan ses. Så forsvinder den.

Kvinden: Leve sammen med andre.

Manden: Det er perfekt at gå i hundene i Odessa. Det kender kvinder ikke. Eller gør de?

Manden ser på kvinden. Hun tysser på ham, fører flasken op til hans mund, næsten som om han er en baby.

Kvinden: Det kender vi ikke noget til. Jeg vil være sammen med dig. Det er dig der er kommet. Det er dig jeg vil være sammen med.

Manden er blevet fuld. Hans øjne tilter rundt. Han taler usammenhængende.

Manden: På bunden lyser verden. Den står i en klokke, ovenover hovedet. Det er et smukt lys. Det er det. Det gør så ondt. Og man bliver forelsket i en luder. Hun holder dit hoved. Hun tager dine sidste penge. Er det ikke sjovt? Det var det de advarede om. Det står på side et. Du lærer side et at kende. Hun forråder dig. Du har ikke flere penge, i bad har du ikke været længe. Du sulter. Sultenglen kredser om dig. Du har ikke andre.

Kvinden holder om manden, giver ham noget at drikke.

Kvinden: Skat. Sov nu blot.

Manden falder i søvn. Kvinden får et mere frisk udtryk i øjnene. Hun lytter. Så banker hun flasken ned i hovedet på manden. Han får et sår, bløder, besvimer. Kvinden binder sig selv fri, binder derpå manden. Ser over til drengen, der sover videre. Så åbner hun den næste flaske, skåler olmt med mørket.

Kvinden: Lede mandesvin! I har ikke rykket jer en meter. I kunne ikke bo sammen med en beostær.

Manden vånder sig. Kvinden banker ham i hovedet igen. Han går ud som et lys.

Kvinden: Gad vide hvad du havde gjort med os?

Kvinden mumler det flere gange.

Gad vide hvad du havde gjort med os?

Så drikker kvinden videre, falder så i søvn ved siden af drengen som hun har lagt sig ved siden af. Pause. Der bliver mørkt. Man hører geigertælleren. Geigertælleren sammen med indåndinger, snorken.

Scene 2

Kvinden vågner. Hun ser på drengen, så manden. Hun leder efter flasken, tømmer den. Så går hun til manden, begynder at onanere ham. Han vågner skrækslagen. Kvinden sætter sig ovenpå ham og rider ham. Hun ser på manden med kolde, beslutsomme øjne.

Kvinden: Jeg rider dig. Nu skal jeg forpulet ride dig indtil solen går ned. Kan du lide det, lille skat?

Manden kæmper for at komme fri, men kan ikke komme fri. Han er bange. Stønner.

Manden: Det gør du ikke.

Kvinden: Jeg gør det.

Drengen vågner med et sæt. Han får øje på manden og kvinden. Kvinden rider manden manieret med et vildt udtryk i øjnene. Drengen prøver at vende sig, se væk. Man kan høre geigertælleren.

Drengen: Der var en lille fugl. Der var to små pipfugle. De er brødre. Nej, de er søskende. De flyver væk sammen. De er højt oppe i luften. Himlen er blå. Ja, himlen er blå. For der var en lille fugl, der var to små pipfugle …

Kvinden: Hold kæft. Kan du ikke se jeg arbejder. Kan du ikke se jeg gør noget for menneskeheden? Kan du ikke se at far nyder det?

Kvinden stopper med at ride manden. Hun ser på drengen. Drengen ser på hende. Han er opløst, fuld af sorg. Alkoholsælgeren kommer frem, han stiller sig hen til kvinden og manden som om det hele er naturligt. Han vifter med flaskerne.

Kvinden: Find nogen penge frem!

Drengen får med besvær fat i tasken, finder en krøllet seddel frem som han giver til sælgeren. Sælgeren afleverer to flasker og forsvinder. Kvinden fortsætter med at ride manden. Manden nyder det, føler sig voldtaget; kæmper med modsatrettede følelser. Han mumler, stønner.

Manden: Åh! … Han lever. Stalin lever. Og der var statssprut. Det flød i rigelige mængder. Åh. De kjoler. Små snipper. Der var tid nok. Han lever. Han sad på slottet. Han lod mælk og honning flyde sammen, og vi sidder … som små statuer for neden … han har en pegepind … far … du kommer med pinden, med store planer … dit skæfte forandrer det hele … en hel befolkning taget i ed … du er så stor …

Kvinden: Nu stopper du!

Manden: Formanden har en kappe … den når helt ned til jorden. Der kommer dyr på markerne. Vi går i krig. Vi drømmer om Stalins uniform. Det er syndigt. Men vi vender tilbage. Vi kæler for dig. Vi siger det sent om natten. Det hele flyder sammen: deportationerne af jøderne, de små piger på marken. De små huse. Flasker smukkere end forårsudstillingen. Fællesskabet giver vi al sæden.

Manden “finder ud af” at han snakker i vildelse. Han kommer til sig selv. Han stirrer på kvinden, hun rider ham fortsat. Så mærker manden at han er ved at komme og vender det hvide ud af øjnene. Han kommer. Kvinden lukker øjnene.

Manden: Fuck Stalin.

Kvinden: Det er inde i os. Han er inde i os. Han bliver taget i røven på et partikontor i provinsen. Han nyder det. Stalin kommer. Han er iført en trikot. Han er pædofil.

Kvinden får et grusomt blik i øjnene. Hun rejser sig fra manden, der ligger livløs.

Kvinden: Det var det. You sick fuck: Stalin. Det er noget du har fået ind med modermælken.

Manden: Med modermælken. Thi der flyder en kilde, men udspringet er Stalin. Fra ham opstår resten af livet.

Kvinden får nok af at høre om Stalin. Hun går hen til krattet, finder en kæp og slår manden indtil han er bevidstløs.

Kvinden: Alene! Uden ham. Han kender kun til pisken. Han er et trækdyr. Men for enden af partikontoret ligger der død for alle kvinder. Jeg kan ikke se nogen forskel. Der er massegrave. Der er partikontoret. Der er Stalin. Der er det de siger. Der er det de ikke siger: enten lænker eller pisk. Hvor jeg elsker skoven nu. Det er det virkelige liv.

Kvinden ser sig omkring. Han ser på drengen, hun er mildere nu. Da hun ser på manden, der ligger og flyder, udviser hun dog foragt.

Kvinden: Har du hørt om Stalin? Ikke? Du skal ikke høre om Stalin. Der er stråling nok i forvejen. Du skal ikke høre på far. Han kender ikke til andet. Han kender ikke til andet. Nu skal du se: nu tager vi dem - far og Stalin - og kaster dem i floden. Ud til gedderne med dem. Så nu forsvinder de. De tager sygdommen med. Parlamentets takkede røvhul. Manifestets takkede røvhul. Kom!

Hun går hen til drengen, binder ham op og fører ham over til huset. Der stikker en gren ud ud gennem vinduet. Hun anbringer drengen foran huset. Hun går hen til manden, stirrer på ham; så går hun hen til huset igen. Hun ser ømt på drengen.

Kvinden: For nu skal du have en lillebror. En lillebror vil jeg give dig. Er det ikke rart?

Drengen nikker. Han er slukøret. Han drømmer sig væk.

Kvinden: Men hvad skal vi gøre med ham?

Kvinden tænker. Hun bliver forvirret, går ind i huset, kommer ud med en kande, ser på den, stiller den på jorden, arrangerer forvirret tingene i huset.

Kvinden: Det er godt nu. Lillebror er på vej. an skal være her med os. Og vi skal være frie. Vil du ikke gerne være fri?

Igen nikker drengen. Han er slap. Han sidder og tænker. Han ser længe på kvinden som om han er ved at vænne sig til tanken om at han ikke kan komme væk.

Drengen: En lillebror.

Kvinden: En lillebror. Han dufter af vanilje. Kan du huske duften af vanilje? Det kom fra Odessa i store hvide sække. Og når de sprak blev vi hvide i hovederne. Vi stod i en kæde, og den ene sæk fulgte den næste. Det er os kvinder der synger. Hele vejen til Odessa.

Drengen: Nu vokser han indeni mors mave. Det er godt.

Kvinden: Nu har han lavet puha; sikke han stinker. Men se nu her: nu kommer jeg med stofbleen, med ganen fuld af vanilje. Og der er pudder-skyer. Op op i et væk! Hold så op med at sprælle.

Kvinden går hen til krattet. Hun finder en stor kæp, som hun begynder at brække i mindre stykker. Hun går i gang med et lave et hegn. Manden vågner, vånder sig. Hun ser ned på sit blottede underliv. Han er forvirret. Han ser over mod huset, hvor kvinden og drengen er. Kvinden opdager at han er vågnet. Hun begynder at ae sin mave, kører hånden rundt i store demonstrative cirkler.

Manden: Du slår mig ihjel.

Kvinden: Du er allerede død. Du er en ubrugelig rotte. Du er bundet op på Stalin din svagpisser. Nu kommer jeg og slår dig ihjel.

Drengen: Det må du ikke.

Kvinden: Skal vi bare sende ham væk?

Drengen: Vi skal bare sende ham væk.

Kvinden: Så gør vi det.

Drengen: Jeg har aldrig hørt om Stalin.

Kvinden begynder at kæle drengen, moderligt. Så bliver hun liderlig og kæler for drengens pik. Hun smiler til ham.

Kvinden: Nu skal du ikke tænke mere.

Hun kæler videre. Drengen nyder det og læner sig ind til kvinden. Manden ser på dem, får nok og begynder at skrige. Kvinden bliver irriteret. Hun går hen til manden, får ham på benene.

Kvinden: Nu er det nok! Nu bliver du sendt ned ad floden. Væk!

Manden simulerer at en bølge tager ham og bærer ham væk. Han kredser rundt på scenen, skyller så ind i krattet hvorfra han fortsat betragter kvinden og drengen. Kvinden fortsætter med at kæle for drengen, der kommer ud kvindens hånd. Hun tager sæden op til næsen, smager på det, slikker det i sig.

Kvinden: Det smager godt. Det smager af baby. Du er lige til at spise.

Drengen ligger med lukkede øjnene. Kvinden fortsætter med at arrangere diverse ting. Begge ser lykkelige ud. Kvinden tager sig til brysterne. tjekker dem for mælk. Så stoppere hun to små puder ind hvor brysterne er og således ser de større ud som om kvinden er højgravid. Hun ser stolt ud.

Kvinden: Nu har vi alt hvad vi behøver. Åh, jeg er så lykkelig. Er du også lykkelig?

Drengen: Jeg er lykkelig.

Kvinden: Der dufter af talkum her, og babydrengen spræller med benene. Det hele er hvidt. Lover du at du ikke render væk?

Drengen: Jeg lover.

Kvinden: Sværger du?

Drengen nikker. Han stirrer sorgfuldt væk fra kvinden, der opdager det fravendte blik, vender ansigtet mod sig. De stirrer længe tomt glanende på hinanden. Kvinden gyser.

Kvinden: Dit blik. Dit blik det er så … forbandede dialekter. Det stopper ikke kødet. Det stopper ikke kødet.

Kvinden griber ud efter drengen, tager ham op til brystet, knuger ham. Hun er ved at kvæle ham mod brystet.

Kvinden: De er stadig flotte! De er stadig flotte synes du ikke? Sig at de er flotte.

Kvinden bliver barnagtig, gentager: sig de er flotte, hysterisk.

Drengen: De er flotte.

Drengen hoster efter kvælningen. Kvinden masserer brysterne med drengens hænder.

Kvinden: Jeg er åben. Jeg er din. Hvis du render væk slår jeg dig ihjel. Hører du? Slår dig ihjel.

Drengen nikker bange. Begyndende stille begynder Kraftwerk med sangen “Radioactivity” Begge hører musikken, måber.

Drengen: Hvad er det? Hvor kommer det fra?

Kvinden: Det er musikken.

Drengen: Jeg kan ikke lide musikken.

Kvinden: Hvad er musikken? En ulv, der tuder? Der er kommet så mange ulve. Det er ikke en fis i en hornlygte. Der er kommet så mange ulve. Det hele er blevet så ærligt. Det ødelægger musikken ikke. Kom lad os danse!

Kvinden tager drengen, fører ham lidt manieret rundt. Han stirrer ud i mørket. Kvinden ser det, giver ham en lille lussing og ser ham ind i øjnene. Igen ser de tomt på hinanden, fremmede for hinanden.

Kvinden: Det er ikke udenfor. Det er ikke udenfor det her. Det er ikke udenfor det her. Hør - musikken. Der er kommet så mange ulve, og jeg har sendt manden væk. Nu drikker han sig ihjel ude i mørket, og drømmer om aborter og ekspeditioner. Det er ikke udenfor det her. Vi ser hinanden, og jeg har sendt manden bort. Han ville have slået os ihjel. Vi skulle servicere hans grisk, hans ødelæggelser. Og smøre os ind i blodet. Blodet fra jagten. Hans skalpe. Det er ikke kommet længere. Det er ikke udenfor.

Kvinden bryder sammen, græder. Hun tager atter drengens hånd og kører den over hendes bryster, så kussen. Drengen vrænger, pines. Scenen står på længe. Kvinden kombinerer tagene frem og tilbage mellem skød og bryst. Hun ånder hørbart, forsøger at komme. Så hører hun en lyd, bliver bange.

Kvinden: Hvem er det?

Kvinden lytter efter. Så glemmer hun lyden, onanerer videre med drengens hånd og kommer. Der bliver mørkt. Lidt efter falder lyset på drengen. Han har taget en klovnemaske på. Han sidder med bøjet hoved. Man kan ikke se kvinden.

Drengen: Jeg løber over til ballongyngen i Pripjat. Det kører rundt. Det kører rundt, der sidder en dreng i maskinrummet. Han har roret. Han bestemmer hvornår hjulet kører. Det er ikke mørkt endnu. Jeg skal ikke hjem. Jeg er ikke bange. Jeg sætter mig op i ballongyngen. Det er før katastrofen, og det er ikke mørkt. Jeg skal ikke hjem.

Drengen falder let sammen.

Drengen: Udlændingen, ham vi ikke forstår, taler ikke om Jesus Kristus. Det er ikke sent. Lyset bliver hevet langt af hjulet. Det kan ikke stoppe. Lyset. Jeg er så lykkelig. Jeg svæver på en sky. Jeg skal ikke hjem, og gyngen stopper. Jeg sidder allerhøjst oppe. Jeg kan se byen og fabrikkerne. Jeg kan se værket. Jeg kan se mit hus. Det er lille. Jeg sidder højt oppe. Hjulet er stoppet. Og når lyset ligger på maven kommer tiden ikke ind i legen. De bliver væk. Det er som om hegnet. Lyser. Det er højt oppe. Jeg synger i vilden sky.

Drengen synger, kvinden hører det og rusker ham.

Kvinden: Hold kæft!

Drengen: Ja.

Lyset involverer både kvinden og drengen nu. Kvinden slår masken af. Drengen græder. Kvinden krammer ham hårdt.

Kvinden: Kom Det er sabbat. Vi skal over til huset.

Kvinden trækker drengen over til huset. Naturen er “sivet” ind i huset. Kvinden sætter drengen fra sig, ser sig om, begynder oprydningen, husarbejdet. Så kommer hun i tanker om drengen som hun binder. Drengen fortsætter drømmen fra før om ballongyngen.

Drengen: Før katastrofen var der svaler. Jeg kan huske det hele. Jeg er gammel. Jeg er en stor dreng. Jeg har valgt ensomheden fordi ensomheden er bedre. Det forstår de ikke. De kommer og stopper hjulet og slår styredrengen og smider ham ud af huset. Han græder. Jeg sidder højt oppe. Jeg kan ikke komme ned. Det er mørkt. Jeg kan ikke komme ned. Mine ben ryster. Mine sko er slidte. Jeg tænker ikke på dem. Jeg lukker øjnene som en præst og laver verden om. Nu kører hjulet. Projektørerne lyser. De andre børn er glade. De slår ikke hinanden. De mopper ikke hinanden. Det rum der er i maven bobler ligesom de voksnes champagne når de synger og tager på hinanden og græder. De har store øjne men det er ikke det rum der er stort. Det er så let at gøre det rum større at svalen orker det. Den trækker ud i rummet, i maven med vingerne og det hele er gult og glemt. Det hele er gult og glemt. De drikker ikke. De drømmer ikke. De stønner ikke. De stinker ikke.

Kvinden stopper rengøringen. Hun har skævt bundet om hovedet en klud som en tørklæde. Hun retter på tørklædet.

Kvinden: Hold kæft!

Kvinden går i stå.

Kvinden: Jeg elsker dig. Vi er begyndelsen. Vi er bunden af kagen. Vi er et sammenhold. Jeg vil gå i døden for dig. Ingen mand. Ingen mand.

Kvinden ser ømt men besat på drengen. Alkoholsælgeren dukker op, tilbyder varer, kvinden har ingen penge, han forsvinder.

Drengen: Hvad er en regel? Det er en tåre. Jeg græder. Jeg kan ikke finde ballongyngen. Mon jeg drømmer? Mon det hele er en drøm. Befalet af præsten. Inde i reglen. Udenfor det gule lys. Svalen jeg ser den. Men da den ser jeg græder vender den om. Jeg kalder efter den. Den hører det ikke. Min mave går i stå. Den bliver ødelagt. Nu har jeg en dolk i maven. Jeg kan ikke røre mig. Jeg kan ikke komme ned. De drikker i byen. Det er den største smerte. Den er stor. Nu hvor jeg føler den kan jeg forsvinde. Jeg er blevet til en dreng. Og nu kan jeg forsvinde. Det er en hævn. Jeg kan komme ned. Jeg hopper ned. Det er den mindste lidelse. Alle her lider. De drikker. De har dolke i maven. De kan ikke se hinanden. Børnene kan. Børnene drømmer hele tiden om hævn, det er eventyret. Det er ikke livet. Livet er udenfor. Her er hævnen og eventyret. Det sidder ligesom en motor i det rigtige liv. De kalder det … de kalder det … hvad er det værste jeg ved? … når far bestiger mor … jeg spionerer … de slår mig … mor stønner.

Kvinden kommer over stryger drengen over håret. Han tier, ser næsten rolig ud. De gynger.

Kvinden: Så så. Det er ikke så slemt. Vi kan leve sammen her lykkeligt. Han vender ikke tilbage. Så så. Han vender ikke tilbage.

Drengen: Han kommer ikke op. Må jeg ikke godt tale lidt mere om Pripjat mor?

Kvinden: Jo lille skat.

Drengen: Du må godt komme med. Du må godt komme med mor.

Drengen tager kvinden i hånden. De stirrer op i luften. Drengen tager masken på.

Drengen: Tusmørket mor det er vores ven. Der sker ikke noget nu. Vi har ikke en dolk i maven. De karvede huder hænger ikke i skoven. Der er ikke jægere. Jeg løber sammen med ulvene. Det er min undskyldning. Jeg er bare en dreng. Jeg kan ikke drive det længere. De stinker, det er summen. Jeg løber sammen med ulvene.

Kvinden laver en grotesk komisk gestus hvor hun peger på sig selv som om drengen har glemt hende. Hun tuder som en ulve. Hun blinker til drengen. Så begynder kvinden at tude, så hulker hun, så ler hun, griner.

Drengen: Det er sjovt mor. Det ligger udenfor alting. Det er ikke gennemboret af reglen. Det er vores leg, og hjulet snurrer rundt og på hver og en af gyngerne sidder der en lysende stjerne. Det er legens værk. Det er den der anbringer stjerne. Sådan har det altid været. Jeg husker. De glemmer. De drikker. De slår og siger undskyld bagefter. De voksne flæber. De vil ikke gøre det i det åbne. De lukker og knepper og drikker og snyder hinanden i mørket. Mor du kan stole på mig. Mor du kan stole på mig.

Drengen omfavner moren der er i svime over drengens ord. De er nu et par. Han er en prins. Han tager masken af og kysser kvinden. De står længe sådan. Man kan høre geigertælleren. Den bliver højere, stilner så.

Kvinden: Jeg er en lille pige. Jeg passer på mine knæ når jeg løber. Da jeg fik et blåt mærke græd jeg. Sådan snyder jeg ham. Han kommer ikke ind når jeg græder. Han bliver ligesom præsten. Meget større. Et øre. En tillid. En større indtrængen. Han viser mig den ikke. Jeg ved ikke hvem der kommer ind. Det er mørkt. Jeg vil ud af rummet. Jeg råber: jeg kender ikke rummet. En eller anden: fortæl mig hvad det er for et rum? Så gisper jeg. Jeg er en pige. Lidenskaberne skratter gennem mig. Jeg har ikke noget sprog. Jeg har ikke nogen alder. Jeg kan ikke trylle mig om til en prinsesse, og atter returnerer manden. Præsten er større end manden. Han kommer hårdere. Så græder han. Det bliver lyst.

Drengen: Så så lille pige.

Drengen stryger kvinden over håret. Da hun er helt afslappet tager drengen masken af. Han studerer den, så banker han den ned i hovedet på kvinden der skriger.

Drengen: I binder hinanden. I hulker i mørket. I falder sammen som lam. I kalder det kærlighed. Jeg er en mand nu. Jeg har valgt at leve alene. Leve sammen er en løgn. Det kalder det en pagt. De kalder det ikke krig. Hvorfor kalder I det ikke for krig?

Kvinden bløder, tager sig til hovedet. Så ser hun med hengivenhed på drengen der står op, hun ligger.

Kvinden: Vi tør ikke?

Drengen: I tør ikke?

Drengen viser afsky.

Drengen: Den tapre soldat stirrer ind i mørket. Han frygter ikke noget. Han går hen til afslutningen. Den griner. Den er krum og grum. Hvem er taprest i landet her? Han stirrer ind i mørket. Mørket taler ikke. Det er større end mig, meget større, men det taler ikke. Det er bange. Jeg har nedstirret det. Duellen er slut. Jeg vinder. Jeg konkluderer at jeg er taprest fordi jeg vinder og fordi mørket ikke kan tale.

Kvinden laver “høviske” fagter. Lyset kan være ændret, mere lyst, lyserødt.

Kvinden: Du er min helt.

Drengen: Jeg vil plukke en blomst og glemme tabet.

Kvinden: Du taber ikke!

Kvinden kommer på benene. Hun ser på drengen, finder et hår i næsen på ham og trækker det lynhurtigt ud. Drengen fnyser, træder tilbage.

Drengen: Er jeg soldat? Mand? Dreng? Alene?

Kvinden: Jeg er her.

Drengen: Jeg gider ikke drama.

Kvinden: Det er ikke drama.

Drengen: Hvad er det her?

Drengen tager masken på. Kvinden lægger sig på jorden. Drengen binder hende. Han rør ved masken. Så stivner han.

Drengen: Hvad er det jeg gør? Jeg gør det samme som dem. Jeg stinker. Jeg er mistroisk. Jeg kan se deres øjne deres angst hele tiden. Jeg er bedre end dem. Jeg er blevet ligesom dem.

Kvinden: Jeg elsker dig! Du er min! Bliv her elskede. Forlad mig ikke. Vær nu sød?

Drengen er paralyseret. Han smider masken. Han stirrer ud i luften.

Drengen: Mørket har vist sit mørke. Det har bedraget mig. Jeg er ligesom dem. Det er lamslående og fattigt hvem vi er og så lidt vi kan sige til eller om mørket. Vi står her. Som statuer. Den kolde pels er svøbt om furen. Den skinner. Den bliver varm og jeg mister beskeden om hvem jeg er. Min alder. Det er derfor jeg smider masken. Jeg må være alene. Jeg må komme til bunds. Det er forskellen. Det er den eneste overlevelse. At afsløre furen. Nøgen. Mor jeg er nøgen. Kan du varme mig?

Kvinden: Ja.

Drengen: Jeg ved ikke om jeg skal blive her eller rende væk mor.

Kvinden: Bliv her. Det bestemmer jeg for dig sødeste. Det gør ikke noget jeg er bundet. Men bliv her. Her kommer han ikke.

Drengen: Hvem?

Kvinden: Åh nu har jeg glemt hvem det er.

Drengen: Men han kommer?

Kvinden: Han kommer ikke mere.

Drengen: Jeg stoler ikke på dig. Der er for meget luft mellem alle mennesker. Det at tro noget er at ignorere al den luft.

Kvinden: Du er så klog min elskede. Så tapper. Forlad mig ikke!

Drengen fnyser. Han ser væk. Så griner han. Han ser på kvinden. De ser hinanden i øjnene. Så et kort øjeblik griner de begge indforstået. De har set at de ikke har set. De krammer hinanden. Drengen bliver kold, skubber kvinden væk.

Drengen: Jeg må af sted.

Kvinden begynder at græde. Mørke.

Scene 3

Drengen går i skoven. Huset og kvinden er væk. Der er fuglefløjt og drengen stopper op og lytter. Efterhånden forsvinder fuglefløjten og afløses af barnestemmer. Drengen lytter igen. Han virker forskrækket, viger tilbage.

Drengen: Det er det barnlige overherredømme. Det er ikke en kæft bedre. De tror de kan bevirke magi men om lidt begynder de at skændes. Om lidt begynder de at slå hinanden. Om lidt begynder de at piske hinanden. Der er nogen der taber. Alle taber. Her vil jeg ikke være.

Drengen løber frem og tilbage over scenen. Han er forvirret. Han stopper op, ånder tungt. Han er panisk og ved ikke hvad for en vej han skal løbe. Et kort øjeblik står han sitrende på stedet, så spinder han spasmodisk rundt som en snurretop inden han falder ned på jorden. Han begynder at græde.

Drengen: Så så nu kommer de ikke. Det jeg tror er at tiden er gået. De har fået en paryk alle sammen som de spiller den af i. Sådan går tiden. Deres fejl er at de troede på overgangen men jeg vil ikke være som dem. Om lidt keder de hinanden. De kalder det kærlighed og begynder at piske hinanden men nu må det være nok.

Drengen lukker øjnene. Lyset skifter hæsblæsende mellem lys og mørke men da drengen åbner øjnene igen kvidrer fuglene.

Drengen: Det er gået over. Jeg er alene. Jeg er alene men jeg er ikke bange. Jeg kender angsten. Hvis nogen kommer stopper de den angsten men jeg ønsker ikke den stopper. Jeg kender ikke noget bedre. De tror børnene på stenene at der vil komme en mand med en tryllestav. Det gør mig bedrøvet. Hvis han kommer stopper han angsten. Angsten er ligesom en fugl. Enhver domfældelse, enhver rundkreds stopper den. Jeg har lært at balancere som en linedanser. Enhver domfældelse er ligesom et sort gardin der udelukker lykken. Jeg er en linedanser.

Drengen begynder at balancere som en linedanser. Han gør sig umage, stikker tungen ud af munden og bumper tilsyneladende ind i noget. Han er ved at falde.

Drengen: Gå væk tryllemand! Jeg har det lige så godt. Jeg tror kun på det personlige mirakel men nu vil jeg bare være en dreng der går gennem skoven. Jeg har ikke noget sted at gå hen. Ingen venter mig. Det gør ikke noget. Skoven vil mig det godt.

Drengen fortsætter med at gå gennem skoven. Han går frem og tilbage over scenen. Han nynner. Han stopper op, ser op i luften, får øje på noget som han saluterer frivolt. Så går han videre.

Drengen: Her er intet. Skoven er tom. Skoven er fyldt med tomhed. Her er ingen talende dingoer. Her er ingen gnaskende harer. Her er ingen alfer. Veteraner fra krigen. Øh. Ja. Tjetjenien. Her er ingen påskekort. Her er ingen hvidløgsranker. Her er ingen amuletter. Her er ingen ofre. Her er ingen præster. Her er kun jeg. (Drengen skriger det igen). Her er kun jeg! Angsten lyser som en sti. Uden den er jeg fortabt.

Drengen spærrer øjnene op. Han ser sindssyg ud. Han ser ned ad sig selv, klasker sig på maven som om han tiltaler angsten.

Drengen: Den svarer ikke. Det er sikkert bedre sådan. Svarer den forpurrer den skoven. Det er logik for burhøns. Der er ingen steder at leve. Jeg har prøvet brandmandssvampene men jeg fik kun ondt i maven. Ville dø bagefter. Kastede op på en elg der heller ikke ville til sabbat. Det er derfor børnene danner parlamenter. Åh. Nu forsvinder stien. Angsten blegner. Det lyder som en indrømmelse: jeg mister troen på mirakler. Kom sol!

Drengen stopper op. Han glaner op mod himlen. Lyset dæmpes. Scenen bliver mørkere. Drengen falder ned på knæ.

Drengen: Åh kom frem sol! I dit pure spejl kan jeg forlænge drømmen. Men jeg ser kun træer. Kun træer. Det er overskyet. Himlen er væk.

Drengen bliver desperat. Han løber hen til et træstamme og begynder at sparke til træet. Der falder en mobiltelefon ned fra træet. Drengen tager den måbende op, studerer den, nøler. Så kommer han den i lommen.

Drengen: Jeg må ikke græde mere. Jeg vil ikke græde mere. Jeg vil gå videre. Jeg vil passe ekstra godt på angsten. Jeg møder ikke nogen. Hvis jeg møder nogen dør jeg omgående. (Drengen mumler det flere gange). Hvis jeg møder nogen dør jeg omgående.

Drengen går videre. Han er i vildrede.

Drengen: Se nu her: her er ikke nogen. Det kommer ikke bedre. Det bliver ikke bedre: jeg er en dreng alene i en skov. Om lidt kommer solen. Solen kommer. Det er jeg sikker på. Den løfter mig op. Den flår reglen op. Den flår menneskeheden op. Den flår alle mennesker op fordi den er bedre end alle mennesker.

Drengen føler sig opmuntret og går videre. Han stopper op. Noget genererer ham alligevel.

Drengen: Der er noget? Det er overherredømmet? Det er veteranen der skyr solen. Det er hjortetakken der har fået kramper af brandmandssvampene. Der er noget. Er der noget? Er der nogen her?

En stemme svarer drengen. Stemmen siger ja. Alkoholsælgeren - nu en vagabond - kravler ud af krattet.

Vagabonden: Det er bare mig.

Drengen: Det siger de alle sammen.

Vagabonden: Det er derfor jeg siger det.

Drengen: Her må ikke være nogen!

Vagabonden: Jeg er ikke nogen.

Drengen: Du er nogen!

Vagabonden: Så siger vi det.

Drengen går amok. Han finder en kæp og skal til at slå vagabonden men vagabonden piller roligt kæppen fra drengen og sætter den bort.

Drengen: Det skulle du ikke have gjort!

Vagabonden: Jeg gjorde det for sin skyld.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Hvad laver du i skoven?

Drengen: Jeg vil ikke rådne op.

Vagabonden: Alle rådner op.

Drengen: Ikke mig!

Vagabonden: Så siger vi det.

Vagabonden optræder roligt og nonchalant. Han sætter sig ned, skraber et par kviste sammen som om han er ved at forberede et bål. Drengen stirrer trodsigt på vagabonden. Drengen stamper i jorden. Han går rundt om “bålpladsen” som en tyr der har set rødt.

Drengen: Hvad laver du?

Vagabonden: Jeg kan ikke leve uden ild.

Drengen studser over svaret. Han bliver nysgerrig. Han nærmer sig vagabonden, kredser om ham, træder hen og hiver vagabonden i det lange fuldskæg for at tjekke at det ikke er falsk. Så sætter drengen sig ned.

Vagabonden: Har du det bedre?

Drengen svarer ikke. Han er fortsat skeptisk. Han stirrer på vagabonden.

Drengen: Hvorfor drikker du ikke? Hvorfor myrder du ikke? Hvorfor snakker du ikke om Odessa? Hvorfor fortæller du ikke soldaterhistorier? Hvorfor slår du ikke?

Vagabonden: Jeg er vagabonden.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Se mit skæg.

Drengen: Jeg kan ikke se det.

Vagabonden: Så rør ved det.

Drengen: Du er til drenge! Jeg kan se det på dig!

Vagabonden ignorerer drengen. Drengen er paf. Hans udfald har ingen effekt. Han kommer i vildrede. Vagabonden piller ved bålet. Han stryger sig over skægget. Drengen slapper lidt mere af. Hans krop falder sammen. Pludselig gaber han.

Vagabonden: Du er vist træt.

Drengen: Ja jeg er vist træt.

Vagabonden: Sov bare jeg passer på dig.

Drengen: Jeg er ikke bange for noget! Her er ikke nogen!

Vagabonden: Ikke mig?

Drengen gaber. Han er ved at falde i søvn.

Drengen: Heller ikke dig …

Det bliver mørkt. Vagabonden får tændt bålet. Han finder en flaske frem som han drikker roligt af men i lange drag. Drengen sover. I søvne falder drengens hoved ind mod vagabonden der stryger ham kort over hovedet. Drengen vågner med et sæt. Han stirrer på vagabonden som om han forventer det værste.

Vagabonden: Du er mistroisk.

Drengen: Jeg er en dreng.

Pause. Stilhed. Lidt skrammel i natten. Bålet. Vagabonden er blevet fuld og stirrer ind i mørket med knugende tomme øjne der ved at intet kommer hverken fra lyset eller mørket. Vagabonden sukker.

Vagabonden: Vil du gå lidt med mig?

Drengen: Hvorfor har du ikke din kone på slæb? Har hun fundet en anden?

Vagabonden: Jeg ville gerne tro på koner men jeg tror ikke på koner. Det er meget lettere sådan. Kan du ikke se det?

Drengen nikker.

Drengen: Hvad så med fisse?

Vagabonden: Det er en helt anden sag min dreng.

For første gang smiler vagabonden og drengen til hinanden. Så ændrer drengen stemning, stirrer igen mistroisk på vagabonden som om noget er gået op for ham.

Drengen: Her er hverken koner eller ludere. Altså er du ude på at komme i bukserne på mig!

Vagabonden ignorerer drengens tale.

Vagabonden: Hvis jeg troede på fremtiden havde du fået en ørefignen.

Drengen: Som de andre.

De to sidder stille. De ved ikke hvad de skal sige. Vagabonden stirrer ind i mørket. Drengen glaner af og til over på vagabonden. Vagabonden masserer sine fødder. De er ømme. Skoene er hullede. Langt væk fra kommer det fra drengen:

Drengen: Du burde finde nye sko.

Vagabonden: Ja.

Pause. Stilhed. Drengen har ændret karakter en anelse. Han er mere åben. Han knipser som om han holder en hellig tryllestav og fluks holder han nye sko i hånden som vagabonden tøvende og smilende prøver.

Vagabonden: De passer!

Drengen: De passer. Ja de passer. Ja det er tryllesko. Nu kan de brøle. Nu kan de tænde lys. Nu kan de drømme om paraplyer og landevejsludere og katekismus og staten. Men kun et øjeblik. Sådan er det. Kun et øjeblik. Så forsvinder det hele igen. Jeg bestemmer det hele.

Vagabonden: Du bestemmer det hele min dreng. Du er en solstråledreng.

Drengen: Ja!

Vagabonden: Se hvor de danser! Se hvor de danser uden koner. Der er flere flasker end der er selvmord i floden og værftet består. Der er arbejde til alle men nu er det nat. De unge kvinder ler. De smiler og ler. Det er sommer. Jeg sætter mig i natten og tager skoene af. Bålet lyser.

Drengen: Det er et mirakel.

Vagabonden: Floden flyder fredeligt. De slår ikke heksen ihjel. Sikke en dejlig nat.

Drengen: Det er som om mennesket ikke fylder noget. Det er som om natten er blevet mere favnbar. Som fredelige fakler flyder stammen gennem natten men den fylder ikke noget. Den tænker ikke på mord.

Vagabonden: Den tænker ikke på mord.

Begge sidder bevægede tungt åndende. Så går der et lidt grotesk lys op for vagabonden der begynder at stirre på drengen.

Drengen: Hvad glor du på?

Vagabonden: Du er kommet over bjergene. Du har gået gennem sneen. Du har undveget salven, projektilerne. Du er forkommen. Du er sulten. Du er alene. Du er hellig. Når du ankommer svøber de dig ind i et orange linned.

Drengen bliver skeptisk. Han glor igen på vagabonden med vantro.

Drengen: Det hellige pis gider jeg ikke høre på. Sig noget andet. Sig noget om Odessa.

Vagabonden bliver befippet over drengens kovending. Han tøver. Han stirrer ud i luften.

Vagabonden: Men jeg kender ikke Odessa.

Drengen: Alle kender Odessa. Nu! Nu! Odessa!

Vagabonden: Jeg er ikke nogen!

Drengen: Du lyver! Du drikker! Hvor er din kone?

Vagabonden: Hun er død.

Drengen: Hvordan?

Vagabonden: Jeg kan ikke huske det. Jeg går bare.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Jeg gik. Hun døde af sorg.

Drengen: Nå sådan! Læg dig ned!

Vagabonden: Er det nu?

Drengen ser vanvittig ud. Vagabonden er tom og bange og servil. Vagabonden lægger sig ned, lægger sig omhyggeligt, folder armene på brystet og ser op på himlen.

Vagabonden: Der er ingen himmel.

Drengen: Hold kæft!

Drengen krænger skoene af vagabonden. Han stiller dem sirligt ved siden ad hinanden. Så finder han kæppen, stirrer på vagabonden, hæver kæppen, tøver.

Drengen: Det sidste ord?!!

Vagabonden: Øh …

Drengen slår og slår vagabonden indtil denne bløder og ligger stille død. Bålet går ud. Mørke. Stilhed.

Scene 4

Optrappende hård metalmusik høres. Lyset bliver blændende. Drengen begynder at ryste heftigt. Han får et epileptisk anfald og skriger. Det er et langt anfald. Han skriger længe.

Drengen: Jeg slog den stakkels vagabond ihjel.

Drengen gentager det flere gange. Der er fråde om læberne. Efterhånden stilner anfaldet af og drengen finder mobiltelefonen frem. Han taber den, finder den, forsøger at ringe skønt hans fingre ryster. Til sidst får han ringet et nummer op. Ud af krattet kommer manden.

Drengen: Far? Far?

Manden: Glem det.

Manden går hen til drengen. Han river voldsomt telefonen ud af hånden på drengen og stamper på den.

Manden: Jeg kan ikke se nogen grund til ikke at komme den til livs. Glem det.

Drengen: Åh far.

Manden: Jeg er ikke din far.

Manden går hen til krattet. Han finder han et stykke pels som han forgæves forsøger at iføre sig. Til sidst smider han pelsen på jorden og går over til drengen og stirrer ondskabsfuldt på ham.

Manden: Jeg kan ikke have dig her.

Drengen: Åh far vær nu sød.

Manden: Du kan plage lige så meget du vil.

Manden går over til krattet. Han finder en oversavet jagtriffel som han peger i alle retninger med. Så hører han noget - en fugl? - han retter løbet mod lyden og står længe sådan.

Manden: Det er sikkert en fasan. Området myldrer med dem. De giver kun lyd når de er bange. De skriger på at blive dræbt.

Manden griner. Så ser han på drengen.

Manden: Er du bange for at blive dræbt?

Drengen: Ja far.

Manden: Så bliver du dræbt.

Manden begynder at svinge grotesk rundt med riflen idet han laver skydelyde. Ratatatata. Han griner. Drengen er grebet af angst. Han kravler han til manden, klamrer sig til benene.

Manden: Det er en list - en krigs list …

Drengen: Jeg forstår ikke hvad du mener?

Manden: Snart har de taget alting fra os.

Manden skubber hårdhændet riflen over til drengen der forsøger at tage den op. Den er for tung. Drengen er svag efter anfaldet. Manden bliver hidsig og prøver igen.

Manden: Ikke engang det.

Drengen: Far giv mig tid.

Manden: Jeg har ikke tid.

De stopper begge to op. Så ser manden undersøgende på drengen, måler ham fra top til tå. Tøver.

Manden: Jeg ved ikke om jeg skal elske dig eller slå dig ihjel. Jeg ved ikke om jeg skal opdrætte dig eller forvise dig.

Drengen: Elsk mig.

Manden: På bunden af det hele … slimet. Ikke engang slimet. På bunden af det hele grusomheden. Ikke engang grusomheden. Ligegyldigheden. (Manden tøver). Jeg bliver ved med at se et billede for mig. Det forestiller en gammel satan der er ved at sætte et barn til livs. Hans søn. Blodet sprøjter. Men den gamle er stadig tom. Jeg er ikke sikker på han ved det? Der er ikke nogen kur. Der er ikke nogen kur. (Manden tøver). Men du er ikke min søn. Du er …

Manden hanker op i drengen, arrangerer ham lidt som man arrangerer ting på en hylde, men drengens krop er slap. Den bliver ved med at falde sammen. Manden bliver irriteret. Han slår drengen der retter sig en smule. Så begynder manden systematisk at rette riflen mod drengens hoved, imaginært trykke af, hanke op i drengen, arrangere ham. Ind imellem giver manden drengen et flygtigt kindkys som om han kompenserer for alle henrettelserne.

Manden: Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med dig? Hvad vil du?

Drengen: Jeg vil være hos dig far.

Manden: Det er umuligt. Enten æder jeg dig eller også æder du mig. Mellemkomsten er kvinden men hende har jeg fornægtet. Hvis hun kommer igen slår jeg hende ihjel.

Drengen: Jeg slår hende ihjel far!

Manden: Det er godt min dreng.

Begge hører noget pusle. De lytter efter. Intet sker. De stirrer tomt ud i luften i hver sin retning fortabte.

Manden: Hvad skal jeg stille op med dig?

Drengen: Lære mig at slå ihjel.

Drengen griber ud efter riflen men manden trækker den bort. Igen paralyseres begge. De står længe med tomme øjne. Man kan høre geigertælleren klikke. Den stopper. Så begynder den igen.

Manden: Det er invasionen!

Drengen: Hvor?

Manden: Hele tiden. Ret løbet mod den. Ret din manddom mod den. Der sker intet. Det er kvindesnak. Det er noget de forstår. Invasionen. Pusseskanker. Det hele hænger mig ud af halsen. Jeg gider ikke engang dræbe længere. Tjetjenien tog snerten. Nu flyder det sammen. Nu er det ophævet. Nu smager vodkaen af vand. Det er ikke sjovt at voldtage længere. Geviret er bøjet. Skoven er beige. Køen er lang. Køen er væk. Det hele er væk.

Drengen: Jeg er her!

Manden: Jeg kan ikke se dig.

Igen stilstand. Langsomt kommer begge på benene, sætter sig ved siden af hinanden som om de sidder på forsædet af en bil. Manden tager “kørebriller” på. De er kejtede, gammeldags idet de minder os om gamle sportvognsbriller.

Drengen: De klæder dig far.

Manden: Du skal ikke slikke mig i røven. Det er statens sag. Al den salve. Al den talkum, lir over talkum. Gennempulede eksistenser. Imens vader Stalin gennem os. Han har en lille pik men han forsøger at kneppe os alle sammen så meget desto mere. Kvinderne klapper. Det er paradedag. Vi mindes den store Fædrelandskrig. Nationens mor hæver det skinnende sværd. Det blinker i solen. Vi får ekstra rationer. Vi har ondt i røven. Den ene tager den anden. Vi marcherer som gæs. Musikken spiller. Om lidt skal vi alle sammen dø. Det er sådan staten overlever.

Drengen: Du overlever staten far!

Manden: Jeg overlever nada.

De “kører” videre. Begge imiterer en bil der kører. Det er som om bilen er ved at sætte ud. Den hoster.

Manden: Noget gammelt lort!

Drengen: Vi kan reparere den.

Manden griner. Han skubber drengen ud af bilen og kører videre. Drengen klamrer sig til bilen.

Manden: Der er to minutter endnu.

Manden griner. Drengen kommer i tanke om noget. Han lyser op, udviser håb.

Drengen: Jeg slog vagabonden ihjel.

Manden: Der er ikke flere vagabonder tilbage. De er druknet. De er vegetarer. Nej: der er ikke flere vagabonder tilbage!

Drengen: Men men jeg slog ham ihjel.

Manden: Der er to minutter endnu.

Kvinden kan nu ses i krattet. Hun rejser sig og kommer ud, ser bekymret over på manden og drengen. Så går hun resigneret ind i krattet igen. Drengen har fået øje på hende.

Drengen: Der er mor! Der er mor!

Manden: Mor Rusland! Mor Ukraine!

Manden griner. Han finder en kniv frem som han giver til drengen. Drengen ser måbende på den. Så smiler han til manden.

Drengen: Tak far.

Drengen begynder at skære i sig selv. Han er koncentreret, stikker tungen ud af munden, forventer anerkendelse for donten, skæver over til manden der ignorerer drengen. Drengen lukker et kort øjeblik øjnene, ser drømmende ud.

Drengen: Lige før var jeg en anden. Jeg troede på det uafgrænsede lys. Jeg troede på at angsten bar men nu er du kommet.

Manden: Nu er jeg kommet.

Drengen: Jeg går på din sti far. Jeg er ikke forvirret. Jeg kender verden. Du er min guide. Du er min Gud.

Manden: (Aggressivt) Gud er død!

Drengen hører ham ikke. Han fortsætter den drømmende tale.

Drengen: Jeg forstår ikke hvordan jeg kunne klare mig uden dig.

Manden fnyser.

Drengen: Jeg var helt tom indeni. Lige før. Før du kom. Nu er det anderledes. Jeg er fyldt op. Der er kommet noget indeni mig. Jeg er fyldt op. Jeg er afgrænset. Jeg hader lyset. Det er grisk. Det er vildledt. Det fører ingen steder hen. Nu ved jeg hvor jeg skal gå hen. Det er alt sammen din skyld far.

Manden hører noget pusle. Han får et dræberblik i øjnene, samler riflen op og affyrer den. Han nedlægger et dyr som han slæber over til drengen.

Manden: Parter dyret!

Drengen: Ja far.

Manden rejser sig. Han står længe melankolsk og stirrer ind i tomheden. Så går han væk fra drengen der begynder parteringen af dyret. Scenen varer længe. Drengen arbejder koncentreret. Manden kommer tilbage. Han ser drengen over skulderen, klapper drengen på kinden, kommer og går. Manden giver drengen et tørklæde til det sår som drengen selv har påført armen.

Manden: Bind det om armen.

Drengen: Ja far.

De ser på hinanden. Der opstår en slags ømhed men manden udviser også tegn på irritation og vantro.

Manden: Du er en krykke om benet. Det ved du godt ikke?

Drengen: Jeg ved det godt.

Manden: Du er ligesom en kone.

Drengen: Ja.

Manden: Jeg går et par dage.

Drengen: Bliv!

Manden: Hvis hun kommer igen skal du sende hende væk.

Drengen: Bliv!

Manden: Gentag det jeg har sagt!

Drengen: Hvis hun kommer igen skal du sende hende væk.

Manden forsvinder. Drengen fortsætter med at partere dyret. Indimellem skæver han over til krattet som om han er bange for at kvinden kommer. Mørke.

Scene 5

Drengen sidder med kniven i hånden ensom. Han skæver efter manden. Han sukker. Han kan ikke finde alene-fortryllelsen igen.

Drengen: Jeg troede på ensomheden. Nu kan jeg kun tænke på far. Jeg kan kun tænke på os sammen. Der er fest i Pripjat. Det er udenfor tiden. Det er udenfor de voksnes tidsregning. Far er ikke fuld og han tager mig i hånden og bandet vil spille musik. Der er en rækkefølge. Rækkefølgen er så indlysende at alt andet end rækkefølgen glider af på rækkefølgen. Jeg har drømt om en rækkefølge.

Det pusler i krattet. Ud kommer alkoholsælgeren/ vagabonden. Nu er denne landbetjent. Han holder i hånden de splinternye sko som vagabonden fik tidligere. Han holder dem op i lyset, vender og drejer dem. Så får landbetjenten øje på drengen og går hen til ham.

Landbetjenten: Jeg har fundet de hersens sko. Er det noget du kender noget til?

Drengen synker en klump. Han taber kniven. Han sidder stivnet.

Drengen: Jeg kender dem ikke.

Landbetjenten studerer drengen indgående. Han tager kniven, vender og drejer den med en komisk gestik.

Landbetjenten: Jeg fandt dem ovre i skoven.

Pause. Ingen af dem kan komme videre. Man hører geigertælleren.

Landbetjenten: Jeg bringer dem ind. Det er ikke naturligt. Sko ligger ikke bare og flyder i skoven.

Drengen bliver mistænkelig. Måske er landbetjenten dum eller han spiller dum? Han må have fundet liget af vagabonden. Drengen svinger mellem mistro og fordømmelse af landbetjenten.

Drengen: Hvor kommer du fra?

Landbetjenten: Inde fra skoven.

Drengen: Nej jeg mener hvor kommer du fra?

Landbetjenten: Fra Odessa oprindeligt. Hvis det er det du mener?

Drengen: Det var det jeg mente.

Pause. De tøver. Landbetjenten står med skoene absurd. Drengen begynder at få overtaget over situationen. Han er ved at beslutte at landbetjenten må være retarderet.

Drengen: Hvordan er Odessa?

Landbetjenten: Det er et dejligt sted. Lyst og varmt. Søde piger hvis du spørger mig. Kender du Odessa?

Drengen: Jeg er selv fra Odessa.

Landbetjenten: Nå sådan.

Igen ved begge parter ikke hvad de skal gøre. Landbetjenten gør mine til at bryde op. Pligten kalder.

Landbetjenten: Nå jeg må hellere indbringe dem.

Drengen: I holder ulvebestanden nede?

Landbetjenten: Det er ikke mig.

Drengen: I bringer sko og mordere ind? Ved du hvad? Jeg er ikke fra Odessa.

Landbetjenten: Pligten kalder.

Drengen: Det var mig der slog vagabonden ihjel!

Landbetjenten: De findes ikke længere.

Drengen: Det var mig!

Landbetjenten: Nå jeg må videre.

Drengen farer frem mod landbetjenten. Denne bliver chokeret. Drengen vælter ham om på jorden. Han tager skoene. Han spytter på landbetjenten.

Drengen: Det er mine!

Landbetjenten: (Chokeret) Det kunne du bare have sagt.

Drengen: Du passer på staten gør du ikke?

Landbetjenten nikker lamslået og ydmyget.

Ved du hvad det betyder?

Drengen gentager det hidsigt.

Ved du hvad det betyder?

Landbetjenten ryster på hovedet. Det pusler i krattet. Manden stikker hovedet frem. Han betragter optrinnet.

Det betyder at Stalin knepper dig i røven!

Landbetjenten: Jeg passer bare på området.

Drengen: Det var mig det var mig der slog vagabonden ihjel!

Landbetjenten: Stalin er død …

Drengen: Stalin lever!

Manden kravler ud af krattet. Drengen bliver glad. Landbetjenten bliver skrækslagen. Han mumler noget om forstærkninger.

Manden: Det er godt min dreng.

Manden og drengen stiller sig faretruende svajende over landbetjenten. Denne skælver.

Manden: Hvad laver du her?

Landbetjenten: Jeg indbringer skoene.

Manden: Området er opgivet.

Landbetjenten: Det sidste jeg fik nys om var …

Drengen: Det er sommer din taber … skal vi ikke slå ham ihjel?

Manden: Er det det du gerne vil?

Drengen hopper og danser besat.

Drengen: Ja ja ja.

Landbetjenten ser sit snit. Han stikker af mens manden og drengen snakker. Landbetjenten fiser ud af scenen. Skoene ligger tilbage. Drengen bliver hidsig og vil sætte efter landbetjenten men manden stopper ham.

Drengen: Sikke en taber!

Manden tager skoene op. Han vender og drejer dem. Det er som om han ikke har set så nye sko før. Så ser han beundrende på drengen. Drengen smiler stolt.

Manden: Det var dig der …

Drengen: (Ivrig) Det var mig far.

Mørke.

Scene 6

Alkoholsælgeren alias vagabonden alias landbetjenten er nu en såkaldt likvidator: en af dem der var med til at slukke brande på Tjernobyl. Han bærer en forrevet beskyttelsesdragt. Han vakler. Han er døende. Han ånder tungt.

Likvidatoren: Jeg er færdig. Jeg dør. Jeg efterlader intet. Jeg har ingen børn. Jeg har ingen kone.

Likvidatoren kommer til kvinden og huset. Kvinden er i færd med at save i grenen der går gennem huset. Hun er alene og ulykkelig. Hun får øje på likvidatoren men fortsætter blot arbejdet som om hun ikke rigtig lægger mærke til ham.

Likvidatoren: En kvinde! Et hus! Her vil jeg dø.

Kvinden hører hvad likvidatoren siger, stopper arbejdet. Hun stirrer distræt men trodsigt på likvidatoren.

Kvinden: Du kan ikke dø her.

Likvidatoren snubler. Han ligger og raller. Den umulige dragt er ved at kvæle ham og han forsøger at hitte rede i den. Han begynder at trygle kvinden om at få lov til at dø hos hende.

Likvidatoren: Vær barmhjertig kvinde?? Jeg har ikke set et hus længe. Åh det gør så ondt.

Kvinden ser på likvidatoren. Måske overvejer hun at lade ham dø her.

Kvinden: Du kommer med strålingen. Jeg er ikke parat til at dø endnu.

Likvidatoren: Strålingen er over det hele. Jeg kan ligge herovre. Du vil næsten ikke kunne se mig. Jeg har bare brug for at være i nærheden af et andet menneske.

Kvinden: Det siger de alle sammen. Men du har ret: strålingen er ovre det hele. I fødekæden. I træerne. I vævet. Det er forfærdeligt at tænke på. I floden kommer fiskene i overstørrelse. Og min mælk - det er den jeg tænker på - er blyfarvet. Den er blyfarvet. Jeg kan ikke holde tanken ud.

Likvidatoren får et anfald. Han ligger på jorden og gisper efter vejret. Kvinden forbarmer sig. Hun peger over på møddingen.

Kvinden: Du kan ligge ovre på møddingen.

Likvidatoren: Tak.

Kvinden: Men kom ikke nærmere.

Likvidatoren: Jeg lover.

Likvidatoren kravler over til møddingen. Kvinden fortsætter arbejdet men har besvær med at save grenen over. Hun sveder. Hun bander. Hun smider saven og sætter sig på jorden.

Kvinden: Jeg kæmper med saven men strålingen kæmper ikke. Den er inde i mig. Skyen slog til over Hviderusland. Jeg er ligeglad med Hviderusland. Den er. Den er …

Kvinden rør ved sine bryster.

Kvinden: Her! Her! Åh lige her. Lige meget hvad jeg gør giver jeg strålingen videre. Det er ikke til at holde ud at tænke på.

Man hører likvidatoren ralle. Han er ved at dø. Kvinden hører det, er ligeglad og rør fortsat sine bryster som om hun prøver at heale dem.

Kvinden: Usynligheden det er det værste. Lille barn. Lille barn. Med muterede fingre. Fiskeøjne. Drik ikke mors mælk. Åh. Dø ikke af sult. Kom ikke til verden. Kom til verden. Jeg holder om dig. Vi dør sammen.

Man hører likvidatoren udånde. Kvinden går over til ham, stirrer ligegyldigt på ham. Hun finder en spade og skal til at begrave ham men dropper det. Manden kommer ud af krattet. Han ryster alkohol tremens. Kvinden får øje på ham.

Kvinden: Kom ikke nærmere!

Manden: Har du ikke en tår?

Kvinden: Nej.

Kvinden får en ide. Hun ser slesk på manden, nærmer sig.

Kvinden: Noget for noget!

Manden: Noget for noget.

Kvinden: Jeg rider dig. Sidenhen får du en tår.

Manden: Jeg vil gøre alt.

Kvinden knapper op. Hun sætter sig ovenpå manden der græder stille. Han ryster. Kvinden rider ham og lidt efter kommer manden. Kvinden lukker øjnene.

Kvinden: Mit lille syge barn.

Et kort øjeblik glemmer kvinden at manden er en mand og ikke et barn. Hun vugger ham som et barn og nynner en vuggevise. Manden ryster. Kvinden kommer i tanke om at manden ikke er et barn.

Manden: Giv mig tåren!

Kvinden rejser sig. Hun går ind i huset og kommer tilbage med en flaske som manden snapper ud af hånden på hende. Han drikker begærligt.

Kvinden: Hyæne! Ens alle sammen!

Manden ignorerer kvinden og tømmer flasken. Han får det bedre. Han ser på huset.

Manden: Ved at få styr på huset er man? En dødsfælde!

Kvinden: Forsvind!

Manden: Det kan ikke gå hurtigt nok. Lad mig se. Hvad har du ellers i huset?

Manden går ind i huset, ransager det. Kvinden tager saven og slår ud efter manden men misser. Manden tager saven fra hende og slår hende til jorden. Manden går rundt. Han får øje på den døde likvidator men tager sig ikke af synet. Drengen kommer ud af krattet. Kvinden græder. Drengen forsøger at løbe væk men manden henter ham tilbage. Manden overvejer situationen. Kvinden hulker. Drengen er bange.

Manden: Vi kan leve alle sammen her i huset med saven og aberne. Ha!

Manden fnyser.

Kvinden: Vil du ikke nok lade være?

Manden: I tre små kupeer. Båse. Indimellem når vi har lyst til hinanden kravler vi over hegnet. Et hul der. En hånd der. En mund her.

Drengen forsøger at stikke af igen. Manden slår ham til jorden og lægger ham ved siden af kvinden.

Manden: Det lille hus i skoven. I lysningen. Som Hans & Grete. Fin lille ting. Ulven kommer. Ulven kommer. De tre små grise er ved at dø af angst men ulven beslutter sig for ikke at dræbe dem. Så nu stråler det lille hus.

Manden kommer i tanke om noget. Hans udtryk forandres. Han bliver hadefuld og lidt bange.

Manden: Du tog min sæd kvinde!

Manden sparker kvinden i maven. Hun skriger.

Drengen: Lad være far!

Manden: Jeg er ikke din far.

Kvinden: Jeg vil dø.

Manden ser med foragt på drengen og kvinden. Så forlader han huset og går ind i krattet. Kvinden ånder lettet op. Hun ser på drengen, prøver at komme op men har ondt i maven efter sparket.

Kvinden: Vil du ikke nok blive her mit barn?

Drengen svarer ikke. Så får drengen et epileptisk anfald. Han ryster.

Drengen: De løber gennem skoven dyrene. De er gennemsigtige. De kan tale. Flodhesten den kan kravle. Aberne de kan svømme. Skoven er rød. Løvet er rødt. Dyrene kravler ovenpå skorstenen men bliver skudt ned. Jeg kan se deres øjne. De er røde. Intet dyr er længere det samme dyr. Jeg løber med dem. Jeg har feber. Vi løber ud af skoven. Vi kommer til Pripjat. Vi kan ikke finde lægen. Lægen er død. Lægen er flygtet til Kiev …

Kvinden holder om drengen. Han har fråde ved munden. Anfaldet aftager.

Kvinden: Du har feber.

Drengen kommer til sig selv. Han “opdager” kvinden og vrister sig fri. Et kort øjeblik tøver han. Så løber han ind i krattet. Kvinden stirrer efter ham. Hun sidder på knæ. Hun græder.

Kvinden: Mit barn forlad mig ikke!

Der bliver stille. Man kan høre geigertælleren. Mørke.

København 28.4.2011.
Copyright Kasper Nørgaard Thomsen

Kasper Nørgaard Thomsen PRIPJAT

Skuespil i 6 scener.

Personer:

Manden
Kvinden
Drengen
En Alkoholsælger/ Vagabond/ Landbetjent/ Likvidator

Stykket foregår i Ukraine (Pripjat) i den forbudte zone efter katastrofen på Tjernobyl. Scenen er en skov. Der er et hus “gennemboret” af naturen. Drengen kommer ind og går omkring. Han er alene. Han er glad. Han går og undersøger naturen. Han finder en blomst, tager den op og studerer den længe.

Scene 1

Drengen: Jeg er vild af natur. Nej jeg er ej! Han skriger det igen: jeg er vild af natur. Nej jeg er ej!

Pause

Den sibiriske tiger! Den sibiriske tiger. Den sibiriske tiger kommer ikke mere. Den kommer ikke mere.

Drengen hører noget og farer sammen. Han holder hånden op i luften, svinger den rundt to gange indstuderet som om han besværger. Det er et varsel mod onde ånder. Han lytter. Kvinden lusker ind på scenen, sætter sig i krattet, skjuler sig. Hun holder sig for munden, hun er ophidset.

Drengen: Jeg hørte ikke noget for jeg hørte ikke noget.

Drengen ser en sidste gang over mod krattet. Han kører hånden rundt på maven tre gange, han tæller mens han gør det. Så vender hans bevidsthed tilbage til uskylden, til idyllen omkring ham. Han begynder igen at studere naturen, ustrengt, fornøjet. Drengen taler med sig selv.

Der er en svane. Der er Lange Jan. Der er i tusinder og atter tusinder af blomster i Pripjat. Du bliver aldrig færdig med at tælle dem, dreng. Du er en dreng, og derfor er du glad, og når andre drenge kommer, er du ikke glad. De går gennem haven. De kommer helt forkert. Det ved du godt. Du siger det igen. Det er fordi du er en dreng. En dreng kan gå rundt i haven. Resten af lyset kommer ikke længere. Det er min lykke. Når det bliver mørkt sover jeg. Det er mørkt, og uglen kommer frem. Det var svært at vænne sig til. Dens øjne skinner. Men den siger jeg kan sove trygt. Det er de andre man ikke skal komme i nærheden af. I nærheden af floden går det fint, men alle skal drikke. Nå, nu vil jeg ikke tænke på det længere.

Drengen vender sig igen mod naturen. Han blinker let med øjnene som om han prøver at holde noget væk, er genereret af noget. Han tager en blomst op, holder den tæt på øjnene, og glider ligesom ind i koma, forsvinder let.

Drengen: Hej blomst. Nu hvisker jeg det: hej blomst. Hvad hedder du? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke gået i skole. Jeg har hørt om skolen, men ikke været der. Skolen ligger på den anden side af grænsen. Skolen ligger på den anden side af skoven. Skolen den ligger i Hviderusland. Selv børn ved det: man kan sende alle bort. Ja. Sådan er det. Det er godt her.

Drengen gaber, strækker sig. Han lægger sig ned - inden da placerer han omhyggeligt blomsten ved siden af hovedet, det er igen som en besværgelse. Han ligger en stund. Der er helt stille. Drengen hører en lyd, ser over mod krattet, hvor kvinden sidder skjult, ud mod publikum, bliver tryg og ligger igen.

Drengen: Det er en sang. Det er en remse. Det er den søde nat, der kommer. Det er den søde nat, der kommer. Men lyset er ikke væk. Det sparer på kræfterne. Det har fortalt uglen det efter et besøg. Men ingen får at vide hvorhen. Det er gået et sted hen. Det er ikke bange. Det hviler sig. Ah, det hviler sig. Når Ronald er bange siger han at han ser den orange dæmon slå lyset. Det er for meget at tro på, og jeg tror ikke på ham. Jeg holder mig for ørerne. Det er pjat, Ronald. Det er pjat, Ronald. Godnat!

Drengen holder sig for ørerne. Han ligger lidt uroligt. Så bliver han afslappet og falder i søvn, hvorefter kvinden begynder at pusle i krattet. Hun kommer frem, bærer et underligt dress, arkaisk og kort, nøgne ben. Hendes hår er pjusket. Hun stirrer på drengen, tager bestik af omgivelserne, der forekommer farlige for kvinden, springer hen til drengen og stirrer på ham. Hun klapper hænderne sammen lidt som en besværgelse.

Kvinden: (mumler) Nu kommer Ronald ikke mere, nu kommer Ronald ikke mere.

Kvinden sætter sig lydløst ved det sovende barn, begynder at tage ting ud af en taske: en banan, en kniv, finder en krøllet hagesmæk frem. Måler den. Så nynner hun stille:

Sov sødt lidt barn
Sov sødt lille barn
Sov sødt lille barn
Mor er her.

Kvinden kommer i et mærkeligt affekteret, infantilt mood; hun er ved at kaste sig over barnet af bare passion, men griber sig i det. Barnet/drengen fornemmer noget, rører sig i søvne, men sover så videre. Kvinden lægger sig ned ved siden af drengen og forsøger at sove. Indimellem klør det på hende, og hun kradser med en hurtig bevægelse.

Kvinden: Satans! Ups.

Kvinden ser på drengen. Han har ikke hørt noget. En orange måne gløder. Kvinden lægger forsigtigt et tæppe over drengen. Kvinden og drengen sover. I søvne mumler drengen:

Den Sibiriske tiger
Kommer ikke mer
Den sibiriske tiger
Kommer ikke mer.

Og kvinden mumler i søvne:

Sorgen
Den kommer ikke mer
Sorgen
Den kommer ikke her.

Drengen vågner og stirrer forundret på kvinden. Så sætter han af, forsøger at flygte, men kvinden fanger ham rovdyragtigt og holder ham fast. Drengen skriger. Kvinden ryster ham.

Kvinden: Du skal blive her!

Drengen: Slip mig! Jeg vil væk!

Drengen vrister sig løs, og det kommer til tumult inden kvinden kontrollerer ham igen.

Kvinden: Du skal blive her.

Drengen begynder at græde. Han bliver slap i kroppen og kvinden slipper ham. Han falder ned på jorden, ligger stille.

Kvinden: Du skal blive her.

Drengen hulker. Han lægger sig i fosterstilling.

Kvinden: Tror du det er godt at ligge alene? Så tager du fejl. Hvad de end har sagt tager de fejl. De er fordømte. Fanden tage dem! Bilder et barn alt muligt ind. Ligger og hulker når man tager ham op. Det er en omvendt verden. Det er forkert.

Kvinden bliver hidsig, stamper i jorden og tæller fem stamp som en besværgelse. Så går hun hen og skræller bananen, tilbyder den hektisk til drengen, der ryster på hovedet. Kvinden ryster på hovedet. Så sætter hun sig ved siden af drengen, og de slapper lidt af. Man kan høre fugle, lyde fra skoven, og kvinden lytter efter, kører hånden hen over drengens hoved.

Kvinden: De kommer ikke! De kommer ikke. Det er kun i hovedet de kommer. Det er en tønde. Det er affaldet, længere kommer jeg ikke. Du skal ikke være bange nu. Mor er her. Mor er her.

Kvinden hugger ud efter bananen, ser ind i krattet. Hun virker nervøs. Tæller sekunder.

Kvinden: Satan! Så kom med det: hvad har de sagt til dig?

Drengen tier, er bange. Han ser væk. Han overvejer igen at flygte, men skønner det umuligt. Kvinden bliver irriteret da drengen ikke svarer, og puffer til ham.

Kvinden: Kom med det! Jeg venter. Hvis du er et naturbarn overlever du ikke - så sig ikke det. Jeg gør dig ikke noget.

Kvinden åbner munden, viser sine tænder, kører en finger hen over dem. Drengen ser skrækslagent på kvinden. Kvinden bliver øm:

Kvinden: Kom nu med det, lille skat. Kan du ikke se at jeg ikke gør dig noget?

Drengen: Alle gør alle noget.

Kvinden griner.

Kvinden: Har de sagt det?

Drengen: Selvfølgelig.

Kvinden griner igen, stryger drengen over håret. Kvinden mærker på sine egne bryster, holder dem op ad som om de er faldet ned.

Kvinden: Man skal ikke tro på hvad de siger; de siger så meget. Så er månen en ost, så orange på grund af strålingen; så var skoven rødere end normalt, og så blev fiskene i floden mere underlige i adfærd. De siger så meget. Man kan ryste på hovedet. Man kan gå væk og ryste på hovedet, men det nytter ikke noget at skrige ad dem. Jeg hørte dig skrige før; det nytter ikke noget. Man skal hellere fungere stille. Det vil jeg lære dig. Det kommer ikke dig ved. Jeg er her nu.

Kvinden ryster på hovedet, verfer tankerækken væk, men hun tror ikke helt på det. Hun ser nervøs ud, ser ind i krattet. En mand kravler ind i krattet. Har kvinden set ham? Hun stirrer på krattet, men glemmer så krattet og ser på drengen. Hun siger mest henvendt til sig selv:

Der kommer så meget og går. Det er sådan kærligheden er, det er sådan tønderne med gift er. De har ben på. De har så meget. Det kommer og går, og hjernen får og får. Hihi: den får og får. Det er derfor remser varer mere end hundredetusinde år. Har du lært remser?

Kvinden er synderligt forvirret.

Drengen: Jeg elsker remser.

Kvinden: Kom så med en.

Drengen: Nu kan jeg ikke komme på nogen.

Kvinden: Du skal have skolepengene igen.

Drengen er usikker; kvinden er nervøs, manieret; drengen prøver med en remse, men går i stå.

Kvinden: Kom så med en!

Drengen: Jeg kan ikke når du presser. Åh. Giv mig et øjeblik.

Drengen anstrenger sig, forsøger at presse ord ud mellem læberne.

Drengen: Det er så rart her/ at gå med blomster/ at gå med blomster/ i alle farver …

Kvinden afbryder drengen, er synligt irriteret.

Kvinden: Det skide aleneliv. Gå her med blomster. Hvem fanden har lært dig det? De fiskehjerner er drevet i havet. De gløder som elpærer, og bliver ædt af maren. Fanden tage dem. Bare en dreng! Gå med blomster. Få i fred. Det skal jeg have ud af hovedet på dig.

Kvinden stirrer på drengen, der bliver bange. Han ser væk.

Drengen: Det var bare noget der kom.

Kvinden: Det var bare noget der kom. Og nu er jeg færdig med den rom. Færdig med den rom. Det må du kunne gøre bedre, lille ven?

Drengen: Jeg kan prøve.

Kvinden leder efter tasken, ser væk, roder i tasken, finder en flaske rom. Drengen ser sit snit til at flygte. Så drikker kvinden glubsk, så fanger hun drengen og binder ham med et reb, der ligger på jorden. Drengen stønner.

Kvinden: Din lille satan. Nu kommer du ikke videre.

Drengen: (svagt) Jeg kan prøve.

Kvinden lægger ham ned på jorden, arrangerer sig selv ved siden af ham.

Kvinden: Nu skal vi sove.

De falder i søvn. Kvinden ånder tungt ud og ind som om hun slås med et mareridt. Drengen vender og drejer sig i søvne. Man hører en klikken, der bliver højere. Det er lyden af en geigertæller. Kvinden pruster let i søvne. En orange måne blinker let inden den fuser ud. I søvne forsøger drengen at løse rebet op. Hans forsøg kommer til kort.

Kvinden: (i søvne) Forbandede moskitoer! De er alle vegne. De lugter blod. De kommer. De kommer gennem tæppet. Jeg kan ikke forsvare mig. Aberne ser det. Aberne kommer. Aberne kommer for at bedække mig. Jeg vil ikke have jeres børn.

Drengen hører kvinden snakke i søvne, han vågner. Han sætter sig op, men rebet strammer. I samme øjeblik får han øje på manden, der kommer ud af krattet. Han kommer hen til kvinden og drengen, ser distræt på den vågne dreng inden han finder flasken med vodka. Han drikker glubsk. Han tømmer flasken og signalerer til drengen at han skal være stille. Så sætter manden sig på hug, stirrer ned på kvinden, begynder at grine. Man hører geigertælleren øge tempoet: den tæller ned ligesom en gyserscene. Så sætter den ud. Kvinden vågner med et spjæt, får øje på manden og begynder at skrige. Manden kvæler kvindens skrig ved at placere hånden ovenpå hendes mund. Drengen forsøger at flygte, men kan ikke komme fri af rebet.

Manden: Jeg gider ikke høre mere lort. Du holder kæft. Du holder bare kæft. Og du sidder stille.

Manden peger på drengen, han er rædselsslagen.

Manden: Ellers kalder jeg på aberne. De kan holde fest at I ved det.

Manden slår en skraldlatter op. Han begynder at gennemrode kvindens taske, smider tingene ud. Finder en neglefil, som han holder op i lyset. Han smider den på jorden, ser skuffet ud, ser skuffet ud som en abe, der forventede at finde en banan.

Manden: Hvor er det? Say me where the fuck it is?

Kvinden: (hvisker) Hvad?

Manden: Sprutten!

Kvinden: Der er ikke mere.

Manden: Der er ikke mere? Fuck! Så må vi hellere kalde på aberne, ikke sandt?

Manden flår kvinden op, drejer hende i retning mod krattet som om aberne sidder derinde og venter. Kvinden er skrækslagen.

Manden: Kan du se dem? Kan du høre dem? De forbereder et party. De kommer alle sammen. Store som små. Nu skal du få siblinger. Flere end du nogensinde har drømt om. Kom, spred benene: festen begynder.

Manden åbner kvindens skræv, vender det mod krattet. Han pruster. Han er beruset og kan næsten ikke holde kvinden. Kvinden signalerer noget til drengen, der ikke forstår hvad hun mener. Drengen prøver at komme fri. En ugle tuder langvarigt. Drengen gestikulerer i retning lyden.

Manden: A whole big bunch. Som du kan lide det. Alle sammen. Her og nu. I lejren. The more the merrier. Alle pakkenellikerne. Op med dem, ud med dem. Hen i departementet for søde sager. Lidt til den søde tand. Det er sådan du vil have det, ikke?

Kvinden: Det er sådan det skal være, herre.

Manden: Jeg er din herre!

Kvinden: Du er min herre.

Manden: Og det er vores afkom.

Kvinden: Det er vores afkom.

Manden forlader kvinden, han går hen til drengen, giver ham en lussing. Så virker han opgivende, ser sig om efter flasken.

Manden: Hvor er den?

Kvinden signalerer igen noget til drengen, men han forstår ikke hvad hun mener. Manden ser ikke noget. Han snubler, losser til en gren. Så får han en ide, lyser enfoldigt op og begynder at binde kvinden og drengen, bakser med rebet. Da det er gjort sender ham dem i hver sin retning, idet han holder seletøjet som om kvinden og drengen er trækdyr. Kvinden og drengen lusker ud i hver sin retning, er forvirrede og ved ikke hvad de skal.

Manden: Nu gennemsøger I krattet. Nu gennemsøger I hele den forpulede natur og finder noget sprut til far her. Forstået?

Kvinden og drengen nikker tjenstvilligt og begynder at lede efter sprut. De vender hvert et blad. Drengen holder et blad op, stirrer på det. Forsvinder. Manden er distræt. Han har sat sig på jorden. Han bøvser. Han piller sig i skridtet, finder så neglefilen frem og giver sig til at file sine tænder så de kan blive skarpere.

Drengen: Det løber, det løber gennem årerne i bladet. Ud i floden. På tværs af fisken, og så ind i mig. Jeg kan ikke se det. Jeg kan ikke høre det. Jeg kan ikke mærke det. Men det er inde i mig. Ligesom jeg lå inde i hende. Det er så længe siden. Det er et forfærdeligt kredsløb. Det er ældre end aberne. Det er ældre end kolkhosen. Det er næsten ældre end verden.

Manden hører at drengen snakker ud i luften. Han tysser på ham. Så bliver manden træt og gaber. Kvinden signalerer det til drengen. De leder kalkuleret videre, idet de skæver til manden. Så falder manden i søvn, og kvinden begynder desperat at komme fri af rebet. Manden vågner, ser hvad kvinden er ude på og går hen til hende og losser til hende. Kvinden klynker.

Manden: Jeg slår dig ihjel!

Drengen: Gør hende ikke noget.

Manden: Gør hende ikke noget.

Manden bliver utålmodig. Han firer kvinden og drengen til lejren, anbringer dem som dukker, en kunstig opstilling, som han et øjeblik fortaber sig i.

Manden: Nu sidder vi alle sammen her. Nu sidder vi alle her og venter på aberne. En lille familie. Ikke et øje er tørt, og kvinden kommer tørt. Kommer du tørt nu, kvinde?

Manden griner, dasker til kvinden, der sidder musestille.

Manden: I sit rette element. Og så siger hun ikke en skid. Kan ikke vente på at aberne kommer. Kan slet ikke vente. Kom frit frem! Der er tingelingelater i Pripjat, og tombolaen er åben. Men hvad skal du have? Hvad drømmer du om? Hvad forventer du? Kan du huske noget?

Manden peger på drengen. Drengen svarer ikke.

Manden: Du er for ung. Du kan ikke huske tiden før 86. Nu skal jeg sige dig noget: der var centralvarme, der var statssprut. Det var gode tider. Man byggede et pariserhjul. Det var det største i hele Ukraine. Man troede ikke sine egne øjne. Man kom sent hjem. Man fik fældet færre træer, men kvoterne kunne rykkes. Men du er en lille lort. Du kan ikke huske det. Du tror det hele står og falder med røde graner og små ulveunger, der løber omkring i skoven. Du tror skoven er uendelig. Tror du ikke skoven er uendelig, min dreng?

Drengen: Jeg tror skoven er uendelig.

Manden: Du har ikke set andet?

Drengen er bange, snakker manden efter munden. Det kommer mekanisk ud når han siger noget.

Drengen: Jeg har ikke set andet.

Manden: (henvendt til kvinden) Han har ikke set andet.

Pause. Manden sukker, falder væk. Han ser sig om efter noget. Han savner alkohol. Pludselig hører man en fløjte, og en mand kommer gående med en stor hat på hovedet, en høvisk mand: han råber på en munter, indtagende måde at han sælger alkohol. Manden strækker en finger i vejret. Sælgeren kommer hen. Manden gennemroder kvindens taske og finder et ur som han giver til sælgeren. Sælgeren bider i uret, nikker, og giver manden et par flasker. Manden lyser op som et lille barn.

Manden: Jubiii! Se her. Der er nok til natten og katten. Kom så I lede missekatte. Kissssch. Missekat.

Manden griner, åbner en af flaskerne med tænderne og tager en stor slurk. Så sidder han og nyder virkningen, strækker sig velfornøjet.

Manden: Det kommer du ikke til at savne.

Kvinden: Hvor kom han fra?

Manden: Ud af det grønne.

Kvinden: De gør opmærksom på at der vandrer illegale sælgere rundt. Sommetider prætenderer de at være hellige mænd, men når de kommer tæt nok på slår de en ihjel. De siger det igen og igen.

Drengen: Hvem?

Manden: De siger så meget. De siger vi æder for meget kød. De siger der er for meget korruption. For meget hugst. For meget våbenhandel. Organhandel. Lyssky handlinger. Asociale missionærer. Faldbyden for vest. Faldbyden for øst. Faldbyden mig i røven. Jeg har hørt dem sige at iranerne har bombet Odessa. De har erobret hele Krim. De har …

Det bliver for meget for manden. Det bliver for højtravende, og han klør sig i hovedbunden. Så drikker han glubsk, stirrer ud i luften. Han bliver melankolsk og kommer til at se på kvinden og drengen bundne. Han holder flasken ud så kvinden kan drikke. Hun ser sig omkring, er på vagt - så tager hun flasken og drikker. Da hun har taget en stor slurk bøvser hun. Hun får et andet glimt i øjnene. Det er mere udfordrende, mindre bange.

Kvinden: Op i røven med iranerne!

Manden og kvinden drikker hurtigt. De bliver påvirkede. Drengen sidder og stirrer ind i mørket. Indimellem får han en ide, men den fuser ud. Måske fokuserer lyset; man ser skiftevis drengen ensom og manden og kvinden, der “kommer nærmere og nærmere hinanden”. Drengen kæmper med søvnen; hans øjne bliver tunge og falder efterhånden i. Han sover; manden og kvinden ser det ikke. De drikker og bliver fulde. Manden er begyndt at tage på kvinden. Hun bemærker det næsten ikke. Begyndende musik høres: det er - kabaretagtigt, cirkusagtigt, men skramlet, rustent. Manden og kvinden vugger sagte til musikken.

Manden: Jeg kan huske … jeg kan huske en tur til Odessa. Vi kørte i tog. Vi drak som svin, og træerne blev lysere. Det var sommer. Nattens sang kom ind i vognen, helt ind i albuerne. Vi var brødre. De andre var røvhuller. Vi talte om de hvide gardister der lå tilbage på marken. De sagde ikke en skid. Vi sang. Og kom til byen. Kom til havnen. Så trapperne. Potemkim længe leve råbte vi og faldt ned ad trapperne. Ingen kom til skade. Vi er ikke blødere. Immunforsvaret holder. Vi falder hinanden om halsen. Over sydens lys lyder vores stemmer. Det er sådan en nat man rykker nærmere hinanden. Kender du det?

Kvinden: Jeg kender det.

Manden tager flasken, drikker. Hans øjne svømmer rundt. Han bliver pludselig gnaven. Han ser på kvinden mistroisk.

Kvinden: Jeg kender det … når træerne rødmer. Når aftenlyset lukker os inde i tusmørket. Når cikaderne stiger op af jorden. Når man drømmer. Når man stiger ned til havet med en løsfældig dragt. Håret svingende. Der er andre på stranden. Sulten er udelukket. Hele kroppen smelter sammen med lyset. Jeg kan ikke få nok af det lys. Jeg har set det lige siden. Det liv redder menneskeliv det er jeg sikker på. Det er som om det er blødt men at det svømmer uhindret ind i kroppen. Uden en krop dør en kvinde. Jeg kan ikke være pioner. Det udelukker lyset …

Manden: Jeg gider ikke snakke om pionerer.

Kvinden: Heller ikke mig.

Kvinden læner sig ind til manden. Han drikker. Kvinden ser på manden. Han drikker videre som om han har glemt kvinden. Så kommer han i tanke om hende og puffer hende væk.

Kvinden: Jeg vil også drikke.

Manden giver hende flasken. Den skramlede musik afløses et kort sekund af en dissonans, en hvinende teknisk lyd - derpå fortsætter gøglermusikken. Manden og kvinden har ikke opfattet afbrydelsen. Drengen hører intermezzoet. Halvt i søvne sætter han sig op; så falder han i søvn igen. Alkoholsælgeren går forbi manden og kvinden, men de ser ham ikke.

Manden: Der er ludere og der er lommetyve. Der er masser af steder at spille. Der er det blinkende blå vand. Der er en følelse af at historien vogter over en. De er alle kommet til Odessa. Turkmenere, jøder, armeniere, englændere, tyskere. Hvad er det med Odessa?

Kvinden: Det er lyset.

Manden hører ikke hvad kvinden siger.

Manden: Det er det mest koncentrerede sted på kloden. Man mærker det når man kommer. Det er alle som en. Og her går man med rem og seler, og så kommer Odessa … Odessa opstår, ligger lige der … som en musling med en perle indeni. Odessa giver mig ståpik. Den skinner som en nøgen kvinde på en strand.

Manden ser på kvinden. Hun ligger henslængt over ham. Hun venter på at manden giver hende flasken. Hun har åben mund. Hun åbner sin taske, tager læbestift på. Rød læbestift. Manden bliver interesseret og begynder at tage hende på brysterne. Han tager kvindens hånd og anbringer den i skødet. Han lukker øjnene og nyder “rusen”.

Kvinden: Tog du hende så … der på stranden?

Manden har ikke hørt kvinden. Han stønner let. Så kommer han atter i tanke om kvinden, der ligger på ham (skoven). Igen puffer han hende væk.

Manden: Så var der ikke flere penge tilbage. Så er byen en anden. Så er Odessa forandret. Så er Odessa grim. Så stinker den. Man går ned til havnen. Man skal for helvede ikke til Istanbul eller Constanta, vel? Så får man hyre alligevel. Kalotten strammer. Man skovler suppe. Man returnerer til Odessa. Kulisserne er anderledes. Det historiske skær er væk. De flade trapper fører ned i afgrunden. Man kommer og går hos en luder, og kalotten bliver mere og mere gusten. Det er der, på bunden. Det er der, på bunden, jeg fandt ud af … vi lever ikke sammen. Vi er hver for sig. Det de siger er en løgn. Det de sælger er en løgn. Postkort. Sejlads på floden. Det gør en mand stærk. Når han ved han ikke kan leve med andre. Når han ved han ikke gider leve med andre. De andre det er noget man æder.

Manden ser sultent på kvinden. Han hiver hende op på skødet, og hun følger med. De drikker. De stirrer ind i mørket. Musikken stopper. En orange fugle kan ses. Så forsvinder den.

Kvinden: Leve sammen med andre.

Manden: Det er perfekt at gå i hundene i Odessa. Det kender kvinder ikke. Eller gør de?

Manden ser på kvinden. Hun tysser på ham, fører flasken op til hans mund, næsten som om han er en baby.

Kvinden: Det kender vi ikke noget til. Jeg vil være sammen med dig. Det er dig der er kommet. Det er dig jeg vil være sammen med.

Manden er blevet fuld. Hans øjne tilter rundt. Han taler usammenhængende.

Manden: På bunden lyser verden. Den står i en klokke, ovenover hovedet. Det er et smukt lys. Det er det. Det gør så ondt. Og man bliver forelsket i en luder. Hun holder dit hoved. Hun tager dine sidste penge. Er det ikke sjovt? Det var det de advarede om. Det står på side et. Du lærer side et at kende. Hun forråder dig. Du har ikke flere penge, i bad har du ikke været længe. Du sulter. Sultenglen kredser om dig. Du har ikke andre.

Kvinden holder om manden, giver ham noget at drikke.

Kvinden: Skat. Sov nu blot.

Manden falder i søvn. Kvinden får et mere frisk udtryk i øjnene. Hun lytter. Så banker hun flasken ned i hovedet på manden. Han får et sår, bløder, besvimer. Kvinden binder sig selv fri, binder derpå manden. Ser over til drengen, der sover videre. Så åbner hun den næste flaske, skåler olmt med mørket.

Kvinden: Lede mandesvin! I har ikke rykket jer en meter. I kunne ikke bo sammen med en beostær.

Manden vånder sig. Kvinden banker ham i hovedet igen. Han går ud som et lys.

Kvinden: Gad vide hvad du havde gjort med os?

Kvinden mumler det flere gange.

Gad vide hvad du havde gjort med os?

Så drikker kvinden videre, falder så i søvn ved siden af drengen som hun har lagt sig ved siden af. Pause. Der bliver mørkt. Man hører geigertælleren. Geigertælleren sammen med indåndinger, snorken.

Scene 2

Kvinden vågner. Hun ser på drengen, så manden. Hun leder efter flasken, tømmer den. Så går hun til manden, begynder at onanere ham. Han vågner skrækslagen. Kvinden sætter sig ovenpå ham og rider ham. Hun ser på manden med kolde, beslutsomme øjne.

Kvinden: Jeg rider dig. Nu skal jeg forpulet ride dig indtil solen går ned. Kan du lide det, lille skat?

Manden kæmper for at komme fri, men kan ikke komme fri. Han er bange. Stønner.

Manden: Det gør du ikke.

Kvinden: Jeg gør det.

Drengen vågner med et sæt. Han får øje på manden og kvinden. Kvinden rider manden manieret med et vildt udtryk i øjnene. Drengen prøver at vende sig, se væk. Man kan høre geigertælleren.

Drengen: Der var en lille fugl. Der var to små pipfugle. De er brødre. Nej, de er søskende. De flyver væk sammen. De er højt oppe i luften. Himlen er blå. Ja, himlen er blå. For der var en lille fugl, der var to små pipfugle …

Kvinden: Hold kæft. Kan du ikke se jeg arbejder. Kan du ikke se jeg gør noget for menneskeheden? Kan du ikke se at far nyder det?

Kvinden stopper med at ride manden. Hun ser på drengen. Drengen ser på hende. Han er opløst, fuld af sorg. Alkoholsælgeren kommer frem, han stiller sig hen til kvinden og manden som om det hele er naturligt. Han vifter med flaskerne.

Kvinden: Find nogen penge frem!

Drengen får med besvær fat i tasken, finder en krøllet seddel frem som han giver til sælgeren. Sælgeren afleverer to flasker og forsvinder. Kvinden fortsætter med at ride manden. Manden nyder det, føler sig voldtaget; kæmper med modsatrettede følelser. Han mumler, stønner.

Manden: Åh! … Han lever. Stalin lever. Og der var statssprut. Det flød i rigelige mængder. Åh. De kjoler. Små snipper. Der var tid nok. Han lever. Han sad på slottet. Han lod mælk og honning flyde sammen, og vi sidder … som små statuer for neden … han har en pegepind … far … du kommer med pinden, med store planer … dit skæfte forandrer det hele … en hel befolkning taget i ed … du er så stor …

Kvinden: Nu stopper du!

Manden: Formanden har en kappe … den når helt ned til jorden. Der kommer dyr på markerne. Vi går i krig. Vi drømmer om Stalins uniform. Det er syndigt. Men vi vender tilbage. Vi kæler for dig. Vi siger det sent om natten. Det hele flyder sammen: deportationerne af jøderne, de små piger på marken. De små huse. Flasker smukkere end forårsudstillingen. Fællesskabet giver vi al sæden.

Manden “finder ud af” at han snakker i vildelse. Han kommer til sig selv. Han stirrer på kvinden, hun rider ham fortsat. Så mærker manden at han er ved at komme og vender det hvide ud af øjnene. Han kommer. Kvinden lukker øjnene.

Manden: Fuck Stalin.

Kvinden: Det er inde i os. Han er inde i os. Han bliver taget i røven på et partikontor i provinsen. Han nyder det. Stalin kommer. Han er iført en trikot. Han er pædofil.

Kvinden får et grusomt blik i øjnene. Hun rejser sig fra manden, der ligger livløs.

Kvinden: Det var det. You sick fuck: Stalin. Det er noget du har fået ind med modermælken.

Manden: Med modermælken. Thi der flyder en kilde, men udspringet er Stalin. Fra ham opstår resten af livet.

Kvinden får nok af at høre om Stalin. Hun går hen til krattet, finder en kæp og slår manden indtil han er bevidstløs.

Kvinden: Alene! Uden ham. Han kender kun til pisken. Han er et trækdyr. Men for enden af partikontoret ligger der død for alle kvinder. Jeg kan ikke se nogen forskel. Der er massegrave. Der er partikontoret. Der er Stalin. Der er det de siger. Der er det de ikke siger: enten lænker eller pisk. Hvor jeg elsker skoven nu. Det er det virkelige liv.

Kvinden ser sig omkring. Han ser på drengen, hun er mildere nu. Da hun ser på manden, der ligger og flyder, udviser hun dog foragt.

Kvinden: Har du hørt om Stalin? Ikke? Du skal ikke høre om Stalin. Der er stråling nok i forvejen. Du skal ikke høre på far. Han kender ikke til andet. Han kender ikke til andet. Nu skal du se: nu tager vi dem - far og Stalin - og kaster dem i floden. Ud til gedderne med dem. Så nu forsvinder de. De tager sygdommen med. Parlamentets takkede røvhul. Manifestets takkede røvhul. Kom!

Hun går hen til drengen, binder ham op og fører ham over til huset. Der stikker en gren ud ud gennem vinduet. Hun anbringer drengen foran huset. Hun går hen til manden, stirrer på ham; så går hun hen til huset igen. Hun ser ømt på drengen.

Kvinden: For nu skal du have en lillebror. En lillebror vil jeg give dig. Er det ikke rart?

Drengen nikker. Han er slukøret. Han drømmer sig væk.

Kvinden: Men hvad skal vi gøre med ham?

Kvinden tænker. Hun bliver forvirret, går ind i huset, kommer ud med en kande, ser på den, stiller den på jorden, arrangerer forvirret tingene i huset.

Kvinden: Det er godt nu. Lillebror er på vej. an skal være her med os. Og vi skal være frie. Vil du ikke gerne være fri?

Igen nikker drengen. Han er slap. Han sidder og tænker. Han ser længe på kvinden som om han er ved at vænne sig til tanken om at han ikke kan komme væk.

Drengen: En lillebror.

Kvinden: En lillebror. Han dufter af vanilje. Kan du huske duften af vanilje? Det kom fra Odessa i store hvide sække. Og når de sprak blev vi hvide i hovederne. Vi stod i en kæde, og den ene sæk fulgte den næste. Det er os kvinder der synger. Hele vejen til Odessa.

Drengen: Nu vokser han indeni mors mave. Det er godt.

Kvinden: Nu har han lavet puha; sikke han stinker. Men se nu her: nu kommer jeg med stofbleen, med ganen fuld af vanilje. Og der er pudder-skyer. Op op i et væk! Hold så op med at sprælle.

Kvinden går hen til krattet. Hun finder en stor kæp, som hun begynder at brække i mindre stykker. Hun går i gang med et lave et hegn. Manden vågner, vånder sig. Hun ser ned på sit blottede underliv. Han er forvirret. Han ser over mod huset, hvor kvinden og drengen er. Kvinden opdager at han er vågnet. Hun begynder at ae sin mave, kører hånden rundt i store demonstrative cirkler.

Manden: Du slår mig ihjel.

Kvinden: Du er allerede død. Du er en ubrugelig rotte. Du er bundet op på Stalin din svagpisser. Nu kommer jeg og slår dig ihjel.

Drengen: Det må du ikke.

Kvinden: Skal vi bare sende ham væk?

Drengen: Vi skal bare sende ham væk.

Kvinden: Så gør vi det.

Drengen: Jeg har aldrig hørt om Stalin.

Kvinden begynder at kæle drengen, moderligt. Så bliver hun liderlig og kæler for drengens pik. Hun smiler til ham.

Kvinden: Nu skal du ikke tænke mere.

Hun kæler videre. Drengen nyder det og læner sig ind til kvinden. Manden ser på dem, får nok og begynder at skrige. Kvinden bliver irriteret. Hun går hen til manden, får ham på benene.

Kvinden: Nu er det nok! Nu bliver du sendt ned ad floden. Væk!

Manden simulerer at en bølge tager ham og bærer ham væk. Han kredser rundt på scenen, skyller så ind i krattet hvorfra han fortsat betragter kvinden og drengen. Kvinden fortsætter med at kæle for drengen, der kommer ud kvindens hånd. Hun tager sæden op til næsen, smager på det, slikker det i sig.

Kvinden: Det smager godt. Det smager af baby. Du er lige til at spise.

Drengen ligger med lukkede øjnene. Kvinden fortsætter med at arrangere diverse ting. Begge ser lykkelige ud. Kvinden tager sig til brysterne. tjekker dem for mælk. Så stoppere hun to små puder ind hvor brysterne er og således ser de større ud som om kvinden er højgravid. Hun ser stolt ud.

Kvinden: Nu har vi alt hvad vi behøver. Åh, jeg er så lykkelig. Er du også lykkelig?

Drengen: Jeg er lykkelig.

Kvinden: Der dufter af talkum her, og babydrengen spræller med benene. Det hele er hvidt. Lover du at du ikke render væk?

Drengen: Jeg lover.

Kvinden: Sværger du?

Drengen nikker. Han stirrer sorgfuldt væk fra kvinden, der opdager det fravendte blik, vender ansigtet mod sig. De stirrer længe tomt glanende på hinanden. Kvinden gyser.

Kvinden: Dit blik. Dit blik det er så … forbandede dialekter. Det stopper ikke kødet. Det stopper ikke kødet.

Kvinden griber ud efter drengen, tager ham op til brystet, knuger ham. Hun er ved at kvæle ham mod brystet.

Kvinden: De er stadig flotte! De er stadig flotte synes du ikke? Sig at de er flotte.

Kvinden bliver barnagtig, gentager: sig de er flotte, hysterisk.

Drengen: De er flotte.

Drengen hoster efter kvælningen. Kvinden masserer brysterne med drengens hænder.

Kvinden: Jeg er åben. Jeg er din. Hvis du render væk slår jeg dig ihjel. Hører du? Slår dig ihjel.

Drengen nikker bange. Begyndende stille begynder Kraftwerk med sangen “Radioactivity” Begge hører musikken, måber.

Drengen: Hvad er det? Hvor kommer det fra?

Kvinden: Det er musikken.

Drengen: Jeg kan ikke lide musikken.

Kvinden: Hvad er musikken? En ulv, der tuder? Der er kommet så mange ulve. Det er ikke en fis i en hornlygte. Der er kommet så mange ulve. Det hele er blevet så ærligt. Det ødelægger musikken ikke. Kom lad os danse!

Kvinden tager drengen, fører ham lidt manieret rundt. Han stirrer ud i mørket. Kvinden ser det, giver ham en lille lussing og ser ham ind i øjnene. Igen ser de tomt på hinanden, fremmede for hinanden.

Kvinden: Det er ikke udenfor. Det er ikke udenfor det her. Det er ikke udenfor det her. Hør - musikken. Der er kommet så mange ulve, og jeg har sendt manden væk. Nu drikker han sig ihjel ude i mørket, og drømmer om aborter og ekspeditioner. Det er ikke udenfor det her. Vi ser hinanden, og jeg har sendt manden bort. Han ville have slået os ihjel. Vi skulle servicere hans grisk, hans ødelæggelser. Og smøre os ind i blodet. Blodet fra jagten. Hans skalpe. Det er ikke kommet længere. Det er ikke udenfor.

Kvinden bryder sammen, græder. Hun tager atter drengens hånd og kører den over hendes bryster, så kussen. Drengen vrænger, pines. Scenen står på længe. Kvinden kombinerer tagene frem og tilbage mellem skød og bryst. Hun ånder hørbart, forsøger at komme. Så hører hun en lyd, bliver bange.

Kvinden: Hvem er det?

Kvinden lytter efter. Så glemmer hun lyden, onanerer videre med drengens hånd og kommer. Der bliver mørkt. Lidt efter falder lyset på drengen. Han har taget en klovnemaske på. Han sidder med bøjet hoved. Man kan ikke se kvinden.

Drengen: Jeg løber over til ballongyngen i Pripjat. Det kører rundt. Det kører rundt, der sidder en dreng i maskinrummet. Han har roret. Han bestemmer hvornår hjulet kører. Det er ikke mørkt endnu. Jeg skal ikke hjem. Jeg er ikke bange. Jeg sætter mig op i ballongyngen. Det er før katastrofen, og det er ikke mørkt. Jeg skal ikke hjem.

Drengen falder let sammen.

Drengen: Udlændingen, ham vi ikke forstår, taler ikke om Jesus Kristus. Det er ikke sent. Lyset bliver hevet langt af hjulet. Det kan ikke stoppe. Lyset. Jeg er så lykkelig. Jeg svæver på en sky. Jeg skal ikke hjem, og gyngen stopper. Jeg sidder allerhøjst oppe. Jeg kan se byen og fabrikkerne. Jeg kan se værket. Jeg kan se mit hus. Det er lille. Jeg sidder højt oppe. Hjulet er stoppet. Og når lyset ligger på maven kommer tiden ikke ind i legen. De bliver væk. Det er som om hegnet. Lyser. Det er højt oppe. Jeg synger i vilden sky.

Drengen synger, kvinden hører det og rusker ham.

Kvinden: Hold kæft!

Drengen: Ja.

Lyset involverer både kvinden og drengen nu. Kvinden slår masken af. Drengen græder. Kvinden krammer ham hårdt.

Kvinden: Kom Det er sabbat. Vi skal over til huset.

Kvinden trækker drengen over til huset. Naturen er “sivet” ind i huset. Kvinden sætter drengen fra sig, ser sig om, begynder oprydningen, husarbejdet. Så kommer hun i tanker om drengen som hun binder. Drengen fortsætter drømmen fra før om ballongyngen.

Drengen: Før katastrofen var der svaler. Jeg kan huske det hele. Jeg er gammel. Jeg er en stor dreng. Jeg har valgt ensomheden fordi ensomheden er bedre. Det forstår de ikke. De kommer og stopper hjulet og slår styredrengen og smider ham ud af huset. Han græder. Jeg sidder højt oppe. Jeg kan ikke komme ned. Det er mørkt. Jeg kan ikke komme ned. Mine ben ryster. Mine sko er slidte. Jeg tænker ikke på dem. Jeg lukker øjnene som en præst og laver verden om. Nu kører hjulet. Projektørerne lyser. De andre børn er glade. De slår ikke hinanden. De mopper ikke hinanden. Det rum der er i maven bobler ligesom de voksnes champagne når de synger og tager på hinanden og græder. De har store øjne men det er ikke det rum der er stort. Det er så let at gøre det rum større at svalen orker det. Den trækker ud i rummet, i maven med vingerne og det hele er gult og glemt. Det hele er gult og glemt. De drikker ikke. De drømmer ikke. De stønner ikke. De stinker ikke.

Kvinden stopper rengøringen. Hun har skævt bundet om hovedet en klud som en tørklæde. Hun retter på tørklædet.

Kvinden: Hold kæft!

Kvinden går i stå.

Kvinden: Jeg elsker dig. Vi er begyndelsen. Vi er bunden af kagen. Vi er et sammenhold. Jeg vil gå i døden for dig. Ingen mand. Ingen mand.

Kvinden ser ømt men besat på drengen. Alkoholsælgeren dukker op, tilbyder varer, kvinden har ingen penge, han forsvinder.

Drengen: Hvad er en regel? Det er en tåre. Jeg græder. Jeg kan ikke finde ballongyngen. Mon jeg drømmer? Mon det hele er en drøm. Befalet af præsten. Inde i reglen. Udenfor det gule lys. Svalen jeg ser den. Men da den ser jeg græder vender den om. Jeg kalder efter den. Den hører det ikke. Min mave går i stå. Den bliver ødelagt. Nu har jeg en dolk i maven. Jeg kan ikke røre mig. Jeg kan ikke komme ned. De drikker i byen. Det er den største smerte. Den er stor. Nu hvor jeg føler den kan jeg forsvinde. Jeg er blevet til en dreng. Og nu kan jeg forsvinde. Det er en hævn. Jeg kan komme ned. Jeg hopper ned. Det er den mindste lidelse. Alle her lider. De drikker. De har dolke i maven. De kan ikke se hinanden. Børnene kan. Børnene drømmer hele tiden om hævn, det er eventyret. Det er ikke livet. Livet er udenfor. Her er hævnen og eventyret. Det sidder ligesom en motor i det rigtige liv. De kalder det … de kalder det … hvad er det værste jeg ved? … når far bestiger mor … jeg spionerer … de slår mig … mor stønner.

Kvinden kommer over stryger drengen over håret. Han tier, ser næsten rolig ud. De gynger.

Kvinden: Så så. Det er ikke så slemt. Vi kan leve sammen her lykkeligt. Han vender ikke tilbage. Så så. Han vender ikke tilbage.

Drengen: Han kommer ikke op. Må jeg ikke godt tale lidt mere om Pripjat mor?

Kvinden: Jo lille skat.

Drengen: Du må godt komme med. Du må godt komme med mor.

Drengen tager kvinden i hånden. De stirrer op i luften. Drengen tager masken på.

Drengen: Tusmørket mor det er vores ven. Der sker ikke noget nu. Vi har ikke en dolk i maven. De karvede huder hænger ikke i skoven. Der er ikke jægere. Jeg løber sammen med ulvene. Det er min undskyldning. Jeg er bare en dreng. Jeg kan ikke drive det længere. De stinker, det er summen. Jeg løber sammen med ulvene.

Kvinden laver en grotesk komisk gestus hvor hun peger på sig selv som om drengen har glemt hende. Hun tuder som en ulve. Hun blinker til drengen. Så begynder kvinden at tude, så hulker hun, så ler hun, griner.

Drengen: Det er sjovt mor. Det ligger udenfor alting. Det er ikke gennemboret af reglen. Det er vores leg, og hjulet snurrer rundt og på hver og en af gyngerne sidder der en lysende stjerne. Det er legens værk. Det er den der anbringer stjerne. Sådan har det altid været. Jeg husker. De glemmer. De drikker. De slår og siger undskyld bagefter. De voksne flæber. De vil ikke gøre det i det åbne. De lukker og knepper og drikker og snyder hinanden i mørket. Mor du kan stole på mig. Mor du kan stole på mig.

Drengen omfavner moren der er i svime over drengens ord. De er nu et par. Han er en prins. Han tager masken af og kysser kvinden. De står længe sådan. Man kan høre geigertælleren. Den bliver højere, stilner så.

Kvinden: Jeg er en lille pige. Jeg passer på mine knæ når jeg løber. Da jeg fik et blåt mærke græd jeg. Sådan snyder jeg ham. Han kommer ikke ind når jeg græder. Han bliver ligesom præsten. Meget større. Et øre. En tillid. En større indtrængen. Han viser mig den ikke. Jeg ved ikke hvem der kommer ind. Det er mørkt. Jeg vil ud af rummet. Jeg råber: jeg kender ikke rummet. En eller anden: fortæl mig hvad det er for et rum? Så gisper jeg. Jeg er en pige. Lidenskaberne skratter gennem mig. Jeg har ikke noget sprog. Jeg har ikke nogen alder. Jeg kan ikke trylle mig om til en prinsesse, og atter returnerer manden. Præsten er større end manden. Han kommer hårdere. Så græder han. Det bliver lyst.

Drengen: Så så lille pige.

Drengen stryger kvinden over håret. Da hun er helt afslappet tager drengen masken af. Han studerer den, så banker han den ned i hovedet på kvinden der skriger.

Drengen: I binder hinanden. I hulker i mørket. I falder sammen som lam. I kalder det kærlighed. Jeg er en mand nu. Jeg har valgt at leve alene. Leve sammen er en løgn. Det kalder det en pagt. De kalder det ikke krig. Hvorfor kalder I det ikke for krig?

Kvinden bløder, tager sig til hovedet. Så ser hun med hengivenhed på drengen der står op, hun ligger.

Kvinden: Vi tør ikke?

Drengen: I tør ikke?

Drengen viser afsky.

Drengen: Den tapre soldat stirrer ind i mørket. Han frygter ikke noget. Han går hen til afslutningen. Den griner. Den er krum og grum. Hvem er taprest i landet her? Han stirrer ind i mørket. Mørket taler ikke. Det er større end mig, meget større, men det taler ikke. Det er bange. Jeg har nedstirret det. Duellen er slut. Jeg vinder. Jeg konkluderer at jeg er taprest fordi jeg vinder og fordi mørket ikke kan tale.

Kvinden laver “høviske” fagter. Lyset kan være ændret, mere lyst, lyserødt.

Kvinden: Du er min helt.

Drengen: Jeg vil plukke en blomst og glemme tabet.

Kvinden: Du taber ikke!

Kvinden kommer på benene. Hun ser på drengen, finder et hår i næsen på ham og trækker det lynhurtigt ud. Drengen fnyser, træder tilbage.

Drengen: Er jeg soldat? Mand? Dreng? Alene?

Kvinden: Jeg er her.

Drengen: Jeg gider ikke drama.

Kvinden: Det er ikke drama.

Drengen: Hvad er det her?

Drengen tager masken på. Kvinden lægger sig på jorden. Drengen binder hende. Han rør ved masken. Så stivner han.

Drengen: Hvad er det jeg gør? Jeg gør det samme som dem. Jeg stinker. Jeg er mistroisk. Jeg kan se deres øjne deres angst hele tiden. Jeg er bedre end dem. Jeg er blevet ligesom dem.

Kvinden: Jeg elsker dig! Du er min! Bliv her elskede. Forlad mig ikke. Vær nu sød?

Drengen er paralyseret. Han smider masken. Han stirrer ud i luften.

Drengen: Mørket har vist sit mørke. Det har bedraget mig. Jeg er ligesom dem. Det er lamslående og fattigt hvem vi er og så lidt vi kan sige til eller om mørket. Vi står her. Som statuer. Den kolde pels er svøbt om furen. Den skinner. Den bliver varm og jeg mister beskeden om hvem jeg er. Min alder. Det er derfor jeg smider masken. Jeg må være alene. Jeg må komme til bunds. Det er forskellen. Det er den eneste overlevelse. At afsløre furen. Nøgen. Mor jeg er nøgen. Kan du varme mig?

Kvinden: Ja.

Drengen: Jeg ved ikke om jeg skal blive her eller rende væk mor.

Kvinden: Bliv her. Det bestemmer jeg for dig sødeste. Det gør ikke noget jeg er bundet. Men bliv her. Her kommer han ikke.

Drengen: Hvem?

Kvinden: Åh nu har jeg glemt hvem det er.

Drengen: Men han kommer?

Kvinden: Han kommer ikke mere.

Drengen: Jeg stoler ikke på dig. Der er for meget luft mellem alle mennesker. Det at tro noget er at ignorere al den luft.

Kvinden: Du er så klog min elskede. Så tapper. Forlad mig ikke!

Drengen fnyser. Han ser væk. Så griner han. Han ser på kvinden. De ser hinanden i øjnene. Så et kort øjeblik griner de begge indforstået. De har set at de ikke har set. De krammer hinanden. Drengen bliver kold, skubber kvinden væk.

Drengen: Jeg må af sted.

Kvinden begynder at græde. Mørke.

Scene 3

Drengen går i skoven. Huset og kvinden er væk. Der er fuglefløjt og drengen stopper op og lytter. Efterhånden forsvinder fuglefløjten og afløses af barnestemmer. Drengen lytter igen. Han virker forskrækket, viger tilbage.

Drengen: Det er det barnlige overherredømme. Det er ikke en kæft bedre. De tror de kan bevirke magi men om lidt begynder de at skændes. Om lidt begynder de at slå hinanden. Om lidt begynder de at piske hinanden. Der er nogen der taber. Alle taber. Her vil jeg ikke være.

Drengen løber frem og tilbage over scenen. Han er forvirret. Han stopper op, ånder tungt. Han er panisk og ved ikke hvad for en vej han skal løbe. Et kort øjeblik står han sitrende på stedet, så spinder han spasmodisk rundt som en snurretop inden han falder ned på jorden. Han begynder at græde.

Drengen: Så så nu kommer de ikke. Det jeg tror er at tiden er gået. De har fået en paryk alle sammen som de spiller den af i. Sådan går tiden. Deres fejl er at de troede på overgangen men jeg vil ikke være som dem. Om lidt keder de hinanden. De kalder det kærlighed og begynder at piske hinanden men nu må det være nok.

Drengen lukker øjnene. Lyset skifter hæsblæsende mellem lys og mørke men da drengen åbner øjnene igen kvidrer fuglene.

Drengen: Det er gået over. Jeg er alene. Jeg er alene men jeg er ikke bange. Jeg kender angsten. Hvis nogen kommer stopper de den angsten men jeg ønsker ikke den stopper. Jeg kender ikke noget bedre. De tror børnene på stenene at der vil komme en mand med en tryllestav. Det gør mig bedrøvet. Hvis han kommer stopper han angsten. Angsten er ligesom en fugl. Enhver domfældelse, enhver rundkreds stopper den. Jeg har lært at balancere som en linedanser. Enhver domfældelse er ligesom et sort gardin der udelukker lykken. Jeg er en linedanser.

Drengen begynder at balancere som en linedanser. Han gør sig umage, stikker tungen ud af munden og bumper tilsyneladende ind i noget. Han er ved at falde.

Drengen: Gå væk tryllemand! Jeg har det lige så godt. Jeg tror kun på det personlige mirakel men nu vil jeg bare være en dreng der går gennem skoven. Jeg har ikke noget sted at gå hen. Ingen venter mig. Det gør ikke noget. Skoven vil mig det godt.

Drengen fortsætter med at gå gennem skoven. Han går frem og tilbage over scenen. Han nynner. Han stopper op, ser op i luften, får øje på noget som han saluterer frivolt. Så går han videre.

Drengen: Her er intet. Skoven er tom. Skoven er fyldt med tomhed. Her er ingen talende dingoer. Her er ingen gnaskende harer. Her er ingen alfer. Veteraner fra krigen. Øh. Ja. Tjetjenien. Her er ingen påskekort. Her er ingen hvidløgsranker. Her er ingen amuletter. Her er ingen ofre. Her er ingen præster. Her er kun jeg. (Drengen skriger det igen). Her er kun jeg! Angsten lyser som en sti. Uden den er jeg fortabt.

Drengen spærrer øjnene op. Han ser sindssyg ud. Han ser ned ad sig selv, klasker sig på maven som om han tiltaler angsten.

Drengen: Den svarer ikke. Det er sikkert bedre sådan. Svarer den forpurrer den skoven. Det er logik for burhøns. Der er ingen steder at leve. Jeg har prøvet brandmandssvampene men jeg fik kun ondt i maven. Ville dø bagefter. Kastede op på en elg der heller ikke ville til sabbat. Det er derfor børnene danner parlamenter. Åh. Nu forsvinder stien. Angsten blegner. Det lyder som en indrømmelse: jeg mister troen på mirakler. Kom sol!

Drengen stopper op. Han glaner op mod himlen. Lyset dæmpes. Scenen bliver mørkere. Drengen falder ned på knæ.

Drengen: Åh kom frem sol! I dit pure spejl kan jeg forlænge drømmen. Men jeg ser kun træer. Kun træer. Det er overskyet. Himlen er væk.

Drengen bliver desperat. Han løber hen til et træstamme og begynder at sparke til træet. Der falder en mobiltelefon ned fra træet. Drengen tager den måbende op, studerer den, nøler. Så kommer han den i lommen.

Drengen: Jeg må ikke græde mere. Jeg vil ikke græde mere. Jeg vil gå videre. Jeg vil passe ekstra godt på angsten. Jeg møder ikke nogen. Hvis jeg møder nogen dør jeg omgående. (Drengen mumler det flere gange). Hvis jeg møder nogen dør jeg omgående.

Drengen går videre. Han er i vildrede.

Drengen: Se nu her: her er ikke nogen. Det kommer ikke bedre. Det bliver ikke bedre: jeg er en dreng alene i en skov. Om lidt kommer solen. Solen kommer. Det er jeg sikker på. Den løfter mig op. Den flår reglen op. Den flår menneskeheden op. Den flår alle mennesker op fordi den er bedre end alle mennesker.

Drengen føler sig opmuntret og går videre. Han stopper op. Noget genererer ham alligevel.

Drengen: Der er noget? Det er overherredømmet? Det er veteranen der skyr solen. Det er hjortetakken der har fået kramper af brandmandssvampene. Der er noget. Er der noget? Er der nogen her?

En stemme svarer drengen. Stemmen siger ja. Alkoholsælgeren - nu en vagabond - kravler ud af krattet.

Vagabonden: Det er bare mig.

Drengen: Det siger de alle sammen.

Vagabonden: Det er derfor jeg siger det.

Drengen: Her må ikke være nogen!

Vagabonden: Jeg er ikke nogen.

Drengen: Du er nogen!

Vagabonden: Så siger vi det.

Drengen går amok. Han finder en kæp og skal til at slå vagabonden men vagabonden piller roligt kæppen fra drengen og sætter den bort.

Drengen: Det skulle du ikke have gjort!

Vagabonden: Jeg gjorde det for sin skyld.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Hvad laver du i skoven?

Drengen: Jeg vil ikke rådne op.

Vagabonden: Alle rådner op.

Drengen: Ikke mig!

Vagabonden: Så siger vi det.

Vagabonden optræder roligt og nonchalant. Han sætter sig ned, skraber et par kviste sammen som om han er ved at forberede et bål. Drengen stirrer trodsigt på vagabonden. Drengen stamper i jorden. Han går rundt om “bålpladsen” som en tyr der har set rødt.

Drengen: Hvad laver du?

Vagabonden: Jeg kan ikke leve uden ild.

Drengen studser over svaret. Han bliver nysgerrig. Han nærmer sig vagabonden, kredser om ham, træder hen og hiver vagabonden i det lange fuldskæg for at tjekke at det ikke er falsk. Så sætter drengen sig ned.

Vagabonden: Har du det bedre?

Drengen svarer ikke. Han er fortsat skeptisk. Han stirrer på vagabonden.

Drengen: Hvorfor drikker du ikke? Hvorfor myrder du ikke? Hvorfor snakker du ikke om Odessa? Hvorfor fortæller du ikke soldaterhistorier? Hvorfor slår du ikke?

Vagabonden: Jeg er vagabonden.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Se mit skæg.

Drengen: Jeg kan ikke se det.

Vagabonden: Så rør ved det.

Drengen: Du er til drenge! Jeg kan se det på dig!

Vagabonden ignorerer drengen. Drengen er paf. Hans udfald har ingen effekt. Han kommer i vildrede. Vagabonden piller ved bålet. Han stryger sig over skægget. Drengen slapper lidt mere af. Hans krop falder sammen. Pludselig gaber han.

Vagabonden: Du er vist træt.

Drengen: Ja jeg er vist træt.

Vagabonden: Sov bare jeg passer på dig.

Drengen: Jeg er ikke bange for noget! Her er ikke nogen!

Vagabonden: Ikke mig?

Drengen gaber. Han er ved at falde i søvn.

Drengen: Heller ikke dig …

Det bliver mørkt. Vagabonden får tændt bålet. Han finder en flaske frem som han drikker roligt af men i lange drag. Drengen sover. I søvne falder drengens hoved ind mod vagabonden der stryger ham kort over hovedet. Drengen vågner med et sæt. Han stirrer på vagabonden som om han forventer det værste.

Vagabonden: Du er mistroisk.

Drengen: Jeg er en dreng.

Pause. Stilhed. Lidt skrammel i natten. Bålet. Vagabonden er blevet fuld og stirrer ind i mørket med knugende tomme øjne der ved at intet kommer hverken fra lyset eller mørket. Vagabonden sukker.

Vagabonden: Vil du gå lidt med mig?

Drengen: Hvorfor har du ikke din kone på slæb? Har hun fundet en anden?

Vagabonden: Jeg ville gerne tro på koner men jeg tror ikke på koner. Det er meget lettere sådan. Kan du ikke se det?

Drengen nikker.

Drengen: Hvad så med fisse?

Vagabonden: Det er en helt anden sag min dreng.

For første gang smiler vagabonden og drengen til hinanden. Så ændrer drengen stemning, stirrer igen mistroisk på vagabonden som om noget er gået op for ham.

Drengen: Her er hverken koner eller ludere. Altså er du ude på at komme i bukserne på mig!

Vagabonden ignorerer drengens tale.

Vagabonden: Hvis jeg troede på fremtiden havde du fået en ørefignen.

Drengen: Som de andre.

De to sidder stille. De ved ikke hvad de skal sige. Vagabonden stirrer ind i mørket. Drengen glaner af og til over på vagabonden. Vagabonden masserer sine fødder. De er ømme. Skoene er hullede. Langt væk fra kommer det fra drengen:

Drengen: Du burde finde nye sko.

Vagabonden: Ja.

Pause. Stilhed. Drengen har ændret karakter en anelse. Han er mere åben. Han knipser som om han holder en hellig tryllestav og fluks holder han nye sko i hånden som vagabonden tøvende og smilende prøver.

Vagabonden: De passer!

Drengen: De passer. Ja de passer. Ja det er tryllesko. Nu kan de brøle. Nu kan de tænde lys. Nu kan de drømme om paraplyer og landevejsludere og katekismus og staten. Men kun et øjeblik. Sådan er det. Kun et øjeblik. Så forsvinder det hele igen. Jeg bestemmer det hele.

Vagabonden: Du bestemmer det hele min dreng. Du er en solstråledreng.

Drengen: Ja!

Vagabonden: Se hvor de danser! Se hvor de danser uden koner. Der er flere flasker end der er selvmord i floden og værftet består. Der er arbejde til alle men nu er det nat. De unge kvinder ler. De smiler og ler. Det er sommer. Jeg sætter mig i natten og tager skoene af. Bålet lyser.

Drengen: Det er et mirakel.

Vagabonden: Floden flyder fredeligt. De slår ikke heksen ihjel. Sikke en dejlig nat.

Drengen: Det er som om mennesket ikke fylder noget. Det er som om natten er blevet mere favnbar. Som fredelige fakler flyder stammen gennem natten men den fylder ikke noget. Den tænker ikke på mord.

Vagabonden: Den tænker ikke på mord.

Begge sidder bevægede tungt åndende. Så går der et lidt grotesk lys op for vagabonden der begynder at stirre på drengen.

Drengen: Hvad glor du på?

Vagabonden: Du er kommet over bjergene. Du har gået gennem sneen. Du har undveget salven, projektilerne. Du er forkommen. Du er sulten. Du er alene. Du er hellig. Når du ankommer svøber de dig ind i et orange linned.

Drengen bliver skeptisk. Han glor igen på vagabonden med vantro.

Drengen: Det hellige pis gider jeg ikke høre på. Sig noget andet. Sig noget om Odessa.

Vagabonden bliver befippet over drengens kovending. Han tøver. Han stirrer ud i luften.

Vagabonden: Men jeg kender ikke Odessa.

Drengen: Alle kender Odessa. Nu! Nu! Odessa!

Vagabonden: Jeg er ikke nogen!

Drengen: Du lyver! Du drikker! Hvor er din kone?

Vagabonden: Hun er død.

Drengen: Hvordan?

Vagabonden: Jeg kan ikke huske det. Jeg går bare.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Jeg gik. Hun døde af sorg.

Drengen: Nå sådan! Læg dig ned!

Vagabonden: Er det nu?

Drengen ser vanvittig ud. Vagabonden er tom og bange og servil. Vagabonden lægger sig ned, lægger sig omhyggeligt, folder armene på brystet og ser op på himlen.

Vagabonden: Der er ingen himmel.

Drengen: Hold kæft!

Drengen krænger skoene af vagabonden. Han stiller dem sirligt ved siden ad hinanden. Så finder han kæppen, stirrer på vagabonden, hæver kæppen, tøver.

Drengen: Det sidste ord?!!

Vagabonden: Øh …

Drengen slår og slår vagabonden indtil denne bløder og ligger stille død. Bålet går ud. Mørke. Stilhed.

Scene 4

Optrappende hård metalmusik høres. Lyset bliver blændende. Drengen begynder at ryste heftigt. Han får et epileptisk anfald og skriger. Det er et langt anfald. Han skriger længe.

Drengen: Jeg slog den stakkels vagabond ihjel.

Drengen gentager det flere gange. Der er fråde om læberne. Efterhånden stilner anfaldet af og drengen finder mobiltelefonen frem. Han taber den, finder den, forsøger at ringe skønt hans fingre ryster. Til sidst får han ringet et nummer op. Ud af krattet kommer manden.

Drengen: Far? Far?

Manden: Glem det.

Manden går hen til drengen. Han river voldsomt telefonen ud af hånden på drengen og stamper på den.

Manden: Jeg kan ikke se nogen grund til ikke at komme den til livs. Glem det.

Drengen: Åh far.

Manden: Jeg er ikke din far.

Manden går hen til krattet. Han finder han et stykke pels som han forgæves forsøger at iføre sig. Til sidst smider han pelsen på jorden og går over til drengen og stirrer ondskabsfuldt på ham.

Manden: Jeg kan ikke have dig her.

Drengen: Åh far vær nu sød.

Manden: Du kan plage lige så meget du vil.

Manden går over til krattet. Han finder en oversavet jagtriffel som han peger i alle retninger med. Så hører han noget - en fugl? - han retter løbet mod lyden og står længe sådan.

Manden: Det er sikkert en fasan. Området myldrer med dem. De giver kun lyd når de er bange. De skriger på at blive dræbt.

Manden griner. Så ser han på drengen.

Manden: Er du bange for at blive dræbt?

Drengen: Ja far.

Manden: Så bliver du dræbt.

Manden begynder at svinge grotesk rundt med riflen idet han laver skydelyde. Ratatatata. Han griner. Drengen er grebet af angst. Han kravler han til manden, klamrer sig til benene.

Manden: Det er en list - en krigs list …

Drengen: Jeg forstår ikke hvad du mener?

Manden: Snart har de taget alting fra os.

Manden skubber hårdhændet riflen over til drengen der forsøger at tage den op. Den er for tung. Drengen er svag efter anfaldet. Manden bliver hidsig og prøver igen.

Manden: Ikke engang det.

Drengen: Far giv mig tid.

Manden: Jeg har ikke tid.

De stopper begge to op. Så ser manden undersøgende på drengen, måler ham fra top til tå. Tøver.

Manden: Jeg ved ikke om jeg skal elske dig eller slå dig ihjel. Jeg ved ikke om jeg skal opdrætte dig eller forvise dig.

Drengen: Elsk mig.

Manden: På bunden af det hele … slimet. Ikke engang slimet. På bunden af det hele grusomheden. Ikke engang grusomheden. Ligegyldigheden. (Manden tøver). Jeg bliver ved med at se et billede for mig. Det forestiller en gammel satan der er ved at sætte et barn til livs. Hans søn. Blodet sprøjter. Men den gamle er stadig tom. Jeg er ikke sikker på han ved det? Der er ikke nogen kur. Der er ikke nogen kur. (Manden tøver). Men du er ikke min søn. Du er …

Manden hanker op i drengen, arrangerer ham lidt som man arrangerer ting på en hylde, men drengens krop er slap. Den bliver ved med at falde sammen. Manden bliver irriteret. Han slår drengen der retter sig en smule. Så begynder manden systematisk at rette riflen mod drengens hoved, imaginært trykke af, hanke op i drengen, arrangere ham. Ind imellem giver manden drengen et flygtigt kindkys som om han kompenserer for alle henrettelserne.

Manden: Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med dig? Hvad vil du?

Drengen: Jeg vil være hos dig far.

Manden: Det er umuligt. Enten æder jeg dig eller også æder du mig. Mellemkomsten er kvinden men hende har jeg fornægtet. Hvis hun kommer igen slår jeg hende ihjel.

Drengen: Jeg slår hende ihjel far!

Manden: Det er godt min dreng.

Begge hører noget pusle. De lytter efter. Intet sker. De stirrer tomt ud i luften i hver sin retning fortabte.

Manden: Hvad skal jeg stille op med dig?

Drengen: Lære mig at slå ihjel.

Drengen griber ud efter riflen men manden trækker den bort. Igen paralyseres begge. De står længe med tomme øjne. Man kan høre geigertælleren klikke. Den stopper. Så begynder den igen.

Manden: Det er invasionen!

Drengen: Hvor?

Manden: Hele tiden. Ret løbet mod den. Ret din manddom mod den. Der sker intet. Det er kvindesnak. Det er noget de forstår. Invasionen. Pusseskanker. Det hele hænger mig ud af halsen. Jeg gider ikke engang dræbe længere. Tjetjenien tog snerten. Nu flyder det sammen. Nu er det ophævet. Nu smager vodkaen af vand. Det er ikke sjovt at voldtage længere. Geviret er bøjet. Skoven er beige. Køen er lang. Køen er væk. Det hele er væk.

Drengen: Jeg er her!

Manden: Jeg kan ikke se dig.

Igen stilstand. Langsomt kommer begge på benene, sætter sig ved siden af hinanden som om de sidder på forsædet af en bil. Manden tager “kørebriller” på. De er kejtede, gammeldags idet de minder os om gamle sportvognsbriller.

Drengen: De klæder dig far.

Manden: Du skal ikke slikke mig i røven. Det er statens sag. Al den salve. Al den talkum, lir over talkum. Gennempulede eksistenser. Imens vader Stalin gennem os. Han har en lille pik men han forsøger at kneppe os alle sammen så meget desto mere. Kvinderne klapper. Det er paradedag. Vi mindes den store Fædrelandskrig. Nationens mor hæver det skinnende sværd. Det blinker i solen. Vi får ekstra rationer. Vi har ondt i røven. Den ene tager den anden. Vi marcherer som gæs. Musikken spiller. Om lidt skal vi alle sammen dø. Det er sådan staten overlever.

Drengen: Du overlever staten far!

Manden: Jeg overlever nada.

De “kører” videre. Begge imiterer en bil der kører. Det er som om bilen er ved at sætte ud. Den hoster.

Manden: Noget gammelt lort!

Drengen: Vi kan reparere den.

Manden griner. Han skubber drengen ud af bilen og kører videre. Drengen klamrer sig til bilen.

Manden: Der er to minutter endnu.

Manden griner. Drengen kommer i tanke om noget. Han lyser op, udviser håb.

Drengen: Jeg slog vagabonden ihjel.

Manden: Der er ikke flere vagabonder tilbage. De er druknet. De er vegetarer. Nej: der er ikke flere vagabonder tilbage!

Drengen: Men men jeg slog ham ihjel.

Manden: Der er to minutter endnu.

Kvinden kan nu ses i krattet. Hun rejser sig og kommer ud, ser bekymret over på manden og drengen. Så går hun resigneret ind i krattet igen. Drengen har fået øje på hende.

Drengen: Der er mor! Der er mor!

Manden: Mor Rusland! Mor Ukraine!

Manden griner. Han finder en kniv frem som han giver til drengen. Drengen ser måbende på den. Så smiler han til manden.

Drengen: Tak far.

Drengen begynder at skære i sig selv. Han er koncentreret, stikker tungen ud af munden, forventer anerkendelse for donten, skæver over til manden der ignorerer drengen. Drengen lukker et kort øjeblik øjnene, ser drømmende ud.

Drengen: Lige før var jeg en anden. Jeg troede på det uafgrænsede lys. Jeg troede på at angsten bar men nu er du kommet.

Manden: Nu er jeg kommet.

Drengen: Jeg går på din sti far. Jeg er ikke forvirret. Jeg kender verden. Du er min guide. Du er min Gud.

Manden: (Aggressivt) Gud er død!

Drengen hører ham ikke. Han fortsætter den drømmende tale.

Drengen: Jeg forstår ikke hvordan jeg kunne klare mig uden dig.

Manden fnyser.

Drengen: Jeg var helt tom indeni. Lige før. Før du kom. Nu er det anderledes. Jeg er fyldt op. Der er kommet noget indeni mig. Jeg er fyldt op. Jeg er afgrænset. Jeg hader lyset. Det er grisk. Det er vildledt. Det fører ingen steder hen. Nu ved jeg hvor jeg skal gå hen. Det er alt sammen din skyld far.

Manden hører noget pusle. Han får et dræberblik i øjnene, samler riflen op og affyrer den. Han nedlægger et dyr som han slæber over til drengen.

Manden: Parter dyret!

Drengen: Ja far.

Manden rejser sig. Han står længe melankolsk og stirrer ind i tomheden. Så går han væk fra drengen der begynder parteringen af dyret. Scenen varer længe. Drengen arbejder koncentreret. Manden kommer tilbage. Han ser drengen over skulderen, klapper drengen på kinden, kommer og går. Manden giver drengen et tørklæde til det sår som drengen selv har påført armen.

Manden: Bind det om armen.

Drengen: Ja far.

De ser på hinanden. Der opstår en slags ømhed men manden udviser også tegn på irritation og vantro.

Manden: Du er en krykke om benet. Det ved du godt ikke?

Drengen: Jeg ved det godt.

Manden: Du er ligesom en kone.

Drengen: Ja.

Manden: Jeg går et par dage.

Drengen: Bliv!

Manden: Hvis hun kommer igen skal du sende hende væk.

Drengen: Bliv!

Manden: Gentag det jeg har sagt!

Drengen: Hvis hun kommer igen skal du sende hende væk.

Manden forsvinder. Drengen fortsætter med at partere dyret. Indimellem skæver han over til krattet som om han er bange for at kvinden kommer. Mørke.

Scene 5

Drengen sidder med kniven i hånden ensom. Han skæver efter manden. Han sukker. Han kan ikke finde alene-fortryllelsen igen.

Drengen: Jeg troede på ensomheden. Nu kan jeg kun tænke på far. Jeg kan kun tænke på os sammen. Der er fest i Pripjat. Det er udenfor tiden. Det er udenfor de voksnes tidsregning. Far er ikke fuld og han tager mig i hånden og bandet vil spille musik. Der er en rækkefølge. Rækkefølgen er så indlysende at alt andet end rækkefølgen glider af på rækkefølgen. Jeg har drømt om en rækkefølge.

Det pusler i krattet. Ud kommer alkoholsælgeren/ vagabonden. Nu er denne landbetjent. Han holder i hånden de splinternye sko som vagabonden fik tidligere. Han holder dem op i lyset, vender og drejer dem. Så får landbetjenten øje på drengen og går hen til ham.

Landbetjenten: Jeg har fundet de hersens sko. Er det noget du kender noget til?

Drengen synker en klump. Han taber kniven. Han sidder stivnet.

Drengen: Jeg kender dem ikke.

Landbetjenten studerer drengen indgående. Han tager kniven, vender og drejer den med en komisk gestik.

Landbetjenten: Jeg fandt dem ovre i skoven.

Pause. Ingen af dem kan komme videre. Man hører geigertælleren.

Landbetjenten: Jeg bringer dem ind. Det er ikke naturligt. Sko ligger ikke bare og flyder i skoven.

Drengen bliver mistænkelig. Måske er landbetjenten dum eller han spiller dum? Han må have fundet liget af vagabonden. Drengen svinger mellem mistro og fordømmelse af landbetjenten.

Drengen: Hvor kommer du fra?

Landbetjenten: Inde fra skoven.

Drengen: Nej jeg mener hvor kommer du fra?

Landbetjenten: Fra Odessa oprindeligt. Hvis det er det du mener?

Drengen: Det var det jeg mente.

Pause. De tøver. Landbetjenten står med skoene absurd. Drengen begynder at få overtaget over situationen. Han er ved at beslutte at landbetjenten må være retarderet.

Drengen: Hvordan er Odessa?

Landbetjenten: Det er et dejligt sted. Lyst og varmt. Søde piger hvis du spørger mig. Kender du Odessa?

Drengen: Jeg er selv fra Odessa.

Landbetjenten: Nå sådan.

Igen ved begge parter ikke hvad de skal gøre. Landbetjenten gør mine til at bryde op. Pligten kalder.

Landbetjenten: Nå jeg må hellere indbringe dem.

Drengen: I holder ulvebestanden nede?

Landbetjenten: Det er ikke mig.

Drengen: I bringer sko og mordere ind? Ved du hvad? Jeg er ikke fra Odessa.

Landbetjenten: Pligten kalder.

Drengen: Det var mig der slog vagabonden ihjel!

Landbetjenten: De findes ikke længere.

Drengen: Det var mig!

Landbetjenten: Nå jeg må videre.

Drengen farer frem mod landbetjenten. Denne bliver chokeret. Drengen vælter ham om på jorden. Han tager skoene. Han spytter på landbetjenten.

Drengen: Det er mine!

Landbetjenten: (Chokeret) Det kunne du bare have sagt.

Drengen: Du passer på staten gør du ikke?

Landbetjenten nikker lamslået og ydmyget.

Ved du hvad det betyder?

Drengen gentager det hidsigt.

Ved du hvad det betyder?

Landbetjenten ryster på hovedet. Det pusler i krattet. Manden stikker hovedet frem. Han betragter optrinnet.

Det betyder at Stalin knepper dig i røven!

Landbetjenten: Jeg passer bare på området.

Drengen: Det var mig det var mig der slog vagabonden ihjel!

Landbetjenten: Stalin er død …

Drengen: Stalin lever!

Manden kravler ud af krattet. Drengen bliver glad. Landbetjenten bliver skrækslagen. Han mumler noget om forstærkninger.

Manden: Det er godt min dreng.

Manden og drengen stiller sig faretruende svajende over landbetjenten. Denne skælver.

Manden: Hvad laver du her?

Landbetjenten: Jeg indbringer skoene.

Manden: Området er opgivet.

Landbetjenten: Det sidste jeg fik nys om var …

Drengen: Det er sommer din taber … skal vi ikke slå ham ihjel?

Manden: Er det det du gerne vil?

Drengen hopper og danser besat.

Drengen: Ja ja ja.

Landbetjenten ser sit snit. Han stikker af mens manden og drengen snakker. Landbetjenten fiser ud af scenen. Skoene ligger tilbage. Drengen bliver hidsig og vil sætte efter landbetjenten men manden stopper ham.

Drengen: Sikke en taber!

Manden tager skoene op. Han vender og drejer dem. Det er som om han ikke har set så nye sko før. Så ser han beundrende på drengen. Drengen smiler stolt.

Manden: Det var dig der …

Drengen: (Ivrig) Det var mig far.

Mørke.

Scene 6

Alkoholsælgeren alias vagabonden alias landbetjenten er nu en såkaldt likvidator: en af dem der var med til at slukke brande på Tjernobyl. Han bærer en forrevet beskyttelsesdragt. Han vakler. Han er døende. Han ånder tungt.

Likvidatoren: Jeg er færdig. Jeg dør. Jeg efterlader intet. Jeg har ingen børn. Jeg har ingen kone.

Likvidatoren kommer til kvinden og huset. Kvinden er i færd med at save i grenen der går gennem huset. Hun er alene og ulykkelig. Hun får øje på likvidatoren men fortsætter blot arbejdet som om hun ikke rigtig lægger mærke til ham.

Likvidatoren: En kvinde! Et hus! Her vil jeg dø.

Kvinden hører hvad likvidatoren siger, stopper arbejdet. Hun stirrer distræt men trodsigt på likvidatoren.

Kvinden: Du kan ikke dø her.

Likvidatoren snubler. Han ligger og raller. Den umulige dragt er ved at kvæle ham og han forsøger at hitte rede i den. Han begynder at trygle kvinden om at få lov til at dø hos hende.

Likvidatoren: Vær barmhjertig kvinde?? Jeg har ikke set et hus længe. Åh det gør så ondt.

Kvinden ser på likvidatoren. Måske overvejer hun at lade ham dø her.

Kvinden: Du kommer med strålingen. Jeg er ikke parat til at dø endnu.

Likvidatoren: Strålingen er over det hele. Jeg kan ligge herovre. Du vil næsten ikke kunne se mig. Jeg har bare brug for at være i nærheden af et andet menneske.

Kvinden: Det siger de alle sammen. Men du har ret: strålingen er ovre det hele. I fødekæden. I træerne. I vævet. Det er forfærdeligt at tænke på. I floden kommer fiskene i overstørrelse. Og min mælk - det er den jeg tænker på - er blyfarvet. Den er blyfarvet. Jeg kan ikke holde tanken ud.

Likvidatoren får et anfald. Han ligger på jorden og gisper efter vejret. Kvinden forbarmer sig. Hun peger over på møddingen.

Kvinden: Du kan ligge ovre på møddingen.

Likvidatoren: Tak.

Kvinden: Men kom ikke nærmere.

Likvidatoren: Jeg lover.

Likvidatoren kravler over til møddingen. Kvinden fortsætter arbejdet men har besvær med at save grenen over. Hun sveder. Hun bander. Hun smider saven og sætter sig på jorden.

Kvinden: Jeg kæmper med saven men strålingen kæmper ikke. Den er inde i mig. Skyen slog til over Hviderusland. Jeg er ligeglad med Hviderusland. Den er. Den er …

Kvinden rør ved sine bryster.

Kvinden: Her! Her! Åh lige her. Lige meget hvad jeg gør giver jeg strålingen videre. Det er ikke til at holde ud at tænke på.

Man hører likvidatoren ralle. Han er ved at dø. Kvinden hører det, er ligeglad og rør fortsat sine bryster som om hun prøver at heale dem.

Kvinden: Usynligheden det er det værste. Lille barn. Lille barn. Med muterede fingre. Fiskeøjne. Drik ikke mors mælk. Åh. Dø ikke af sult. Kom ikke til verden. Kom til verden. Jeg holder om dig. Vi dør sammen.

Man hører likvidatoren udånde. Kvinden går over til ham, stirrer ligegyldigt på ham. Hun finder en spade og skal til at begrave ham men dropper det. Manden kommer ud af krattet. Han ryster alkohol tremens. Kvinden får øje på ham.

Kvinden: Kom ikke nærmere!

Manden: Har du ikke en tår?

Kvinden: Nej.

Kvinden får en ide. Hun ser slesk på manden, nærmer sig.

Kvinden: Noget for noget!

Manden: Noget for noget.

Kvinden: Jeg rider dig. Sidenhen får du en tår.

Manden: Jeg vil gøre alt.

Kvinden knapper op. Hun sætter sig ovenpå manden der græder stille. Han ryster. Kvinden rider ham og lidt efter kommer manden. Kvinden lukker øjnene.

Kvinden: Mit lille syge barn.

Et kort øjeblik glemmer kvinden at manden er en mand og ikke et barn. Hun vugger ham som et barn og nynner en vuggevise. Manden ryster. Kvinden kommer i tanke om at manden ikke er et barn.

Manden: Giv mig tåren!

Kvinden rejser sig. Hun går ind i huset og kommer tilbage med en flaske som manden snapper ud af hånden på hende. Han drikker begærligt.

Kvinden: Hyæne! Ens alle sammen!

Manden ignorerer kvinden og tømmer flasken. Han får det bedre. Han ser på huset.

Manden: Ved at få styr på huset er man? En dødsfælde!

Kvinden: Forsvind!

Manden: Det kan ikke gå hurtigt nok. Lad mig se. Hvad har du ellers i huset?

Manden går ind i huset, ransager det. Kvinden tager saven og slår ud efter manden men misser. Manden tager saven fra hende og slår hende til jorden. Manden går rundt. Han får øje på den døde likvidator men tager sig ikke af synet. Drengen kommer ud af krattet. Kvinden græder. Drengen forsøger at løbe væk men manden henter ham tilbage. Manden overvejer situationen. Kvinden hulker. Drengen er bange.

Manden: Vi kan leve alle sammen her i huset med saven og aberne. Ha!

Manden fnyser.

Kvinden: Vil du ikke nok lade være?

Manden: I tre små kupeer. Båse. Indimellem når vi har lyst til hinanden kravler vi over hegnet. Et hul der. En hånd der. En mund her.

Drengen forsøger at stikke af igen. Manden slår ham til jorden og lægger ham ved siden af kvinden.

Manden: Det lille hus i skoven. I lysningen. Som Hans & Grete. Fin lille ting. Ulven kommer. Ulven kommer. De tre små grise er ved at dø af angst men ulven beslutter sig for ikke at dræbe dem. Så nu stråler det lille hus.

Manden kommer i tanke om noget. Hans udtryk forandres. Han bliver hadefuld og lidt bange.

Manden: Du tog min sæd kvinde!

Manden sparker kvinden i maven. Hun skriger.

Drengen: Lad være far!

Manden: Jeg er ikke din far.

Kvinden: Jeg vil dø.

Manden ser med foragt på drengen og kvinden. Så forlader han huset og går ind i krattet. Kvinden ånder lettet op. Hun ser på drengen, prøver at komme op men har ondt i maven efter sparket.

Kvinden: Vil du ikke nok blive her mit barn?

Drengen svarer ikke. Så får drengen et epileptisk anfald. Han ryster.

Drengen: De løber gennem skoven dyrene. De er gennemsigtige. De kan tale. Flodhesten den kan kravle. Aberne de kan svømme. Skoven er rød. Løvet er rødt. Dyrene kravler ovenpå skorstenen men bliver skudt ned. Jeg kan se deres øjne. De er røde. Intet dyr er længere det samme dyr. Jeg løber med dem. Jeg har feber. Vi løber ud af skoven. Vi kommer til Pripjat. Vi kan ikke finde lægen. Lægen er død. Lægen er flygtet til Kiev …

Kvinden holder om drengen. Han har fråde ved munden. Anfaldet aftager.

Kvinden: Du har feber.

Drengen kommer til sig selv. Han “opdager” kvinden og vrister sig fri. Et kort øjeblik tøver han. Så løber han ind i krattet. Kvinden stirrer efter ham. Hun sidder på knæ. Hun græder.

Kvinden: Mit barn forlad mig ikke!

Der bliver stille. Man kan høre geigertælleren. Mørke.

København 28.4.2011.
Copyright Kasper Nørgaard Thomsen

Kasper Nørgaard Thomsen PRIPJAT

Skuespil i 6 scener.

Personer:

Manden
Kvinden
Drengen
En Alkoholsælger/ Vagabond/ Landbetjent/ Likvidator

Stykket foregår i Ukraine (Pripjat) i den forbudte zone efter katastrofen på Tjernobyl. Scenen er en skov. Der er et hus “gennemboret” af naturen. Drengen kommer ind og går omkring. Han er alene. Han er glad. Han går og undersøger naturen. Han finder en blomst, tager den op og studerer den længe.

Scene 1

Drengen: Jeg er vild af natur. Nej jeg er ej! Han skriger det igen: jeg er vild af natur. Nej jeg er ej!

Pause

Den sibiriske tiger! Den sibiriske tiger. Den sibiriske tiger kommer ikke mere. Den kommer ikke mere.

Drengen hører noget og farer sammen. Han holder hånden op i luften, svinger den rundt to gange indstuderet som om han besværger. Det er et varsel mod onde ånder. Han lytter. Kvinden lusker ind på scenen, sætter sig i krattet, skjuler sig. Hun holder sig for munden, hun er ophidset.

Drengen: Jeg hørte ikke noget for jeg hørte ikke noget.

Drengen ser en sidste gang over mod krattet. Han kører hånden rundt på maven tre gange, han tæller mens han gør det. Så vender hans bevidsthed tilbage til uskylden, til idyllen omkring ham. Han begynder igen at studere naturen, ustrengt, fornøjet. Drengen taler med sig selv.

Der er en svane. Der er Lange Jan. Der er i tusinder og atter tusinder af blomster i Pripjat. Du bliver aldrig færdig med at tælle dem, dreng. Du er en dreng, og derfor er du glad, og når andre drenge kommer, er du ikke glad. De går gennem haven. De kommer helt forkert. Det ved du godt. Du siger det igen. Det er fordi du er en dreng. En dreng kan gå rundt i haven. Resten af lyset kommer ikke længere. Det er min lykke. Når det bliver mørkt sover jeg. Det er mørkt, og uglen kommer frem. Det var svært at vænne sig til. Dens øjne skinner. Men den siger jeg kan sove trygt. Det er de andre man ikke skal komme i nærheden af. I nærheden af floden går det fint, men alle skal drikke. Nå, nu vil jeg ikke tænke på det længere.

Drengen vender sig igen mod naturen. Han blinker let med øjnene som om han prøver at holde noget væk, er genereret af noget. Han tager en blomst op, holder den tæt på øjnene, og glider ligesom ind i koma, forsvinder let.

Drengen: Hej blomst. Nu hvisker jeg det: hej blomst. Hvad hedder du? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke gået i skole. Jeg har hørt om skolen, men ikke været der. Skolen ligger på den anden side af grænsen. Skolen ligger på den anden side af skoven. Skolen den ligger i Hviderusland. Selv børn ved det: man kan sende alle bort. Ja. Sådan er det. Det er godt her.

Drengen gaber, strækker sig. Han lægger sig ned - inden da placerer han omhyggeligt blomsten ved siden af hovedet, det er igen som en besværgelse. Han ligger en stund. Der er helt stille. Drengen hører en lyd, ser over mod krattet, hvor kvinden sidder skjult, ud mod publikum, bliver tryg og ligger igen.

Drengen: Det er en sang. Det er en remse. Det er den søde nat, der kommer. Det er den søde nat, der kommer. Men lyset er ikke væk. Det sparer på kræfterne. Det har fortalt uglen det efter et besøg. Men ingen får at vide hvorhen. Det er gået et sted hen. Det er ikke bange. Det hviler sig. Ah, det hviler sig. Når Ronald er bange siger han at han ser den orange dæmon slå lyset. Det er for meget at tro på, og jeg tror ikke på ham. Jeg holder mig for ørerne. Det er pjat, Ronald. Det er pjat, Ronald. Godnat!

Drengen holder sig for ørerne. Han ligger lidt uroligt. Så bliver han afslappet og falder i søvn, hvorefter kvinden begynder at pusle i krattet. Hun kommer frem, bærer et underligt dress, arkaisk og kort, nøgne ben. Hendes hår er pjusket. Hun stirrer på drengen, tager bestik af omgivelserne, der forekommer farlige for kvinden, springer hen til drengen og stirrer på ham. Hun klapper hænderne sammen lidt som en besværgelse.

Kvinden: (mumler) Nu kommer Ronald ikke mere, nu kommer Ronald ikke mere.

Kvinden sætter sig lydløst ved det sovende barn, begynder at tage ting ud af en taske: en banan, en kniv, finder en krøllet hagesmæk frem. Måler den. Så nynner hun stille:

Sov sødt lidt barn
Sov sødt lille barn
Sov sødt lille barn
Mor er her.

Kvinden kommer i et mærkeligt affekteret, infantilt mood; hun er ved at kaste sig over barnet af bare passion, men griber sig i det. Barnet/drengen fornemmer noget, rører sig i søvne, men sover så videre. Kvinden lægger sig ned ved siden af drengen og forsøger at sove. Indimellem klør det på hende, og hun kradser med en hurtig bevægelse.

Kvinden: Satans! Ups.

Kvinden ser på drengen. Han har ikke hørt noget. En orange måne gløder. Kvinden lægger forsigtigt et tæppe over drengen. Kvinden og drengen sover. I søvne mumler drengen:

Den Sibiriske tiger
Kommer ikke mer
Den sibiriske tiger
Kommer ikke mer.

Og kvinden mumler i søvne:

Sorgen
Den kommer ikke mer
Sorgen
Den kommer ikke her.

Drengen vågner og stirrer forundret på kvinden. Så sætter han af, forsøger at flygte, men kvinden fanger ham rovdyragtigt og holder ham fast. Drengen skriger. Kvinden ryster ham.

Kvinden: Du skal blive her!

Drengen: Slip mig! Jeg vil væk!

Drengen vrister sig løs, og det kommer til tumult inden kvinden kontrollerer ham igen.

Kvinden: Du skal blive her.

Drengen begynder at græde. Han bliver slap i kroppen og kvinden slipper ham. Han falder ned på jorden, ligger stille.

Kvinden: Du skal blive her.

Drengen hulker. Han lægger sig i fosterstilling.

Kvinden: Tror du det er godt at ligge alene? Så tager du fejl. Hvad de end har sagt tager de fejl. De er fordømte. Fanden tage dem! Bilder et barn alt muligt ind. Ligger og hulker når man tager ham op. Det er en omvendt verden. Det er forkert.

Kvinden bliver hidsig, stamper i jorden og tæller fem stamp som en besværgelse. Så går hun hen og skræller bananen, tilbyder den hektisk til drengen, der ryster på hovedet. Kvinden ryster på hovedet. Så sætter hun sig ved siden af drengen, og de slapper lidt af. Man kan høre fugle, lyde fra skoven, og kvinden lytter efter, kører hånden hen over drengens hoved.

Kvinden: De kommer ikke! De kommer ikke. Det er kun i hovedet de kommer. Det er en tønde. Det er affaldet, længere kommer jeg ikke. Du skal ikke være bange nu. Mor er her. Mor er her.

Kvinden hugger ud efter bananen, ser ind i krattet. Hun virker nervøs. Tæller sekunder.

Kvinden: Satan! Så kom med det: hvad har de sagt til dig?

Drengen tier, er bange. Han ser væk. Han overvejer igen at flygte, men skønner det umuligt. Kvinden bliver irriteret da drengen ikke svarer, og puffer til ham.

Kvinden: Kom med det! Jeg venter. Hvis du er et naturbarn overlever du ikke - så sig ikke det. Jeg gør dig ikke noget.

Kvinden åbner munden, viser sine tænder, kører en finger hen over dem. Drengen ser skrækslagent på kvinden. Kvinden bliver øm:

Kvinden: Kom nu med det, lille skat. Kan du ikke se at jeg ikke gør dig noget?

Drengen: Alle gør alle noget.

Kvinden griner.

Kvinden: Har de sagt det?

Drengen: Selvfølgelig.

Kvinden griner igen, stryger drengen over håret. Kvinden mærker på sine egne bryster, holder dem op ad som om de er faldet ned.

Kvinden: Man skal ikke tro på hvad de siger; de siger så meget. Så er månen en ost, så orange på grund af strålingen; så var skoven rødere end normalt, og så blev fiskene i floden mere underlige i adfærd. De siger så meget. Man kan ryste på hovedet. Man kan gå væk og ryste på hovedet, men det nytter ikke noget at skrige ad dem. Jeg hørte dig skrige før; det nytter ikke noget. Man skal hellere fungere stille. Det vil jeg lære dig. Det kommer ikke dig ved. Jeg er her nu.

Kvinden ryster på hovedet, verfer tankerækken væk, men hun tror ikke helt på det. Hun ser nervøs ud, ser ind i krattet. En mand kravler ind i krattet. Har kvinden set ham? Hun stirrer på krattet, men glemmer så krattet og ser på drengen. Hun siger mest henvendt til sig selv:

Der kommer så meget og går. Det er sådan kærligheden er, det er sådan tønderne med gift er. De har ben på. De har så meget. Det kommer og går, og hjernen får og får. Hihi: den får og får. Det er derfor remser varer mere end hundredetusinde år. Har du lært remser?

Kvinden er synderligt forvirret.

Drengen: Jeg elsker remser.

Kvinden: Kom så med en.

Drengen: Nu kan jeg ikke komme på nogen.

Kvinden: Du skal have skolepengene igen.

Drengen er usikker; kvinden er nervøs, manieret; drengen prøver med en remse, men går i stå.

Kvinden: Kom så med en!

Drengen: Jeg kan ikke når du presser. Åh. Giv mig et øjeblik.

Drengen anstrenger sig, forsøger at presse ord ud mellem læberne.

Drengen: Det er så rart her/ at gå med blomster/ at gå med blomster/ i alle farver …

Kvinden afbryder drengen, er synligt irriteret.

Kvinden: Det skide aleneliv. Gå her med blomster. Hvem fanden har lært dig det? De fiskehjerner er drevet i havet. De gløder som elpærer, og bliver ædt af maren. Fanden tage dem. Bare en dreng! Gå med blomster. Få i fred. Det skal jeg have ud af hovedet på dig.

Kvinden stirrer på drengen, der bliver bange. Han ser væk.

Drengen: Det var bare noget der kom.

Kvinden: Det var bare noget der kom. Og nu er jeg færdig med den rom. Færdig med den rom. Det må du kunne gøre bedre, lille ven?

Drengen: Jeg kan prøve.

Kvinden leder efter tasken, ser væk, roder i tasken, finder en flaske rom. Drengen ser sit snit til at flygte. Så drikker kvinden glubsk, så fanger hun drengen og binder ham med et reb, der ligger på jorden. Drengen stønner.

Kvinden: Din lille satan. Nu kommer du ikke videre.

Drengen: (svagt) Jeg kan prøve.

Kvinden lægger ham ned på jorden, arrangerer sig selv ved siden af ham.

Kvinden: Nu skal vi sove.

De falder i søvn. Kvinden ånder tungt ud og ind som om hun slås med et mareridt. Drengen vender og drejer sig i søvne. Man hører en klikken, der bliver højere. Det er lyden af en geigertæller. Kvinden pruster let i søvne. En orange måne blinker let inden den fuser ud. I søvne forsøger drengen at løse rebet op. Hans forsøg kommer til kort.

Kvinden: (i søvne) Forbandede moskitoer! De er alle vegne. De lugter blod. De kommer. De kommer gennem tæppet. Jeg kan ikke forsvare mig. Aberne ser det. Aberne kommer. Aberne kommer for at bedække mig. Jeg vil ikke have jeres børn.

Drengen hører kvinden snakke i søvne, han vågner. Han sætter sig op, men rebet strammer. I samme øjeblik får han øje på manden, der kommer ud af krattet. Han kommer hen til kvinden og drengen, ser distræt på den vågne dreng inden han finder flasken med vodka. Han drikker glubsk. Han tømmer flasken og signalerer til drengen at han skal være stille. Så sætter manden sig på hug, stirrer ned på kvinden, begynder at grine. Man hører geigertælleren øge tempoet: den tæller ned ligesom en gyserscene. Så sætter den ud. Kvinden vågner med et spjæt, får øje på manden og begynder at skrige. Manden kvæler kvindens skrig ved at placere hånden ovenpå hendes mund. Drengen forsøger at flygte, men kan ikke komme fri af rebet.

Manden: Jeg gider ikke høre mere lort. Du holder kæft. Du holder bare kæft. Og du sidder stille.

Manden peger på drengen, han er rædselsslagen.

Manden: Ellers kalder jeg på aberne. De kan holde fest at I ved det.

Manden slår en skraldlatter op. Han begynder at gennemrode kvindens taske, smider tingene ud. Finder en neglefil, som han holder op i lyset. Han smider den på jorden, ser skuffet ud, ser skuffet ud som en abe, der forventede at finde en banan.

Manden: Hvor er det? Say me where the fuck it is?

Kvinden: (hvisker) Hvad?

Manden: Sprutten!

Kvinden: Der er ikke mere.

Manden: Der er ikke mere? Fuck! Så må vi hellere kalde på aberne, ikke sandt?

Manden flår kvinden op, drejer hende i retning mod krattet som om aberne sidder derinde og venter. Kvinden er skrækslagen.

Manden: Kan du se dem? Kan du høre dem? De forbereder et party. De kommer alle sammen. Store som små. Nu skal du få siblinger. Flere end du nogensinde har drømt om. Kom, spred benene: festen begynder.

Manden åbner kvindens skræv, vender det mod krattet. Han pruster. Han er beruset og kan næsten ikke holde kvinden. Kvinden signalerer noget til drengen, der ikke forstår hvad hun mener. Drengen prøver at komme fri. En ugle tuder langvarigt. Drengen gestikulerer i retning lyden.

Manden: A whole big bunch. Som du kan lide det. Alle sammen. Her og nu. I lejren. The more the merrier. Alle pakkenellikerne. Op med dem, ud med dem. Hen i departementet for søde sager. Lidt til den søde tand. Det er sådan du vil have det, ikke?

Kvinden: Det er sådan det skal være, herre.

Manden: Jeg er din herre!

Kvinden: Du er min herre.

Manden: Og det er vores afkom.

Kvinden: Det er vores afkom.

Manden forlader kvinden, han går hen til drengen, giver ham en lussing. Så virker han opgivende, ser sig om efter flasken.

Manden: Hvor er den?

Kvinden signalerer igen noget til drengen, men han forstår ikke hvad hun mener. Manden ser ikke noget. Han snubler, losser til en gren. Så får han en ide, lyser enfoldigt op og begynder at binde kvinden og drengen, bakser med rebet. Da det er gjort sender ham dem i hver sin retning, idet han holder seletøjet som om kvinden og drengen er trækdyr. Kvinden og drengen lusker ud i hver sin retning, er forvirrede og ved ikke hvad de skal.

Manden: Nu gennemsøger I krattet. Nu gennemsøger I hele den forpulede natur og finder noget sprut til far her. Forstået?

Kvinden og drengen nikker tjenstvilligt og begynder at lede efter sprut. De vender hvert et blad. Drengen holder et blad op, stirrer på det. Forsvinder. Manden er distræt. Han har sat sig på jorden. Han bøvser. Han piller sig i skridtet, finder så neglefilen frem og giver sig til at file sine tænder så de kan blive skarpere.

Drengen: Det løber, det løber gennem årerne i bladet. Ud i floden. På tværs af fisken, og så ind i mig. Jeg kan ikke se det. Jeg kan ikke høre det. Jeg kan ikke mærke det. Men det er inde i mig. Ligesom jeg lå inde i hende. Det er så længe siden. Det er et forfærdeligt kredsløb. Det er ældre end aberne. Det er ældre end kolkhosen. Det er næsten ældre end verden.

Manden hører at drengen snakker ud i luften. Han tysser på ham. Så bliver manden træt og gaber. Kvinden signalerer det til drengen. De leder kalkuleret videre, idet de skæver til manden. Så falder manden i søvn, og kvinden begynder desperat at komme fri af rebet. Manden vågner, ser hvad kvinden er ude på og går hen til hende og losser til hende. Kvinden klynker.

Manden: Jeg slår dig ihjel!

Drengen: Gør hende ikke noget.

Manden: Gør hende ikke noget.

Manden bliver utålmodig. Han firer kvinden og drengen til lejren, anbringer dem som dukker, en kunstig opstilling, som han et øjeblik fortaber sig i.

Manden: Nu sidder vi alle sammen her. Nu sidder vi alle her og venter på aberne. En lille familie. Ikke et øje er tørt, og kvinden kommer tørt. Kommer du tørt nu, kvinde?

Manden griner, dasker til kvinden, der sidder musestille.

Manden: I sit rette element. Og så siger hun ikke en skid. Kan ikke vente på at aberne kommer. Kan slet ikke vente. Kom frit frem! Der er tingelingelater i Pripjat, og tombolaen er åben. Men hvad skal du have? Hvad drømmer du om? Hvad forventer du? Kan du huske noget?

Manden peger på drengen. Drengen svarer ikke.

Manden: Du er for ung. Du kan ikke huske tiden før 86. Nu skal jeg sige dig noget: der var centralvarme, der var statssprut. Det var gode tider. Man byggede et pariserhjul. Det var det største i hele Ukraine. Man troede ikke sine egne øjne. Man kom sent hjem. Man fik fældet færre træer, men kvoterne kunne rykkes. Men du er en lille lort. Du kan ikke huske det. Du tror det hele står og falder med røde graner og små ulveunger, der løber omkring i skoven. Du tror skoven er uendelig. Tror du ikke skoven er uendelig, min dreng?

Drengen: Jeg tror skoven er uendelig.

Manden: Du har ikke set andet?

Drengen er bange, snakker manden efter munden. Det kommer mekanisk ud når han siger noget.

Drengen: Jeg har ikke set andet.

Manden: (henvendt til kvinden) Han har ikke set andet.

Pause. Manden sukker, falder væk. Han ser sig om efter noget. Han savner alkohol. Pludselig hører man en fløjte, og en mand kommer gående med en stor hat på hovedet, en høvisk mand: han råber på en munter, indtagende måde at han sælger alkohol. Manden strækker en finger i vejret. Sælgeren kommer hen. Manden gennemroder kvindens taske og finder et ur som han giver til sælgeren. Sælgeren bider i uret, nikker, og giver manden et par flasker. Manden lyser op som et lille barn.

Manden: Jubiii! Se her. Der er nok til natten og katten. Kom så I lede missekatte. Kissssch. Missekat.

Manden griner, åbner en af flaskerne med tænderne og tager en stor slurk. Så sidder han og nyder virkningen, strækker sig velfornøjet.

Manden: Det kommer du ikke til at savne.

Kvinden: Hvor kom han fra?

Manden: Ud af det grønne.

Kvinden: De gør opmærksom på at der vandrer illegale sælgere rundt. Sommetider prætenderer de at være hellige mænd, men når de kommer tæt nok på slår de en ihjel. De siger det igen og igen.

Drengen: Hvem?

Manden: De siger så meget. De siger vi æder for meget kød. De siger der er for meget korruption. For meget hugst. For meget våbenhandel. Organhandel. Lyssky handlinger. Asociale missionærer. Faldbyden for vest. Faldbyden for øst. Faldbyden mig i røven. Jeg har hørt dem sige at iranerne har bombet Odessa. De har erobret hele Krim. De har …

Det bliver for meget for manden. Det bliver for højtravende, og han klør sig i hovedbunden. Så drikker han glubsk, stirrer ud i luften. Han bliver melankolsk og kommer til at se på kvinden og drengen bundne. Han holder flasken ud så kvinden kan drikke. Hun ser sig omkring, er på vagt - så tager hun flasken og drikker. Da hun har taget en stor slurk bøvser hun. Hun får et andet glimt i øjnene. Det er mere udfordrende, mindre bange.

Kvinden: Op i røven med iranerne!

Manden og kvinden drikker hurtigt. De bliver påvirkede. Drengen sidder og stirrer ind i mørket. Indimellem får han en ide, men den fuser ud. Måske fokuserer lyset; man ser skiftevis drengen ensom og manden og kvinden, der “kommer nærmere og nærmere hinanden”. Drengen kæmper med søvnen; hans øjne bliver tunge og falder efterhånden i. Han sover; manden og kvinden ser det ikke. De drikker og bliver fulde. Manden er begyndt at tage på kvinden. Hun bemærker det næsten ikke. Begyndende musik høres: det er - kabaretagtigt, cirkusagtigt, men skramlet, rustent. Manden og kvinden vugger sagte til musikken.

Manden: Jeg kan huske … jeg kan huske en tur til Odessa. Vi kørte i tog. Vi drak som svin, og træerne blev lysere. Det var sommer. Nattens sang kom ind i vognen, helt ind i albuerne. Vi var brødre. De andre var røvhuller. Vi talte om de hvide gardister der lå tilbage på marken. De sagde ikke en skid. Vi sang. Og kom til byen. Kom til havnen. Så trapperne. Potemkim længe leve råbte vi og faldt ned ad trapperne. Ingen kom til skade. Vi er ikke blødere. Immunforsvaret holder. Vi falder hinanden om halsen. Over sydens lys lyder vores stemmer. Det er sådan en nat man rykker nærmere hinanden. Kender du det?

Kvinden: Jeg kender det.

Manden tager flasken, drikker. Hans øjne svømmer rundt. Han bliver pludselig gnaven. Han ser på kvinden mistroisk.

Kvinden: Jeg kender det … når træerne rødmer. Når aftenlyset lukker os inde i tusmørket. Når cikaderne stiger op af jorden. Når man drømmer. Når man stiger ned til havet med en løsfældig dragt. Håret svingende. Der er andre på stranden. Sulten er udelukket. Hele kroppen smelter sammen med lyset. Jeg kan ikke få nok af det lys. Jeg har set det lige siden. Det liv redder menneskeliv det er jeg sikker på. Det er som om det er blødt men at det svømmer uhindret ind i kroppen. Uden en krop dør en kvinde. Jeg kan ikke være pioner. Det udelukker lyset …

Manden: Jeg gider ikke snakke om pionerer.

Kvinden: Heller ikke mig.

Kvinden læner sig ind til manden. Han drikker. Kvinden ser på manden. Han drikker videre som om han har glemt kvinden. Så kommer han i tanke om hende og puffer hende væk.

Kvinden: Jeg vil også drikke.

Manden giver hende flasken. Den skramlede musik afløses et kort sekund af en dissonans, en hvinende teknisk lyd - derpå fortsætter gøglermusikken. Manden og kvinden har ikke opfattet afbrydelsen. Drengen hører intermezzoet. Halvt i søvne sætter han sig op; så falder han i søvn igen. Alkoholsælgeren går forbi manden og kvinden, men de ser ham ikke.

Manden: Der er ludere og der er lommetyve. Der er masser af steder at spille. Der er det blinkende blå vand. Der er en følelse af at historien vogter over en. De er alle kommet til Odessa. Turkmenere, jøder, armeniere, englændere, tyskere. Hvad er det med Odessa?

Kvinden: Det er lyset.

Manden hører ikke hvad kvinden siger.

Manden: Det er det mest koncentrerede sted på kloden. Man mærker det når man kommer. Det er alle som en. Og her går man med rem og seler, og så kommer Odessa … Odessa opstår, ligger lige der … som en musling med en perle indeni. Odessa giver mig ståpik. Den skinner som en nøgen kvinde på en strand.

Manden ser på kvinden. Hun ligger henslængt over ham. Hun venter på at manden giver hende flasken. Hun har åben mund. Hun åbner sin taske, tager læbestift på. Rød læbestift. Manden bliver interesseret og begynder at tage hende på brysterne. Han tager kvindens hånd og anbringer den i skødet. Han lukker øjnene og nyder “rusen”.

Kvinden: Tog du hende så … der på stranden?

Manden har ikke hørt kvinden. Han stønner let. Så kommer han atter i tanke om kvinden, der ligger på ham (skoven). Igen puffer han hende væk.

Manden: Så var der ikke flere penge tilbage. Så er byen en anden. Så er Odessa forandret. Så er Odessa grim. Så stinker den. Man går ned til havnen. Man skal for helvede ikke til Istanbul eller Constanta, vel? Så får man hyre alligevel. Kalotten strammer. Man skovler suppe. Man returnerer til Odessa. Kulisserne er anderledes. Det historiske skær er væk. De flade trapper fører ned i afgrunden. Man kommer og går hos en luder, og kalotten bliver mere og mere gusten. Det er der, på bunden. Det er der, på bunden, jeg fandt ud af … vi lever ikke sammen. Vi er hver for sig. Det de siger er en løgn. Det de sælger er en løgn. Postkort. Sejlads på floden. Det gør en mand stærk. Når han ved han ikke kan leve med andre. Når han ved han ikke gider leve med andre. De andre det er noget man æder.

Manden ser sultent på kvinden. Han hiver hende op på skødet, og hun følger med. De drikker. De stirrer ind i mørket. Musikken stopper. En orange fugle kan ses. Så forsvinder den.

Kvinden: Leve sammen med andre.

Manden: Det er perfekt at gå i hundene i Odessa. Det kender kvinder ikke. Eller gør de?

Manden ser på kvinden. Hun tysser på ham, fører flasken op til hans mund, næsten som om han er en baby.

Kvinden: Det kender vi ikke noget til. Jeg vil være sammen med dig. Det er dig der er kommet. Det er dig jeg vil være sammen med.

Manden er blevet fuld. Hans øjne tilter rundt. Han taler usammenhængende.

Manden: På bunden lyser verden. Den står i en klokke, ovenover hovedet. Det er et smukt lys. Det er det. Det gør så ondt. Og man bliver forelsket i en luder. Hun holder dit hoved. Hun tager dine sidste penge. Er det ikke sjovt? Det var det de advarede om. Det står på side et. Du lærer side et at kende. Hun forråder dig. Du har ikke flere penge, i bad har du ikke været længe. Du sulter. Sultenglen kredser om dig. Du har ikke andre.

Kvinden holder om manden, giver ham noget at drikke.

Kvinden: Skat. Sov nu blot.

Manden falder i søvn. Kvinden får et mere frisk udtryk i øjnene. Hun lytter. Så banker hun flasken ned i hovedet på manden. Han får et sår, bløder, besvimer. Kvinden binder sig selv fri, binder derpå manden. Ser over til drengen, der sover videre. Så åbner hun den næste flaske, skåler olmt med mørket.

Kvinden: Lede mandesvin! I har ikke rykket jer en meter. I kunne ikke bo sammen med en beostær.

Manden vånder sig. Kvinden banker ham i hovedet igen. Han går ud som et lys.

Kvinden: Gad vide hvad du havde gjort med os?

Kvinden mumler det flere gange.

Gad vide hvad du havde gjort med os?

Så drikker kvinden videre, falder så i søvn ved siden af drengen som hun har lagt sig ved siden af. Pause. Der bliver mørkt. Man hører geigertælleren. Geigertælleren sammen med indåndinger, snorken.

Scene 2

Kvinden vågner. Hun ser på drengen, så manden. Hun leder efter flasken, tømmer den. Så går hun til manden, begynder at onanere ham. Han vågner skrækslagen. Kvinden sætter sig ovenpå ham og rider ham. Hun ser på manden med kolde, beslutsomme øjne.

Kvinden: Jeg rider dig. Nu skal jeg forpulet ride dig indtil solen går ned. Kan du lide det, lille skat?

Manden kæmper for at komme fri, men kan ikke komme fri. Han er bange. Stønner.

Manden: Det gør du ikke.

Kvinden: Jeg gør det.

Drengen vågner med et sæt. Han får øje på manden og kvinden. Kvinden rider manden manieret med et vildt udtryk i øjnene. Drengen prøver at vende sig, se væk. Man kan høre geigertælleren.

Drengen: Der var en lille fugl. Der var to små pipfugle. De er brødre. Nej, de er søskende. De flyver væk sammen. De er højt oppe i luften. Himlen er blå. Ja, himlen er blå. For der var en lille fugl, der var to små pipfugle …

Kvinden: Hold kæft. Kan du ikke se jeg arbejder. Kan du ikke se jeg gør noget for menneskeheden? Kan du ikke se at far nyder det?

Kvinden stopper med at ride manden. Hun ser på drengen. Drengen ser på hende. Han er opløst, fuld af sorg. Alkoholsælgeren kommer frem, han stiller sig hen til kvinden og manden som om det hele er naturligt. Han vifter med flaskerne.

Kvinden: Find nogen penge frem!

Drengen får med besvær fat i tasken, finder en krøllet seddel frem som han giver til sælgeren. Sælgeren afleverer to flasker og forsvinder. Kvinden fortsætter med at ride manden. Manden nyder det, føler sig voldtaget; kæmper med modsatrettede følelser. Han mumler, stønner.

Manden: Åh! … Han lever. Stalin lever. Og der var statssprut. Det flød i rigelige mængder. Åh. De kjoler. Små snipper. Der var tid nok. Han lever. Han sad på slottet. Han lod mælk og honning flyde sammen, og vi sidder … som små statuer for neden … han har en pegepind … far … du kommer med pinden, med store planer … dit skæfte forandrer det hele … en hel befolkning taget i ed … du er så stor …

Kvinden: Nu stopper du!

Manden: Formanden har en kappe … den når helt ned til jorden. Der kommer dyr på markerne. Vi går i krig. Vi drømmer om Stalins uniform. Det er syndigt. Men vi vender tilbage. Vi kæler for dig. Vi siger det sent om natten. Det hele flyder sammen: deportationerne af jøderne, de små piger på marken. De små huse. Flasker smukkere end forårsudstillingen. Fællesskabet giver vi al sæden.

Manden “finder ud af” at han snakker i vildelse. Han kommer til sig selv. Han stirrer på kvinden, hun rider ham fortsat. Så mærker manden at han er ved at komme og vender det hvide ud af øjnene. Han kommer. Kvinden lukker øjnene.

Manden: Fuck Stalin.

Kvinden: Det er inde i os. Han er inde i os. Han bliver taget i røven på et partikontor i provinsen. Han nyder det. Stalin kommer. Han er iført en trikot. Han er pædofil.

Kvinden får et grusomt blik i øjnene. Hun rejser sig fra manden, der ligger livløs.

Kvinden: Det var det. You sick fuck: Stalin. Det er noget du har fået ind med modermælken.

Manden: Med modermælken. Thi der flyder en kilde, men udspringet er Stalin. Fra ham opstår resten af livet.

Kvinden får nok af at høre om Stalin. Hun går hen til krattet, finder en kæp og slår manden indtil han er bevidstløs.

Kvinden: Alene! Uden ham. Han kender kun til pisken. Han er et trækdyr. Men for enden af partikontoret ligger der død for alle kvinder. Jeg kan ikke se nogen forskel. Der er massegrave. Der er partikontoret. Der er Stalin. Der er det de siger. Der er det de ikke siger: enten lænker eller pisk. Hvor jeg elsker skoven nu. Det er det virkelige liv.

Kvinden ser sig omkring. Han ser på drengen, hun er mildere nu. Da hun ser på manden, der ligger og flyder, udviser hun dog foragt.

Kvinden: Har du hørt om Stalin? Ikke? Du skal ikke høre om Stalin. Der er stråling nok i forvejen. Du skal ikke høre på far. Han kender ikke til andet. Han kender ikke til andet. Nu skal du se: nu tager vi dem - far og Stalin - og kaster dem i floden. Ud til gedderne med dem. Så nu forsvinder de. De tager sygdommen med. Parlamentets takkede røvhul. Manifestets takkede røvhul. Kom!

Hun går hen til drengen, binder ham op og fører ham over til huset. Der stikker en gren ud ud gennem vinduet. Hun anbringer drengen foran huset. Hun går hen til manden, stirrer på ham; så går hun hen til huset igen. Hun ser ømt på drengen.

Kvinden: For nu skal du have en lillebror. En lillebror vil jeg give dig. Er det ikke rart?

Drengen nikker. Han er slukøret. Han drømmer sig væk.

Kvinden: Men hvad skal vi gøre med ham?

Kvinden tænker. Hun bliver forvirret, går ind i huset, kommer ud med en kande, ser på den, stiller den på jorden, arrangerer forvirret tingene i huset.

Kvinden: Det er godt nu. Lillebror er på vej. an skal være her med os. Og vi skal være frie. Vil du ikke gerne være fri?

Igen nikker drengen. Han er slap. Han sidder og tænker. Han ser længe på kvinden som om han er ved at vænne sig til tanken om at han ikke kan komme væk.

Drengen: En lillebror.

Kvinden: En lillebror. Han dufter af vanilje. Kan du huske duften af vanilje? Det kom fra Odessa i store hvide sække. Og når de sprak blev vi hvide i hovederne. Vi stod i en kæde, og den ene sæk fulgte den næste. Det er os kvinder der synger. Hele vejen til Odessa.

Drengen: Nu vokser han indeni mors mave. Det er godt.

Kvinden: Nu har han lavet puha; sikke han stinker. Men se nu her: nu kommer jeg med stofbleen, med ganen fuld af vanilje. Og der er pudder-skyer. Op op i et væk! Hold så op med at sprælle.

Kvinden går hen til krattet. Hun finder en stor kæp, som hun begynder at brække i mindre stykker. Hun går i gang med et lave et hegn. Manden vågner, vånder sig. Hun ser ned på sit blottede underliv. Han er forvirret. Han ser over mod huset, hvor kvinden og drengen er. Kvinden opdager at han er vågnet. Hun begynder at ae sin mave, kører hånden rundt i store demonstrative cirkler.

Manden: Du slår mig ihjel.

Kvinden: Du er allerede død. Du er en ubrugelig rotte. Du er bundet op på Stalin din svagpisser. Nu kommer jeg og slår dig ihjel.

Drengen: Det må du ikke.

Kvinden: Skal vi bare sende ham væk?

Drengen: Vi skal bare sende ham væk.

Kvinden: Så gør vi det.

Drengen: Jeg har aldrig hørt om Stalin.

Kvinden begynder at kæle drengen, moderligt. Så bliver hun liderlig og kæler for drengens pik. Hun smiler til ham.

Kvinden: Nu skal du ikke tænke mere.

Hun kæler videre. Drengen nyder det og læner sig ind til kvinden. Manden ser på dem, får nok og begynder at skrige. Kvinden bliver irriteret. Hun går hen til manden, får ham på benene.

Kvinden: Nu er det nok! Nu bliver du sendt ned ad floden. Væk!

Manden simulerer at en bølge tager ham og bærer ham væk. Han kredser rundt på scenen, skyller så ind i krattet hvorfra han fortsat betragter kvinden og drengen. Kvinden fortsætter med at kæle for drengen, der kommer ud kvindens hånd. Hun tager sæden op til næsen, smager på det, slikker det i sig.

Kvinden: Det smager godt. Det smager af baby. Du er lige til at spise.

Drengen ligger med lukkede øjnene. Kvinden fortsætter med at arrangere diverse ting. Begge ser lykkelige ud. Kvinden tager sig til brysterne. tjekker dem for mælk. Så stoppere hun to små puder ind hvor brysterne er og således ser de større ud som om kvinden er højgravid. Hun ser stolt ud.

Kvinden: Nu har vi alt hvad vi behøver. Åh, jeg er så lykkelig. Er du også lykkelig?

Drengen: Jeg er lykkelig.

Kvinden: Der dufter af talkum her, og babydrengen spræller med benene. Det hele er hvidt. Lover du at du ikke render væk?

Drengen: Jeg lover.

Kvinden: Sværger du?

Drengen nikker. Han stirrer sorgfuldt væk fra kvinden, der opdager det fravendte blik, vender ansigtet mod sig. De stirrer længe tomt glanende på hinanden. Kvinden gyser.

Kvinden: Dit blik. Dit blik det er så … forbandede dialekter. Det stopper ikke kødet. Det stopper ikke kødet.

Kvinden griber ud efter drengen, tager ham op til brystet, knuger ham. Hun er ved at kvæle ham mod brystet.

Kvinden: De er stadig flotte! De er stadig flotte synes du ikke? Sig at de er flotte.

Kvinden bliver barnagtig, gentager: sig de er flotte, hysterisk.

Drengen: De er flotte.

Drengen hoster efter kvælningen. Kvinden masserer brysterne med drengens hænder.

Kvinden: Jeg er åben. Jeg er din. Hvis du render væk slår jeg dig ihjel. Hører du? Slår dig ihjel.

Drengen nikker bange. Begyndende stille begynder Kraftwerk med sangen “Radioactivity” Begge hører musikken, måber.

Drengen: Hvad er det? Hvor kommer det fra?

Kvinden: Det er musikken.

Drengen: Jeg kan ikke lide musikken.

Kvinden: Hvad er musikken? En ulv, der tuder? Der er kommet så mange ulve. Det er ikke en fis i en hornlygte. Der er kommet så mange ulve. Det hele er blevet så ærligt. Det ødelægger musikken ikke. Kom lad os danse!

Kvinden tager drengen, fører ham lidt manieret rundt. Han stirrer ud i mørket. Kvinden ser det, giver ham en lille lussing og ser ham ind i øjnene. Igen ser de tomt på hinanden, fremmede for hinanden.

Kvinden: Det er ikke udenfor. Det er ikke udenfor det her. Det er ikke udenfor det her. Hør - musikken. Der er kommet så mange ulve, og jeg har sendt manden væk. Nu drikker han sig ihjel ude i mørket, og drømmer om aborter og ekspeditioner. Det er ikke udenfor det her. Vi ser hinanden, og jeg har sendt manden bort. Han ville have slået os ihjel. Vi skulle servicere hans grisk, hans ødelæggelser. Og smøre os ind i blodet. Blodet fra jagten. Hans skalpe. Det er ikke kommet længere. Det er ikke udenfor.

Kvinden bryder sammen, græder. Hun tager atter drengens hånd og kører den over hendes bryster, så kussen. Drengen vrænger, pines. Scenen står på længe. Kvinden kombinerer tagene frem og tilbage mellem skød og bryst. Hun ånder hørbart, forsøger at komme. Så hører hun en lyd, bliver bange.

Kvinden: Hvem er det?

Kvinden lytter efter. Så glemmer hun lyden, onanerer videre med drengens hånd og kommer. Der bliver mørkt. Lidt efter falder lyset på drengen. Han har taget en klovnemaske på. Han sidder med bøjet hoved. Man kan ikke se kvinden.

Drengen: Jeg løber over til ballongyngen i Pripjat. Det kører rundt. Det kører rundt, der sidder en dreng i maskinrummet. Han har roret. Han bestemmer hvornår hjulet kører. Det er ikke mørkt endnu. Jeg skal ikke hjem. Jeg er ikke bange. Jeg sætter mig op i ballongyngen. Det er før katastrofen, og det er ikke mørkt. Jeg skal ikke hjem.

Drengen falder let sammen.

Drengen: Udlændingen, ham vi ikke forstår, taler ikke om Jesus Kristus. Det er ikke sent. Lyset bliver hevet langt af hjulet. Det kan ikke stoppe. Lyset. Jeg er så lykkelig. Jeg svæver på en sky. Jeg skal ikke hjem, og gyngen stopper. Jeg sidder allerhøjst oppe. Jeg kan se byen og fabrikkerne. Jeg kan se værket. Jeg kan se mit hus. Det er lille. Jeg sidder højt oppe. Hjulet er stoppet. Og når lyset ligger på maven kommer tiden ikke ind i legen. De bliver væk. Det er som om hegnet. Lyser. Det er højt oppe. Jeg synger i vilden sky.

Drengen synger, kvinden hører det og rusker ham.

Kvinden: Hold kæft!

Drengen: Ja.

Lyset involverer både kvinden og drengen nu. Kvinden slår masken af. Drengen græder. Kvinden krammer ham hårdt.

Kvinden: Kom Det er sabbat. Vi skal over til huset.

Kvinden trækker drengen over til huset. Naturen er “sivet” ind i huset. Kvinden sætter drengen fra sig, ser sig om, begynder oprydningen, husarbejdet. Så kommer hun i tanker om drengen som hun binder. Drengen fortsætter drømmen fra før om ballongyngen.

Drengen: Før katastrofen var der svaler. Jeg kan huske det hele. Jeg er gammel. Jeg er en stor dreng. Jeg har valgt ensomheden fordi ensomheden er bedre. Det forstår de ikke. De kommer og stopper hjulet og slår styredrengen og smider ham ud af huset. Han græder. Jeg sidder højt oppe. Jeg kan ikke komme ned. Det er mørkt. Jeg kan ikke komme ned. Mine ben ryster. Mine sko er slidte. Jeg tænker ikke på dem. Jeg lukker øjnene som en præst og laver verden om. Nu kører hjulet. Projektørerne lyser. De andre børn er glade. De slår ikke hinanden. De mopper ikke hinanden. Det rum der er i maven bobler ligesom de voksnes champagne når de synger og tager på hinanden og græder. De har store øjne men det er ikke det rum der er stort. Det er så let at gøre det rum større at svalen orker det. Den trækker ud i rummet, i maven med vingerne og det hele er gult og glemt. Det hele er gult og glemt. De drikker ikke. De drømmer ikke. De stønner ikke. De stinker ikke.

Kvinden stopper rengøringen. Hun har skævt bundet om hovedet en klud som en tørklæde. Hun retter på tørklædet.

Kvinden: Hold kæft!

Kvinden går i stå.

Kvinden: Jeg elsker dig. Vi er begyndelsen. Vi er bunden af kagen. Vi er et sammenhold. Jeg vil gå i døden for dig. Ingen mand. Ingen mand.

Kvinden ser ømt men besat på drengen. Alkoholsælgeren dukker op, tilbyder varer, kvinden har ingen penge, han forsvinder.

Drengen: Hvad er en regel? Det er en tåre. Jeg græder. Jeg kan ikke finde ballongyngen. Mon jeg drømmer? Mon det hele er en drøm. Befalet af præsten. Inde i reglen. Udenfor det gule lys. Svalen jeg ser den. Men da den ser jeg græder vender den om. Jeg kalder efter den. Den hører det ikke. Min mave går i stå. Den bliver ødelagt. Nu har jeg en dolk i maven. Jeg kan ikke røre mig. Jeg kan ikke komme ned. De drikker i byen. Det er den største smerte. Den er stor. Nu hvor jeg føler den kan jeg forsvinde. Jeg er blevet til en dreng. Og nu kan jeg forsvinde. Det er en hævn. Jeg kan komme ned. Jeg hopper ned. Det er den mindste lidelse. Alle her lider. De drikker. De har dolke i maven. De kan ikke se hinanden. Børnene kan. Børnene drømmer hele tiden om hævn, det er eventyret. Det er ikke livet. Livet er udenfor. Her er hævnen og eventyret. Det sidder ligesom en motor i det rigtige liv. De kalder det … de kalder det … hvad er det værste jeg ved? … når far bestiger mor … jeg spionerer … de slår mig … mor stønner.

Kvinden kommer over stryger drengen over håret. Han tier, ser næsten rolig ud. De gynger.

Kvinden: Så så. Det er ikke så slemt. Vi kan leve sammen her lykkeligt. Han vender ikke tilbage. Så så. Han vender ikke tilbage.

Drengen: Han kommer ikke op. Må jeg ikke godt tale lidt mere om Pripjat mor?

Kvinden: Jo lille skat.

Drengen: Du må godt komme med. Du må godt komme med mor.

Drengen tager kvinden i hånden. De stirrer op i luften. Drengen tager masken på.

Drengen: Tusmørket mor det er vores ven. Der sker ikke noget nu. Vi har ikke en dolk i maven. De karvede huder hænger ikke i skoven. Der er ikke jægere. Jeg løber sammen med ulvene. Det er min undskyldning. Jeg er bare en dreng. Jeg kan ikke drive det længere. De stinker, det er summen. Jeg løber sammen med ulvene.

Kvinden laver en grotesk komisk gestus hvor hun peger på sig selv som om drengen har glemt hende. Hun tuder som en ulve. Hun blinker til drengen. Så begynder kvinden at tude, så hulker hun, så ler hun, griner.

Drengen: Det er sjovt mor. Det ligger udenfor alting. Det er ikke gennemboret af reglen. Det er vores leg, og hjulet snurrer rundt og på hver og en af gyngerne sidder der en lysende stjerne. Det er legens værk. Det er den der anbringer stjerne. Sådan har det altid været. Jeg husker. De glemmer. De drikker. De slår og siger undskyld bagefter. De voksne flæber. De vil ikke gøre det i det åbne. De lukker og knepper og drikker og snyder hinanden i mørket. Mor du kan stole på mig. Mor du kan stole på mig.

Drengen omfavner moren der er i svime over drengens ord. De er nu et par. Han er en prins. Han tager masken af og kysser kvinden. De står længe sådan. Man kan høre geigertælleren. Den bliver højere, stilner så.

Kvinden: Jeg er en lille pige. Jeg passer på mine knæ når jeg løber. Da jeg fik et blåt mærke græd jeg. Sådan snyder jeg ham. Han kommer ikke ind når jeg græder. Han bliver ligesom præsten. Meget større. Et øre. En tillid. En større indtrængen. Han viser mig den ikke. Jeg ved ikke hvem der kommer ind. Det er mørkt. Jeg vil ud af rummet. Jeg råber: jeg kender ikke rummet. En eller anden: fortæl mig hvad det er for et rum? Så gisper jeg. Jeg er en pige. Lidenskaberne skratter gennem mig. Jeg har ikke noget sprog. Jeg har ikke nogen alder. Jeg kan ikke trylle mig om til en prinsesse, og atter returnerer manden. Præsten er større end manden. Han kommer hårdere. Så græder han. Det bliver lyst.

Drengen: Så så lille pige.

Drengen stryger kvinden over håret. Da hun er helt afslappet tager drengen masken af. Han studerer den, så banker han den ned i hovedet på kvinden der skriger.

Drengen: I binder hinanden. I hulker i mørket. I falder sammen som lam. I kalder det kærlighed. Jeg er en mand nu. Jeg har valgt at leve alene. Leve sammen er en løgn. Det kalder det en pagt. De kalder det ikke krig. Hvorfor kalder I det ikke for krig?

Kvinden bløder, tager sig til hovedet. Så ser hun med hengivenhed på drengen der står op, hun ligger.

Kvinden: Vi tør ikke?

Drengen: I tør ikke?

Drengen viser afsky.

Drengen: Den tapre soldat stirrer ind i mørket. Han frygter ikke noget. Han går hen til afslutningen. Den griner. Den er krum og grum. Hvem er taprest i landet her? Han stirrer ind i mørket. Mørket taler ikke. Det er større end mig, meget større, men det taler ikke. Det er bange. Jeg har nedstirret det. Duellen er slut. Jeg vinder. Jeg konkluderer at jeg er taprest fordi jeg vinder og fordi mørket ikke kan tale.

Kvinden laver “høviske” fagter. Lyset kan være ændret, mere lyst, lyserødt.

Kvinden: Du er min helt.

Drengen: Jeg vil plukke en blomst og glemme tabet.

Kvinden: Du taber ikke!

Kvinden kommer på benene. Hun ser på drengen, finder et hår i næsen på ham og trækker det lynhurtigt ud. Drengen fnyser, træder tilbage.

Drengen: Er jeg soldat? Mand? Dreng? Alene?

Kvinden: Jeg er her.

Drengen: Jeg gider ikke drama.

Kvinden: Det er ikke drama.

Drengen: Hvad er det her?

Drengen tager masken på. Kvinden lægger sig på jorden. Drengen binder hende. Han rør ved masken. Så stivner han.

Drengen: Hvad er det jeg gør? Jeg gør det samme som dem. Jeg stinker. Jeg er mistroisk. Jeg kan se deres øjne deres angst hele tiden. Jeg er bedre end dem. Jeg er blevet ligesom dem.

Kvinden: Jeg elsker dig! Du er min! Bliv her elskede. Forlad mig ikke. Vær nu sød?

Drengen er paralyseret. Han smider masken. Han stirrer ud i luften.

Drengen: Mørket har vist sit mørke. Det har bedraget mig. Jeg er ligesom dem. Det er lamslående og fattigt hvem vi er og så lidt vi kan sige til eller om mørket. Vi står her. Som statuer. Den kolde pels er svøbt om furen. Den skinner. Den bliver varm og jeg mister beskeden om hvem jeg er. Min alder. Det er derfor jeg smider masken. Jeg må være alene. Jeg må komme til bunds. Det er forskellen. Det er den eneste overlevelse. At afsløre furen. Nøgen. Mor jeg er nøgen. Kan du varme mig?

Kvinden: Ja.

Drengen: Jeg ved ikke om jeg skal blive her eller rende væk mor.

Kvinden: Bliv her. Det bestemmer jeg for dig sødeste. Det gør ikke noget jeg er bundet. Men bliv her. Her kommer han ikke.

Drengen: Hvem?

Kvinden: Åh nu har jeg glemt hvem det er.

Drengen: Men han kommer?

Kvinden: Han kommer ikke mere.

Drengen: Jeg stoler ikke på dig. Der er for meget luft mellem alle mennesker. Det at tro noget er at ignorere al den luft.

Kvinden: Du er så klog min elskede. Så tapper. Forlad mig ikke!

Drengen fnyser. Han ser væk. Så griner han. Han ser på kvinden. De ser hinanden i øjnene. Så et kort øjeblik griner de begge indforstået. De har set at de ikke har set. De krammer hinanden. Drengen bliver kold, skubber kvinden væk.

Drengen: Jeg må af sted.

Kvinden begynder at græde. Mørke.

Scene 3

Drengen går i skoven. Huset og kvinden er væk. Der er fuglefløjt og drengen stopper op og lytter. Efterhånden forsvinder fuglefløjten og afløses af barnestemmer. Drengen lytter igen. Han virker forskrækket, viger tilbage.

Drengen: Det er det barnlige overherredømme. Det er ikke en kæft bedre. De tror de kan bevirke magi men om lidt begynder de at skændes. Om lidt begynder de at slå hinanden. Om lidt begynder de at piske hinanden. Der er nogen der taber. Alle taber. Her vil jeg ikke være.

Drengen løber frem og tilbage over scenen. Han er forvirret. Han stopper op, ånder tungt. Han er panisk og ved ikke hvad for en vej han skal løbe. Et kort øjeblik står han sitrende på stedet, så spinder han spasmodisk rundt som en snurretop inden han falder ned på jorden. Han begynder at græde.

Drengen: Så så nu kommer de ikke. Det jeg tror er at tiden er gået. De har fået en paryk alle sammen som de spiller den af i. Sådan går tiden. Deres fejl er at de troede på overgangen men jeg vil ikke være som dem. Om lidt keder de hinanden. De kalder det kærlighed og begynder at piske hinanden men nu må det være nok.

Drengen lukker øjnene. Lyset skifter hæsblæsende mellem lys og mørke men da drengen åbner øjnene igen kvidrer fuglene.

Drengen: Det er gået over. Jeg er alene. Jeg er alene men jeg er ikke bange. Jeg kender angsten. Hvis nogen kommer stopper de den angsten men jeg ønsker ikke den stopper. Jeg kender ikke noget bedre. De tror børnene på stenene at der vil komme en mand med en tryllestav. Det gør mig bedrøvet. Hvis han kommer stopper han angsten. Angsten er ligesom en fugl. Enhver domfældelse, enhver rundkreds stopper den. Jeg har lært at balancere som en linedanser. Enhver domfældelse er ligesom et sort gardin der udelukker lykken. Jeg er en linedanser.

Drengen begynder at balancere som en linedanser. Han gør sig umage, stikker tungen ud af munden og bumper tilsyneladende ind i noget. Han er ved at falde.

Drengen: Gå væk tryllemand! Jeg har det lige så godt. Jeg tror kun på det personlige mirakel men nu vil jeg bare være en dreng der går gennem skoven. Jeg har ikke noget sted at gå hen. Ingen venter mig. Det gør ikke noget. Skoven vil mig det godt.

Drengen fortsætter med at gå gennem skoven. Han går frem og tilbage over scenen. Han nynner. Han stopper op, ser op i luften, får øje på noget som han saluterer frivolt. Så går han videre.

Drengen: Her er intet. Skoven er tom. Skoven er fyldt med tomhed. Her er ingen talende dingoer. Her er ingen gnaskende harer. Her er ingen alfer. Veteraner fra krigen. Øh. Ja. Tjetjenien. Her er ingen påskekort. Her er ingen hvidløgsranker. Her er ingen amuletter. Her er ingen ofre. Her er ingen præster. Her er kun jeg. (Drengen skriger det igen). Her er kun jeg! Angsten lyser som en sti. Uden den er jeg fortabt.

Drengen spærrer øjnene op. Han ser sindssyg ud. Han ser ned ad sig selv, klasker sig på maven som om han tiltaler angsten.

Drengen: Den svarer ikke. Det er sikkert bedre sådan. Svarer den forpurrer den skoven. Det er logik for burhøns. Der er ingen steder at leve. Jeg har prøvet brandmandssvampene men jeg fik kun ondt i maven. Ville dø bagefter. Kastede op på en elg der heller ikke ville til sabbat. Det er derfor børnene danner parlamenter. Åh. Nu forsvinder stien. Angsten blegner. Det lyder som en indrømmelse: jeg mister troen på mirakler. Kom sol!

Drengen stopper op. Han glaner op mod himlen. Lyset dæmpes. Scenen bliver mørkere. Drengen falder ned på knæ.

Drengen: Åh kom frem sol! I dit pure spejl kan jeg forlænge drømmen. Men jeg ser kun træer. Kun træer. Det er overskyet. Himlen er væk.

Drengen bliver desperat. Han løber hen til et træstamme og begynder at sparke til træet. Der falder en mobiltelefon ned fra træet. Drengen tager den måbende op, studerer den, nøler. Så kommer han den i lommen.

Drengen: Jeg må ikke græde mere. Jeg vil ikke græde mere. Jeg vil gå videre. Jeg vil passe ekstra godt på angsten. Jeg møder ikke nogen. Hvis jeg møder nogen dør jeg omgående. (Drengen mumler det flere gange). Hvis jeg møder nogen dør jeg omgående.

Drengen går videre. Han er i vildrede.

Drengen: Se nu her: her er ikke nogen. Det kommer ikke bedre. Det bliver ikke bedre: jeg er en dreng alene i en skov. Om lidt kommer solen. Solen kommer. Det er jeg sikker på. Den løfter mig op. Den flår reglen op. Den flår menneskeheden op. Den flår alle mennesker op fordi den er bedre end alle mennesker.

Drengen føler sig opmuntret og går videre. Han stopper op. Noget genererer ham alligevel.

Drengen: Der er noget? Det er overherredømmet? Det er veteranen der skyr solen. Det er hjortetakken der har fået kramper af brandmandssvampene. Der er noget. Er der noget? Er der nogen her?

En stemme svarer drengen. Stemmen siger ja. Alkoholsælgeren - nu en vagabond - kravler ud af krattet.

Vagabonden: Det er bare mig.

Drengen: Det siger de alle sammen.

Vagabonden: Det er derfor jeg siger det.

Drengen: Her må ikke være nogen!

Vagabonden: Jeg er ikke nogen.

Drengen: Du er nogen!

Vagabonden: Så siger vi det.

Drengen går amok. Han finder en kæp og skal til at slå vagabonden men vagabonden piller roligt kæppen fra drengen og sætter den bort.

Drengen: Det skulle du ikke have gjort!

Vagabonden: Jeg gjorde det for sin skyld.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Hvad laver du i skoven?

Drengen: Jeg vil ikke rådne op.

Vagabonden: Alle rådner op.

Drengen: Ikke mig!

Vagabonden: Så siger vi det.

Vagabonden optræder roligt og nonchalant. Han sætter sig ned, skraber et par kviste sammen som om han er ved at forberede et bål. Drengen stirrer trodsigt på vagabonden. Drengen stamper i jorden. Han går rundt om “bålpladsen” som en tyr der har set rødt.

Drengen: Hvad laver du?

Vagabonden: Jeg kan ikke leve uden ild.

Drengen studser over svaret. Han bliver nysgerrig. Han nærmer sig vagabonden, kredser om ham, træder hen og hiver vagabonden i det lange fuldskæg for at tjekke at det ikke er falsk. Så sætter drengen sig ned.

Vagabonden: Har du det bedre?

Drengen svarer ikke. Han er fortsat skeptisk. Han stirrer på vagabonden.

Drengen: Hvorfor drikker du ikke? Hvorfor myrder du ikke? Hvorfor snakker du ikke om Odessa? Hvorfor fortæller du ikke soldaterhistorier? Hvorfor slår du ikke?

Vagabonden: Jeg er vagabonden.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Se mit skæg.

Drengen: Jeg kan ikke se det.

Vagabonden: Så rør ved det.

Drengen: Du er til drenge! Jeg kan se det på dig!

Vagabonden ignorerer drengen. Drengen er paf. Hans udfald har ingen effekt. Han kommer i vildrede. Vagabonden piller ved bålet. Han stryger sig over skægget. Drengen slapper lidt mere af. Hans krop falder sammen. Pludselig gaber han.

Vagabonden: Du er vist træt.

Drengen: Ja jeg er vist træt.

Vagabonden: Sov bare jeg passer på dig.

Drengen: Jeg er ikke bange for noget! Her er ikke nogen!

Vagabonden: Ikke mig?

Drengen gaber. Han er ved at falde i søvn.

Drengen: Heller ikke dig …

Det bliver mørkt. Vagabonden får tændt bålet. Han finder en flaske frem som han drikker roligt af men i lange drag. Drengen sover. I søvne falder drengens hoved ind mod vagabonden der stryger ham kort over hovedet. Drengen vågner med et sæt. Han stirrer på vagabonden som om han forventer det værste.

Vagabonden: Du er mistroisk.

Drengen: Jeg er en dreng.

Pause. Stilhed. Lidt skrammel i natten. Bålet. Vagabonden er blevet fuld og stirrer ind i mørket med knugende tomme øjne der ved at intet kommer hverken fra lyset eller mørket. Vagabonden sukker.

Vagabonden: Vil du gå lidt med mig?

Drengen: Hvorfor har du ikke din kone på slæb? Har hun fundet en anden?

Vagabonden: Jeg ville gerne tro på koner men jeg tror ikke på koner. Det er meget lettere sådan. Kan du ikke se det?

Drengen nikker.

Drengen: Hvad så med fisse?

Vagabonden: Det er en helt anden sag min dreng.

For første gang smiler vagabonden og drengen til hinanden. Så ændrer drengen stemning, stirrer igen mistroisk på vagabonden som om noget er gået op for ham.

Drengen: Her er hverken koner eller ludere. Altså er du ude på at komme i bukserne på mig!

Vagabonden ignorerer drengens tale.

Vagabonden: Hvis jeg troede på fremtiden havde du fået en ørefignen.

Drengen: Som de andre.

De to sidder stille. De ved ikke hvad de skal sige. Vagabonden stirrer ind i mørket. Drengen glaner af og til over på vagabonden. Vagabonden masserer sine fødder. De er ømme. Skoene er hullede. Langt væk fra kommer det fra drengen:

Drengen: Du burde finde nye sko.

Vagabonden: Ja.

Pause. Stilhed. Drengen har ændret karakter en anelse. Han er mere åben. Han knipser som om han holder en hellig tryllestav og fluks holder han nye sko i hånden som vagabonden tøvende og smilende prøver.

Vagabonden: De passer!

Drengen: De passer. Ja de passer. Ja det er tryllesko. Nu kan de brøle. Nu kan de tænde lys. Nu kan de drømme om paraplyer og landevejsludere og katekismus og staten. Men kun et øjeblik. Sådan er det. Kun et øjeblik. Så forsvinder det hele igen. Jeg bestemmer det hele.

Vagabonden: Du bestemmer det hele min dreng. Du er en solstråledreng.

Drengen: Ja!

Vagabonden: Se hvor de danser! Se hvor de danser uden koner. Der er flere flasker end der er selvmord i floden og værftet består. Der er arbejde til alle men nu er det nat. De unge kvinder ler. De smiler og ler. Det er sommer. Jeg sætter mig i natten og tager skoene af. Bålet lyser.

Drengen: Det er et mirakel.

Vagabonden: Floden flyder fredeligt. De slår ikke heksen ihjel. Sikke en dejlig nat.

Drengen: Det er som om mennesket ikke fylder noget. Det er som om natten er blevet mere favnbar. Som fredelige fakler flyder stammen gennem natten men den fylder ikke noget. Den tænker ikke på mord.

Vagabonden: Den tænker ikke på mord.

Begge sidder bevægede tungt åndende. Så går der et lidt grotesk lys op for vagabonden der begynder at stirre på drengen.

Drengen: Hvad glor du på?

Vagabonden: Du er kommet over bjergene. Du har gået gennem sneen. Du har undveget salven, projektilerne. Du er forkommen. Du er sulten. Du er alene. Du er hellig. Når du ankommer svøber de dig ind i et orange linned.

Drengen bliver skeptisk. Han glor igen på vagabonden med vantro.

Drengen: Det hellige pis gider jeg ikke høre på. Sig noget andet. Sig noget om Odessa.

Vagabonden bliver befippet over drengens kovending. Han tøver. Han stirrer ud i luften.

Vagabonden: Men jeg kender ikke Odessa.

Drengen: Alle kender Odessa. Nu! Nu! Odessa!

Vagabonden: Jeg er ikke nogen!

Drengen: Du lyver! Du drikker! Hvor er din kone?

Vagabonden: Hun er død.

Drengen: Hvordan?

Vagabonden: Jeg kan ikke huske det. Jeg går bare.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Jeg gik. Hun døde af sorg.

Drengen: Nå sådan! Læg dig ned!

Vagabonden: Er det nu?

Drengen ser vanvittig ud. Vagabonden er tom og bange og servil. Vagabonden lægger sig ned, lægger sig omhyggeligt, folder armene på brystet og ser op på himlen.

Vagabonden: Der er ingen himmel.

Drengen: Hold kæft!

Drengen krænger skoene af vagabonden. Han stiller dem sirligt ved siden ad hinanden. Så finder han kæppen, stirrer på vagabonden, hæver kæppen, tøver.

Drengen: Det sidste ord?!!

Vagabonden: Øh …

Drengen slår og slår vagabonden indtil denne bløder og ligger stille død. Bålet går ud. Mørke. Stilhed.

Scene 4

Optrappende hård metalmusik høres. Lyset bliver blændende. Drengen begynder at ryste heftigt. Han får et epileptisk anfald og skriger. Det er et langt anfald. Han skriger længe.

Drengen: Jeg slog den stakkels vagabond ihjel.

Drengen gentager det flere gange. Der er fråde om læberne. Efterhånden stilner anfaldet af og drengen finder mobiltelefonen frem. Han taber den, finder den, forsøger at ringe skønt hans fingre ryster. Til sidst får han ringet et nummer op. Ud af krattet kommer manden.

Drengen: Far? Far?

Manden: Glem det.

Manden går hen til drengen. Han river voldsomt telefonen ud af hånden på drengen og stamper på den.

Manden: Jeg kan ikke se nogen grund til ikke at komme den til livs. Glem det.

Drengen: Åh far.

Manden: Jeg er ikke din far.

Manden går hen til krattet. Han finder han et stykke pels som han forgæves forsøger at iføre sig. Til sidst smider han pelsen på jorden og går over til drengen og stirrer ondskabsfuldt på ham.

Manden: Jeg kan ikke have dig her.

Drengen: Åh far vær nu sød.

Manden: Du kan plage lige så meget du vil.

Manden går over til krattet. Han finder en oversavet jagtriffel som han peger i alle retninger med. Så hører han noget - en fugl? - han retter løbet mod lyden og står længe sådan.

Manden: Det er sikkert en fasan. Området myldrer med dem. De giver kun lyd når de er bange. De skriger på at blive dræbt.

Manden griner. Så ser han på drengen.

Manden: Er du bange for at blive dræbt?

Drengen: Ja far.

Manden: Så bliver du dræbt.

Manden begynder at svinge grotesk rundt med riflen idet han laver skydelyde. Ratatatata. Han griner. Drengen er grebet af angst. Han kravler han til manden, klamrer sig til benene.

Manden: Det er en list - en krigs list …

Drengen: Jeg forstår ikke hvad du mener?

Manden: Snart har de taget alting fra os.

Manden skubber hårdhændet riflen over til drengen der forsøger at tage den op. Den er for tung. Drengen er svag efter anfaldet. Manden bliver hidsig og prøver igen.

Manden: Ikke engang det.

Drengen: Far giv mig tid.

Manden: Jeg har ikke tid.

De stopper begge to op. Så ser manden undersøgende på drengen, måler ham fra top til tå. Tøver.

Manden: Jeg ved ikke om jeg skal elske dig eller slå dig ihjel. Jeg ved ikke om jeg skal opdrætte dig eller forvise dig.

Drengen: Elsk mig.

Manden: På bunden af det hele … slimet. Ikke engang slimet. På bunden af det hele grusomheden. Ikke engang grusomheden. Ligegyldigheden. (Manden tøver). Jeg bliver ved med at se et billede for mig. Det forestiller en gammel satan der er ved at sætte et barn til livs. Hans søn. Blodet sprøjter. Men den gamle er stadig tom. Jeg er ikke sikker på han ved det? Der er ikke nogen kur. Der er ikke nogen kur. (Manden tøver). Men du er ikke min søn. Du er …

Manden hanker op i drengen, arrangerer ham lidt som man arrangerer ting på en hylde, men drengens krop er slap. Den bliver ved med at falde sammen. Manden bliver irriteret. Han slår drengen der retter sig en smule. Så begynder manden systematisk at rette riflen mod drengens hoved, imaginært trykke af, hanke op i drengen, arrangere ham. Ind imellem giver manden drengen et flygtigt kindkys som om han kompenserer for alle henrettelserne.

Manden: Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med dig? Hvad vil du?

Drengen: Jeg vil være hos dig far.

Manden: Det er umuligt. Enten æder jeg dig eller også æder du mig. Mellemkomsten er kvinden men hende har jeg fornægtet. Hvis hun kommer igen slår jeg hende ihjel.

Drengen: Jeg slår hende ihjel far!

Manden: Det er godt min dreng.

Begge hører noget pusle. De lytter efter. Intet sker. De stirrer tomt ud i luften i hver sin retning fortabte.

Manden: Hvad skal jeg stille op med dig?

Drengen: Lære mig at slå ihjel.

Drengen griber ud efter riflen men manden trækker den bort. Igen paralyseres begge. De står længe med tomme øjne. Man kan høre geigertælleren klikke. Den stopper. Så begynder den igen.

Manden: Det er invasionen!

Drengen: Hvor?

Manden: Hele tiden. Ret løbet mod den. Ret din manddom mod den. Der sker intet. Det er kvindesnak. Det er noget de forstår. Invasionen. Pusseskanker. Det hele hænger mig ud af halsen. Jeg gider ikke engang dræbe længere. Tjetjenien tog snerten. Nu flyder det sammen. Nu er det ophævet. Nu smager vodkaen af vand. Det er ikke sjovt at voldtage længere. Geviret er bøjet. Skoven er beige. Køen er lang. Køen er væk. Det hele er væk.

Drengen: Jeg er her!

Manden: Jeg kan ikke se dig.

Igen stilstand. Langsomt kommer begge på benene, sætter sig ved siden af hinanden som om de sidder på forsædet af en bil. Manden tager “kørebriller” på. De er kejtede, gammeldags idet de minder os om gamle sportvognsbriller.

Drengen: De klæder dig far.

Manden: Du skal ikke slikke mig i røven. Det er statens sag. Al den salve. Al den talkum, lir over talkum. Gennempulede eksistenser. Imens vader Stalin gennem os. Han har en lille pik men han forsøger at kneppe os alle sammen så meget desto mere. Kvinderne klapper. Det er paradedag. Vi mindes den store Fædrelandskrig. Nationens mor hæver det skinnende sværd. Det blinker i solen. Vi får ekstra rationer. Vi har ondt i røven. Den ene tager den anden. Vi marcherer som gæs. Musikken spiller. Om lidt skal vi alle sammen dø. Det er sådan staten overlever.

Drengen: Du overlever staten far!

Manden: Jeg overlever nada.

De “kører” videre. Begge imiterer en bil der kører. Det er som om bilen er ved at sætte ud. Den hoster.

Manden: Noget gammelt lort!

Drengen: Vi kan reparere den.

Manden griner. Han skubber drengen ud af bilen og kører videre. Drengen klamrer sig til bilen.

Manden: Der er to minutter endnu.

Manden griner. Drengen kommer i tanke om noget. Han lyser op, udviser håb.

Drengen: Jeg slog vagabonden ihjel.

Manden: Der er ikke flere vagabonder tilbage. De er druknet. De er vegetarer. Nej: der er ikke flere vagabonder tilbage!

Drengen: Men men jeg slog ham ihjel.

Manden: Der er to minutter endnu.

Kvinden kan nu ses i krattet. Hun rejser sig og kommer ud, ser bekymret over på manden og drengen. Så går hun resigneret ind i krattet igen. Drengen har fået øje på hende.

Drengen: Der er mor! Der er mor!

Manden: Mor Rusland! Mor Ukraine!

Manden griner. Han finder en kniv frem som han giver til drengen. Drengen ser måbende på den. Så smiler han til manden.

Drengen: Tak far.

Drengen begynder at skære i sig selv. Han er koncentreret, stikker tungen ud af munden, forventer anerkendelse for donten, skæver over til manden der ignorerer drengen. Drengen lukker et kort øjeblik øjnene, ser drømmende ud.

Drengen: Lige før var jeg en anden. Jeg troede på det uafgrænsede lys. Jeg troede på at angsten bar men nu er du kommet.

Manden: Nu er jeg kommet.

Drengen: Jeg går på din sti far. Jeg er ikke forvirret. Jeg kender verden. Du er min guide. Du er min Gud.

Manden: (Aggressivt) Gud er død!

Drengen hører ham ikke. Han fortsætter den drømmende tale.

Drengen: Jeg forstår ikke hvordan jeg kunne klare mig uden dig.

Manden fnyser.

Drengen: Jeg var helt tom indeni. Lige før. Før du kom. Nu er det anderledes. Jeg er fyldt op. Der er kommet noget indeni mig. Jeg er fyldt op. Jeg er afgrænset. Jeg hader lyset. Det er grisk. Det er vildledt. Det fører ingen steder hen. Nu ved jeg hvor jeg skal gå hen. Det er alt sammen din skyld far.

Manden hører noget pusle. Han får et dræberblik i øjnene, samler riflen op og affyrer den. Han nedlægger et dyr som han slæber over til drengen.

Manden: Parter dyret!

Drengen: Ja far.

Manden rejser sig. Han står længe melankolsk og stirrer ind i tomheden. Så går han væk fra drengen der begynder parteringen af dyret. Scenen varer længe. Drengen arbejder koncentreret. Manden kommer tilbage. Han ser drengen over skulderen, klapper drengen på kinden, kommer og går. Manden giver drengen et tørklæde til det sår som drengen selv har påført armen.

Manden: Bind det om armen.

Drengen: Ja far.

De ser på hinanden. Der opstår en slags ømhed men manden udviser også tegn på irritation og vantro.

Manden: Du er en krykke om benet. Det ved du godt ikke?

Drengen: Jeg ved det godt.

Manden: Du er ligesom en kone.

Drengen: Ja.

Manden: Jeg går et par dage.

Drengen: Bliv!

Manden: Hvis hun kommer igen skal du sende hende væk.

Drengen: Bliv!

Manden: Gentag det jeg har sagt!

Drengen: Hvis hun kommer igen skal du sende hende væk.

Manden forsvinder. Drengen fortsætter med at partere dyret. Indimellem skæver han over til krattet som om han er bange for at kvinden kommer. Mørke.

Scene 5

Drengen sidder med kniven i hånden ensom. Han skæver efter manden. Han sukker. Han kan ikke finde alene-fortryllelsen igen.

Drengen: Jeg troede på ensomheden. Nu kan jeg kun tænke på far. Jeg kan kun tænke på os sammen. Der er fest i Pripjat. Det er udenfor tiden. Det er udenfor de voksnes tidsregning. Far er ikke fuld og han tager mig i hånden og bandet vil spille musik. Der er en rækkefølge. Rækkefølgen er så indlysende at alt andet end rækkefølgen glider af på rækkefølgen. Jeg har drømt om en rækkefølge.

Det pusler i krattet. Ud kommer alkoholsælgeren/ vagabonden. Nu er denne landbetjent. Han holder i hånden de splinternye sko som vagabonden fik tidligere. Han holder dem op i lyset, vender og drejer dem. Så får landbetjenten øje på drengen og går hen til ham.

Landbetjenten: Jeg har fundet de hersens sko. Er det noget du kender noget til?

Drengen synker en klump. Han taber kniven. Han sidder stivnet.

Drengen: Jeg kender dem ikke.

Landbetjenten studerer drengen indgående. Han tager kniven, vender og drejer den med en komisk gestik.

Landbetjenten: Jeg fandt dem ovre i skoven.

Pause. Ingen af dem kan komme videre. Man hører geigertælleren.

Landbetjenten: Jeg bringer dem ind. Det er ikke naturligt. Sko ligger ikke bare og flyder i skoven.

Drengen bliver mistænkelig. Måske er landbetjenten dum eller han spiller dum? Han må have fundet liget af vagabonden. Drengen svinger mellem mistro og fordømmelse af landbetjenten.

Drengen: Hvor kommer du fra?

Landbetjenten: Inde fra skoven.

Drengen: Nej jeg mener hvor kommer du fra?

Landbetjenten: Fra Odessa oprindeligt. Hvis det er det du mener?

Drengen: Det var det jeg mente.

Pause. De tøver. Landbetjenten står med skoene absurd. Drengen begynder at få overtaget over situationen. Han er ved at beslutte at landbetjenten må være retarderet.

Drengen: Hvordan er Odessa?

Landbetjenten: Det er et dejligt sted. Lyst og varmt. Søde piger hvis du spørger mig. Kender du Odessa?

Drengen: Jeg er selv fra Odessa.

Landbetjenten: Nå sådan.

Igen ved begge parter ikke hvad de skal gøre. Landbetjenten gør mine til at bryde op. Pligten kalder.

Landbetjenten: Nå jeg må hellere indbringe dem.

Drengen: I holder ulvebestanden nede?

Landbetjenten: Det er ikke mig.

Drengen: I bringer sko og mordere ind? Ved du hvad? Jeg er ikke fra Odessa.

Landbetjenten: Pligten kalder.

Drengen: Det var mig der slog vagabonden ihjel!

Landbetjenten: De findes ikke længere.

Drengen: Det var mig!

Landbetjenten: Nå jeg må videre.

Drengen farer frem mod landbetjenten. Denne bliver chokeret. Drengen vælter ham om på jorden. Han tager skoene. Han spytter på landbetjenten.

Drengen: Det er mine!

Landbetjenten: (Chokeret) Det kunne du bare have sagt.

Drengen: Du passer på staten gør du ikke?

Landbetjenten nikker lamslået og ydmyget.

Ved du hvad det betyder?

Drengen gentager det hidsigt.

Ved du hvad det betyder?

Landbetjenten ryster på hovedet. Det pusler i krattet. Manden stikker hovedet frem. Han betragter optrinnet.

Det betyder at Stalin knepper dig i røven!

Landbetjenten: Jeg passer bare på området.

Drengen: Det var mig det var mig der slog vagabonden ihjel!

Landbetjenten: Stalin er død …

Drengen: Stalin lever!

Manden kravler ud af krattet. Drengen bliver glad. Landbetjenten bliver skrækslagen. Han mumler noget om forstærkninger.

Manden: Det er godt min dreng.

Manden og drengen stiller sig faretruende svajende over landbetjenten. Denne skælver.

Manden: Hvad laver du her?

Landbetjenten: Jeg indbringer skoene.

Manden: Området er opgivet.

Landbetjenten: Det sidste jeg fik nys om var …

Drengen: Det er sommer din taber … skal vi ikke slå ham ihjel?

Manden: Er det det du gerne vil?

Drengen hopper og danser besat.

Drengen: Ja ja ja.

Landbetjenten ser sit snit. Han stikker af mens manden og drengen snakker. Landbetjenten fiser ud af scenen. Skoene ligger tilbage. Drengen bliver hidsig og vil sætte efter landbetjenten men manden stopper ham.

Drengen: Sikke en taber!

Manden tager skoene op. Han vender og drejer dem. Det er som om han ikke har set så nye sko før. Så ser han beundrende på drengen. Drengen smiler stolt.

Manden: Det var dig der …

Drengen: (Ivrig) Det var mig far.

Mørke.

Scene 6

Alkoholsælgeren alias vagabonden alias landbetjenten er nu en såkaldt likvidator: en af dem der var med til at slukke brande på Tjernobyl. Han bærer en forrevet beskyttelsesdragt. Han vakler. Han er døende. Han ånder tungt.

Likvidatoren: Jeg er færdig. Jeg dør. Jeg efterlader intet. Jeg har ingen børn. Jeg har ingen kone.

Likvidatoren kommer til kvinden og huset. Kvinden er i færd med at save i grenen der går gennem huset. Hun er alene og ulykkelig. Hun får øje på likvidatoren men fortsætter blot arbejdet som om hun ikke rigtig lægger mærke til ham.

Likvidatoren: En kvinde! Et hus! Her vil jeg dø.

Kvinden hører hvad likvidatoren siger, stopper arbejdet. Hun stirrer distræt men trodsigt på likvidatoren.

Kvinden: Du kan ikke dø her.

Likvidatoren snubler. Han ligger og raller. Den umulige dragt er ved at kvæle ham og han forsøger at hitte rede i den. Han begynder at trygle kvinden om at få lov til at dø hos hende.

Likvidatoren: Vær barmhjertig kvinde?? Jeg har ikke set et hus længe. Åh det gør så ondt.

Kvinden ser på likvidatoren. Måske overvejer hun at lade ham dø her.

Kvinden: Du kommer med strålingen. Jeg er ikke parat til at dø endnu.

Likvidatoren: Strålingen er over det hele. Jeg kan ligge herovre. Du vil næsten ikke kunne se mig. Jeg har bare brug for at være i nærheden af et andet menneske.

Kvinden: Det siger de alle sammen. Men du har ret: strålingen er ovre det hele. I fødekæden. I træerne. I vævet. Det er forfærdeligt at tænke på. I floden kommer fiskene i overstørrelse. Og min mælk - det er den jeg tænker på - er blyfarvet. Den er blyfarvet. Jeg kan ikke holde tanken ud.

Likvidatoren får et anfald. Han ligger på jorden og gisper efter vejret. Kvinden forbarmer sig. Hun peger over på møddingen.

Kvinden: Du kan ligge ovre på møddingen.

Likvidatoren: Tak.

Kvinden: Men kom ikke nærmere.

Likvidatoren: Jeg lover.

Likvidatoren kravler over til møddingen. Kvinden fortsætter arbejdet men har besvær med at save grenen over. Hun sveder. Hun bander. Hun smider saven og sætter sig på jorden.

Kvinden: Jeg kæmper med saven men strålingen kæmper ikke. Den er inde i mig. Skyen slog til over Hviderusland. Jeg er ligeglad med Hviderusland. Den er. Den er …

Kvinden rør ved sine bryster.

Kvinden: Her! Her! Åh lige her. Lige meget hvad jeg gør giver jeg strålingen videre. Det er ikke til at holde ud at tænke på.

Man hører likvidatoren ralle. Han er ved at dø. Kvinden hører det, er ligeglad og rør fortsat sine bryster som om hun prøver at heale dem.

Kvinden: Usynligheden det er det værste. Lille barn. Lille barn. Med muterede fingre. Fiskeøjne. Drik ikke mors mælk. Åh. Dø ikke af sult. Kom ikke til verden. Kom til verden. Jeg holder om dig. Vi dør sammen.

Man hører likvidatoren udånde. Kvinden går over til ham, stirrer ligegyldigt på ham. Hun finder en spade og skal til at begrave ham men dropper det. Manden kommer ud af krattet. Han ryster alkohol tremens. Kvinden får øje på ham.

Kvinden: Kom ikke nærmere!

Manden: Har du ikke en tår?

Kvinden: Nej.

Kvinden får en ide. Hun ser slesk på manden, nærmer sig.

Kvinden: Noget for noget!

Manden: Noget for noget.

Kvinden: Jeg rider dig. Sidenhen får du en tår.

Manden: Jeg vil gøre alt.

Kvinden knapper op. Hun sætter sig ovenpå manden der græder stille. Han ryster. Kvinden rider ham og lidt efter kommer manden. Kvinden lukker øjnene.

Kvinden: Mit lille syge barn.

Et kort øjeblik glemmer kvinden at manden er en mand og ikke et barn. Hun vugger ham som et barn og nynner en vuggevise. Manden ryster. Kvinden kommer i tanke om at manden ikke er et barn.

Manden: Giv mig tåren!

Kvinden rejser sig. Hun går ind i huset og kommer tilbage med en flaske som manden snapper ud af hånden på hende. Han drikker begærligt.

Kvinden: Hyæne! Ens alle sammen!

Manden ignorerer kvinden og tømmer flasken. Han får det bedre. Han ser på huset.

Manden: Ved at få styr på huset er man? En dødsfælde!

Kvinden: Forsvind!

Manden: Det kan ikke gå hurtigt nok. Lad mig se. Hvad har du ellers i huset?

Manden går ind i huset, ransager det. Kvinden tager saven og slår ud efter manden men misser. Manden tager saven fra hende og slår hende til jorden. Manden går rundt. Han får øje på den døde likvidator men tager sig ikke af synet. Drengen kommer ud af krattet. Kvinden græder. Drengen forsøger at løbe væk men manden henter ham tilbage. Manden overvejer situationen. Kvinden hulker. Drengen er bange.

Manden: Vi kan leve alle sammen her i huset med saven og aberne. Ha!

Manden fnyser.

Kvinden: Vil du ikke nok lade være?

Manden: I tre små kupeer. Båse. Indimellem når vi har lyst til hinanden kravler vi over hegnet. Et hul der. En hånd der. En mund her.

Drengen forsøger at stikke af igen. Manden slår ham til jorden og lægger ham ved siden af kvinden.

Manden: Det lille hus i skoven. I lysningen. Som Hans & Grete. Fin lille ting. Ulven kommer. Ulven kommer. De tre små grise er ved at dø af angst men ulven beslutter sig for ikke at dræbe dem. Så nu stråler det lille hus.

Manden kommer i tanke om noget. Hans udtryk forandres. Han bliver hadefuld og lidt bange.

Manden: Du tog min sæd kvinde!

Manden sparker kvinden i maven. Hun skriger.

Drengen: Lad være far!

Manden: Jeg er ikke din far.

Kvinden: Jeg vil dø.

Manden ser med foragt på drengen og kvinden. Så forlader han huset og går ind i krattet. Kvinden ånder lettet op. Hun ser på drengen, prøver at komme op men har ondt i maven efter sparket.

Kvinden: Vil du ikke nok blive her mit barn?

Drengen svarer ikke. Så får drengen et epileptisk anfald. Han ryster.

Drengen: De løber gennem skoven dyrene. De er gennemsigtige. De kan tale. Flodhesten den kan kravle. Aberne de kan svømme. Skoven er rød. Løvet er rødt. Dyrene kravler ovenpå skorstenen men bliver skudt ned. Jeg kan se deres øjne. De er røde. Intet dyr er længere det samme dyr. Jeg løber med dem. Jeg har feber. Vi løber ud af skoven. Vi kommer til Pripjat. Vi kan ikke finde lægen. Lægen er død. Lægen er flygtet til Kiev …

Kvinden holder om drengen. Han har fråde ved munden. Anfaldet aftager.

Kvinden: Du har feber.

Drengen kommer til sig selv. Han “opdager” kvinden og vrister sig fri. Et kort øjeblik tøver han. Så løber han ind i krattet. Kvinden stirrer efter ham. Hun sidder på knæ. Hun græder.

Kvinden: Mit barn forlad mig ikke!

Der bliver stille. Man kan høre geigertælleren. Mørke.

København 28.4.2011.
Copyright Kasper Nørgaard Thomsen

2009

2011-04-28T17:41:00.000-07:00

Prammen sammen

2011-04-28T16:21:00.000-07:00

Kommer der hvis du forsætter
de makulerede solbriller byer i frøen
en kupe af hjerte
med mere afsky
for hver revolution det tager
skridtet videre
ind i mørket af lys mener hjertet
hvis man ikke lukker skinner eller selvmord
denne vidunderlige frist langs dine smukke arme
endnu ikke døde
som makulerede solbriller
skridtet der åbner en dør til toget der lover
den sorte umulige revolutions nye følelse sammen.

Visa

2011-04-28T16:12:00.000-07:00

Han går, han prøver at gå, han går ud, men han forlader ikke forladelsen kræver en beslutning og det her er drømmelandet skåret i smerte. Smerte kræver ikke en beslutning. Altså er han gået ud og han ser sig om tilbage og det er naturligvis grotten, pigen og blikket dødt. Hvor kommer det fra fraværende kære? Bødede du ikke med at tro at vide? Du er ikke foran, du er ikke af siden, det er det døden siger idet den trodser alle beslutninger. Det her det er krusningen. Du har læst det ikke lært det. At stemmen er nær og død. Du ser tænder. Og du tænker: med al den fornemmelse hvordan kan du så gå herude seende kun tænder? Det er fordi du ikke har besluttet det.

Middelmådigheden

2011-04-08T05:47:00.000-07:00

Det er som om det pusler alle vegne, men ikke særlig godt eller vidensskabende. Jeg har lige læst Barfods indlæg i Weekendavisen, og Henrik Dahl om Afterhand og Thykier, Dahl, som jeg endda drømte om. Der er en masse larm - om kunststøtten, kritikere, Skov fra samme avis, liberale kulturinteresserede, nogen, der slår på tæven; det virker som om middelmådigheden larmer, og den ser en slags sammensværgelse som om kompromitterede kræfter i litteraturindustrien smeder rænker bag lukkede døre, men det er denne uredelige bevægelse - middelmådigheden - der er den mindre gode kraft. Thykier har ret når han siger at der ikke kritiseres godt nok; så gode og dybe er de anmeldere nok heller ikke, men nu må der snart være talt nok om anmeldere. Det gør ondt i fingrene at skrive det. Det er dog ufatteligt; at man strides så meget, fordi døden kommer. Det er som om vores samfund kunne være stort nok til at anerkende intellektuelle kapaciteter, men det er ikke dem, der fylder, eller også gider de ikke. De negle middelmådigheden har er ganske lange i Danmark.

Revolutionen

2011-02-25T08:04:00.000-08:00

Vi var på vej til revolutionen, men vi var for syge. De så ude i distancen et stort bryst, og vi jog afsted. De første nåede frem, der var klitter og alt for meget lys som om brystet tilhører ørknen, jeg sukkede, men gik frem ligesom dem og fik fast i brystet, der tilhører Nordafrika. Så dryppede mælken, men mit ben faldt af, og sygdommen tiltog. Jeg forlod det nederdrægtige bryst sammen med udfaldne sikkerhedsstyrker; nu havde vi brug for brisen i hjemlandet, de trofaste palmer; sygdommen udvikler sig hele tiden. Den vil opholde sig på plauteauerne, skønt det er i byen kampen findes - healingen. Som de genkendelige palmer styrter under modstanden, kommer vi til frem til apotektet på halvvejen; det går ud over øjnene nu. Folk kradser desparat; jeg forsøger at sidde, at overliste sygdommen, kende den, forudsige dens næste træk. Er det virkelig at lade diktatoren flygte med alt sit guld - og sin kone - mens vi fryser på fakultetet? Jeg er blot en hånd med fersk ørkenstøv der tigger om det rette præparat, imens døden suser gennem mig; o palme, også du er forudset som sygdommen. De spedalske bliver flere; et lem bliver til to; tohovede patienter sejler over oceanet mod Kartago eller Tubruk; det bløder fra øjnene; jeg spiser en arm, og tænker på os latterlige, der forudlykker ude på havet fordi sygdommen fik os til at forlade stedet. Den store blæksprutte forbereder en suppe af øjnene; vi ser helikoteren; fra det åbne sår jeg kradser i - er det mit - kommer først en klinisk briks, så min egen død på bunden af revolutionen.

Konfrontation

2010-11-26T14:13:00.000-08:00

Så løber den første "Konfrontation" af stablen på Underwood. Det er den 2.12 klokken 20. Det handler om forholdet (det eventuelle) mellem litteratur og Eksil.

Underwood

2010-10-02T08:47:00.000-07:00

Jeg er kommet lidt ind i varmen på bogbaren Underwood, og nu planlægger vi at lave en lille funderetank, som måske kan finde på spændende arrangementer af enhver art. Hvis nogen har lyst til at fundere i denne tank - eller hvis nogen bare har gode ideer til hvadsomhelst-arrangementer, er de meget velkomne til at rette henvendelse. Tak

Nedspildt spruttende af syre

2010-08-20T02:35:00.000-07:00

Ikke så langt fra Åboulevarden findes der er en lille musikskole, som min søn frekventerer. Han er halvandet år gammel. I går var der forældremøde, og jeg mødte for første gang læreren Michael, som i to stive timer sang og fortalte om musikskolen og den måde han arbejder med eleverne. Han etablerer et centrum for børnene, han trækker på en vignet af Steiner og lidt meditation og snusfornuft og Halfdan Rasmussen og hvad man ellers fornuftigt nok henter med fra supermarkedet. Jeg afskyr igen. Min bagstræberiske tendens ihukommer Zarathustra. Jeg er knap og nap færdig som forfatter, alle politikere lyver, der er loppemarkeder overalt, og jeg arbejder med min vejrtrækning, og indser for første gang at Joyce ikke kan gentages. Dette sted her er en joke. Der kommer vand. Jeg baldrer min eretisme mod min søns sårbare bolværk. Konkurrencediktatur. At Tine fra Als får en skorpion op i kussen. En gangster trøstede min søn. Igår. Jeg kæmper. Om lidt skal jeg løbe. Bare lige det hele, kære venner, så I ved jeg er ensom. At det hele står stille. Hvor kommer den gode litteratur fra? Herfra? Thou Wish. Min fordel er at jeg har mange middelmådige ideer. Min røvtur at jeg ikke kan sortere. Der er ikke flere ludere i byen. Den lille helikopter står så fint på højtaleren, og jeg indser at Die buhnte ko handler om kærligheden, der findes via en massakre. Stripperen fra Odessa. Georgien er et fint land at rejse i. Vi er nødt til at tale om, benævne alle de tilstande, der er så vilde at livet næppe kan gå videre. Men det går videre. Resten er en legepark. Det er dog så dumt - det der foregår. Synes du ikke. Jeg har ikke længere nogen fidus til Pia Juul. Det er de færreste jeg har fidus til længere. Manden fra Vestegnen i golftraileren, måske. Men allerede svæver vi over vandene, ikke sandt, så hele og rummelige, efter vi har overstået det, efter vi siger: nu er det altså overstået. Men det er ikke overstået. Det er kun hjernen, der er overstået. Kroppen: den lider videre. Det lyder slemt, men også det slemme skal efterhånden tages med et gran salt. Babbo.

Den umulige digtning

2010-05-21T04:44:00.000-07:00

Med den negative dialektik havde Opbryderen længe set på alting. Også på karnevallet, skønt dette løb af stablen under elmetræer og Dogville-lignende skønne settings, men så var det han ikke kunne lade være med at se denne imaginære hund gøende som noget arresteret. Det var den negative dialektik. Bevares være med det, tænkte han, og gik over Sufien, som nu havde sat sig på jorden for at kende denne. Karnevallet havde en evne til at opløse formerne, og når solen skinnede flød huden over sig selv til en anden, hvis duft blev til den andens. Det var hudens løsladelse, og så meget andet. Han kom til at tænke på - og så nej. Disse dispositioner. Oplandet tager fra Brasilien, musik og dans, og fra sig selv solens bedste egenskaber, og blander, og man ser folk trave mod Fælledparken, hvor Stadion for en gangs skyld tier. Det er to grupper af mennesker der i maj går mod fælledparken, men det er også to grupper af mange. Han drømte så, Opbryderen, om at mænd og måske kvinder kunne være menneske og bjørn på en og samme gang, og en anden gang, efter hypnosen slog igennem, drømte han om at jordens børn havde to biologiske fædre. Karnevallet havde tre kvinder, hans rute gennem bjergene måtte være en slange, formildende og logisk, og hans afsky blev siden forvandlet til et mandeltræ af Sufien, hans øde var sådan, og så kunne han puste. Stien var renset. Maj sprak som en gås ud over landskabet. Han gik til Fælledparken, resten var en umulig digtning.

For første gang

2010-05-21T04:16:00.000-07:00

Træningslejren gav ham muligheden for at dyrke pest i lommen. Han satte af mod bjergene med pesten i lommen, og ingen så efter ham. Foran ham lå landskaberne. Han mødte en hyrde, han travede sammen med hyrden, så forlod de hinanden. De efterladte i realismen, hvor skellet brækker. En mor hæver sit barn over landskabet, solen rødmer. De efterladte i hinanden. Han husker ikke engang hvorfor han forlod dem. Nu gør han det. Det er den vej det går. Så prøver han at sammenligne de efterladte med blade han møder, dem, som brækker af træet. Men de brækker, de skruer blot et hus sammen, og en rutine, som de sten han bemærker på vejen. Det er hidsigt nok at sige at de efterladte brækker af. Hans negative dialektik er hidsig nok. En sufi står på vejen, denne har næsten tæmmet en drage, men han skeler på det ene øje. Det er ikke væsentligt at bemærke at øjenklammen hører denne legende til. Skønt han føler klarhed, opbryderen, mærker han at hjertet er tungt. Hvorfor er det tungt, når nu hjernen synes den har styr på tingene? Men hovsa: han er brudt op. En hader af sin race løb til forrykthedens skove, eller noget lignende, som der står på titelbladet af Saturn. Han havde sine forbilleder, det har man jo. Gid han kunne tage de efterladte som middelhavsblade og føre dem til stammen, så solen skinner i bjergene, og så han gik baglæns ud af graven hen til dem. Det næste billede kløver ham igen: han sidder i en have stol, og han ser efter vandet. Det er havet, som er blevet til vandet, og han ser det for første gang.

Det røde kapel

2010-05-11T14:01:00.000-07:00

Jeg er et flæskesvin fra Greve
over den far der slog familien ihjel forleden
så jeg har altid lidt undt
helt fra de mindste klasser
før jeg så Mads Brøgger med rød pin i Nordkorea
der tog en spasser og en koreaner med
foran lederen hvor de marcherede til sorte skove
så jeg dyrkede en pin, og en kondi
nu vil jeg være ven med ham
som rolator.

Pute de la terre

2010-05-08T07:58:00.000-07:00

På trettende år går jeg med hunden
rundt om skoven eller via hulvejen
som blinker den smattede maj.
Den har det med at snuble efterhånden
foran pommengrater eller kvæder eller min alt.
Den gamle gartner med kasketten
som aldrig segner
stikker i jorden.
Han er sød.
Små plantager skyder op, af overskudsmennesket
som os: vi tænker mindre på døden i dag.
Zeico raller - dens pels er stadig lys og fin, hjernen ønsker.
Så tager jeg til Rådhusstræde 39 og får et blowjob af den gamle

sydamerikaner, hvis røv tilbydes
for jeg får en go omgang.
Hun tror jeg er tysker, og hun prøver at sælge veninden.
Helligdagen i Sønderborg: sokker på tilbud, den gamle prøjsiske granat
som fårer gågaden.
Regnen slår ned gennem lynet tyst. Sandkassen en maske.
Hunden får vand. Det er nok. Rødderne trætner. Vasker
pikken.

Circuit Rimbaldien

2010-05-07T07:18:00.000-07:00

Kødet ligger på bagsædet -
Dette forår, hvor alle ser
fordi døden overser den demografiske faktor.
De marker vi ikke ser.
De raps, som skjuler hvor gul man kan være.
Et monokel-hjerte uelsket, uturdende.
Og kødet bliver en sværm af had.
Snakker.
Manden står.
Kødet sejrer, skønt pakken startede denne række.
Det radioaktive går gennem livet, som er mistet
da det hverken bar eller holdt.
Herude på den anden side kroner kødet skuffen
med mider, som blot er undersåtter.
Smedje-hegnet om graven, super-mor drømt -
blæsten, som bærer den engelske kilde
til pest.

Circuit Rimbaldien

2010-05-07T06:56:00.001-07:00

Vi er nu ældre forslåede og bange slagne af hestekvinder to meter høje, der river vores arme i stykker og tager vores børn, imens bekymrings-avalanchen styrter ind over os. Pludselig rammer vi Diskotek Smedjen i Sønderborg, hvor en rockerklan i alle aldre tatoverer natten. Natten tatoverer. Mit frygt-parameter er slået til. Det hele er en lysende tragedie. Over Belgien, stakkels Belgien ind under Ardennerne til Charleville, hvor Rimbaud falder ned fra Ardennerne da han mærker at gru-blå falmer, så mere vagabondage. Den gamle vandmølle meler skønt åbningstiden forsøger at klukke langs Meuse ligesom vandet kalder på sønløst selvmord. Hvor han boede, de seks skrivende år, inden han æder lyset med strå. Hitter en ægtemand, æder ham igennem. Boligerne her, torvet, glemt er navnet, tiden stejler, klunke-brune indramninger der hvor et ækelt rådhus kunne stå mellem arkader af kaffe. Kører rundt, finder den forblæste grav, hvor hittebarnet flygtede for at op-rådne igen. Ved siden af mor. Ardennerne, som sender en træløs vind ned over Champagne og byen lavnet i brun, britisk råd. Faldende mod Paris uden fart. Af sted i vinden terror. Her. Bor han. Min mave bløder. Farten i bilen dræber mig op. Floden, som sender ham ad helvede til hinsides hitparader og kommentarer af stenet-tid. De små, der skriver for meget. De små, der ytrer-mig. Alt det hesteæderi, som er sarkofag-bundet i koprografisk grimhed af pytterier. Min ven græder ved graven og snakker om seer-brevet og om det ukendte og om digteren, mens denne knægt lossede sin grav gennem lysende metropoler for at opbruge menneskeknoglen. Nevermore! Den dobbelte billet, som Rimbaldinen sælger inden man skrår over gaden til digt-huset, hvor små russiske lydinstallationer messer om destinationernes spedalske steder: Aden, London, Harar, Cypern, Belgien. Belgien ligger her overfor som et øg, bulmende ned efter fladmarken skriger. Så man tonser eller ruller mod Paris, hvor banketten maler møllens møg. Han titter ind i den geniale, lyse cokehale og flår byen ud over tidsskindet ind i Borges-nuet. Større, lysende, befriet for små ånder, der bor i tidens musehul. Dræbt som jeg er af Ødipus igen, slår hestekvinden ned over mit åg med det splittede barn, og jeg kan intet se andet end otium ganget. De døde marker uden nærværet, det oprejste helvede ustoppet. I min bil må politiet sige at jeg dør seleløst, og jeg prøver at være fra denne planet. Mine ideer stopper ikke. Jeg er fanget. Fartstriberne kører gennem øget Rimbaud op over tysken ind i Aachen, hvor norden begynder. Mere død. Jeg vender tilbage. Drengen tog ud. Fotoet af ham neger-eksileret og tynd som en død tv-vært. Sproget går gennem indvoldene, som radioaktivitet. Hinsides moralen og arbejdet, forlader vi Rimbaud for at producere det middelmådige. Den eneste søn overtager huset, men faren er død for længe siden. Charleville-Mézières lave række af kostskoler og falmede miksede belgiske-britiske vafler grunder fibersprængningen, der laver en knagerække af fladmaste fædre.

Legepladsen

2010-04-23T07:53:00.000-07:00

De ville sidde som under dem af kirketårnet overvågede, med henholdsvis en blå og en rød spand, lagt ned i en tid, som tillod dette evindelige genskær. Han ville traversere luften, intet holdt ham nede, ud over engagementet i moralen, som holdt ham nede. Den ene ville bytte spand. Det ville den anden ikke. Det trak i langdrag, men spanden byttede ikke hænder, men skabte fufore, som han overvågede. De lange skygger gled ned. Han landede ved dem, forsøgte at overtale dem, sutten lige i munden, med stor tålmodighed, men lige meget nyttede det. At forklare dem ret og vrang. Det endte med at konflikten ikke blev løst, den røde spand blev på den røde side, og han blev lidt efter lidt taget med og henrettet, som en ganske naturlig del.

På strøget

2010-04-21T04:10:00.000-07:00

Madame så sig forstyrret omkring, boulevarden havde jo alle disse ærinder, samtidig med at hun kunne se det hele, hvis hun ville, og så trak hun af sted med mig. Så kom vi til et kryds, og snoren strammede, da hun gav den et ryk, og jeg så op på hende, dobbelt-spekulerer i det mindre. Der blev grønt, og vi gik, og hun fortalte om konsultationen, hvor de efter en del skærerunder havde taget bylden. Jeg så en mørk sky. Hun kom ned på gaden, igen så hun vildt ud i luften. Det hele fiser jo rundt, sagde hun. Og som en obskøn forlængselse af propellerne gik det ud over mig. Hendes grønne te. Da mødte hun en bekendt, som hun talte lidt med. De havde ikke meget tid, men fik sagt noget. På et tidspunkt, når de ikke skal sige mere, men videre, forstørres det næste hjørne, hvor et trækdyr sætter af. Fra ladet spilder den meloner, som jeg må have strintet til. Den grønne jade har vækket min afsky. Madame siger farvel. Vi går gennem fælles striber. Jeg kommer op på puslepladsen, de snakker sammen, det er mit ydre, der er aktuelt. Så kommer kvinden og trimmer mig, og de snakker sammen, men da det hele er overstået, bliver jeg glemt på puslepladsen. De forskellige damer er gået i hver sin retning.

Vulkankommisionen

2010-04-17T08:45:00.000-07:00

Som messedreng i Dungast havde jeg lært - at dæmpe mig selv, at hengive mig, og at stikke hovedet i busken, hvis skønheden skulle findes. Jeg nød at blive ristet. Jeg nød at blive åbnet og lukket. Jeg har spekuleret i selv-ødelæggelse, som en del af verdenserobringen, men en dag under platanen, med skriftet i hånden, smed jeg den i brønden, og tog til Vulkankommisionen. Jeg prøver ikke at være båret af had. Jeg prøver at tro omsider.

Badehavet

2010-04-17T08:06:00.000-07:00

Wim Wenders lyver når han laver himlen. Det er ikke himlen. Det er smuk sentimentalitet. Vi står som små skygger under tidens råkostjern. Tiden flyver over os, og lad os sige at evigheden griner ad os. Vi mopser med slåfigurer akkurat som Skyum-skov og Leonara-håreskår, for rummet kan se ud som om det venter noget af os. Krymmel af slåfejl under Wenders himmel. Små cykloner, der gør det ud for en karriere, for dette. Men når evigheden kommer satanisk med helleristninger og øskener af fortræd - sier - sir - morads og slåfejl fra - står vi i nutiden det blottede rum med vores små kasteller, som skyller ud i Vadehavet. Mennesket magter ikke at se Vadehavet. Det magter at se fyld. Men vores ubetydelige fylde er tom, og dommen venter, og menneskets evighed, som er fyld, frasorterer alt lortet: det bidrager ikke.

Das Blumenwelt

2010-04-09T06:12:00.000-07:00

Fredag d. 30.4 - 2010 kl. 17.45 vil der være en lille såkaldt teater-improvisation over det tyske smertensbarn Heinrich von Kleist. Jeg har forsøgt ordene. Hele forestillingen varer kun tyve minutter. Det løber af stablen på Husets Teater. Kom endelig!

Salling vest

2010-01-07T10:35:00.000-08:00

Sneen kom igår og transmissionen
samt plovene rykkede ud
ligeligt, men relativt effektivt.
Vejle-broen naturligvis en dræber.
Ringede til Sanne hjemme
undgik intervieweren
kanalerne incestuøse som hiv

som et dumt spejl
kære fremmede
jeg ikke ønsker -
håber hun har sat noget godt over
fandens tid!

Mogadishu

2010-01-07T10:21:00.000-08:00

Søster i det fremmede, se denne by
og dø!
Se det som at min onkel byggede et hus
på khat og kit og røddrøm, støvet, men med den lille gård
givet til kvinderne og vandet.
Jeg så en helikopter cruise hvæsende
jeg så en opskrift i detaljer mediebåret
hadende.
Se dette cirkus, søster -
det er det eneste jeg maler nu.

Jeg maler kampvogne med guerillaer
partisanhovedklæder og ansigter af geparder
camouflage - projektiler - snipper af blodigt stof
overlegen i forhold til ørkenvinden, deres kroppe
på tanken falankser skrigende.

Moser gennem Moder Jord.
Formationen, stilheden, geværet i den slaviske vinkel
en vanddunk og granater mod alle vuggestuer.
Se, dette hus - søster i det fremmede
dødsstilheden, Vadehavet rammer kvindernes ansigter
det faldende vand tapper ansigtsbøjeligheden
som en skruestik fra krigen.

Langt borte ligger det blå vand - siger onkel
Aden-bugten og vejen ud
skøre fisk og fakiriske både med lange næser
og småfolket som ikke kender til hadet.

En tank: et dødningehoved med klæge bindinger påført
tankens bunker-krop - de
dinglende ben og gruen og stilheden
larvefødderne som ramponerer hud-jorden
den enorme kanon tyst i sejren.

Western Congo

2010-01-07T09:39:00.000-08:00

Vi bevæger os opover efter grænseområdet
bakkerne bliver til bjerge som teenagere
udvortes grønne fortryllende
hinsides menneskelige termer balloner
med bavianer og nærmest vinkelsyge træer
vrider sig ind i massen lurende og fløjtende
som drukne cikader, mit grønne, autist!

Vi har hakket alt ned. Givet dem børn
malket udflåden og de sprængte livmoderhalse
på jorden som det første alfabet.
Førstehjælpsarbejdere, se nu vores øjne!
Hvor lyset ikke kommer
koakulerer en kynisk masse
med radioaktivitet og mord
som sorte fakler
mens vi går kolonnen og efterlader dem på cikadernes
skråninger, abrikostræerne mister al fonetik -

Jeg kan huske kvinden bundet til et træ
taget så mange gange at volden blot er en ny søvn
ligesom fattigdommen og sygdommene. Vi knepper
lig - og Gunvald vores fange bygger brønde af dem når han
hallucinerer.
Morderblikket er skarpt, Berlin.
Vi har hørt om de Østeuropæiske tilstande
træløse spioner, nature mort og øde sne.
Vi kommer over grænsen, tager de sidste kvinder -

bryster parteret bryder næsten den totale erektion -

Og det eneste jeg ser er et slags trofæ - en bavian
der hoppper fra det ene træ til det andet, konstant med -
konstant over mig som en ny død

i det grønne langt væk herfra.

A new career in a new town

2010-01-07T09:30:00.000-08:00

Jeg står i udkanten af Sanaa og ønsker Berlin
som drømmen har angivet på det sidste -
men jeg er sammenbrudt, kommer ingen vegne -

Far har givet hende videre
mine søskende flyver fra reden regelmæssigt -
til blodige nætter og bonden som sammen med svigermoren
har bundet barnet
til sengen
for at komme hinsides uskylden
termen fra verden
som mennesker lever og glemmer
mareridtet og spermen, ydmygelsen, rædslen!

Vi er otte sjæle
jeg har skrevet et digt om forsoningen, men stammerne i nord og syd
myrder videre.
Natten er hed. Det lille hus
af klinet jord klinet i oversættelsen
til udover Halvøen og Europa.

Jeg har kun denne tradition.
Intet nada triumferer her. Eller jeres æg!
Hver gang jeg antaster pennen skælver jeg
som smser for langsomt konciperet. Eller for tykke
fingre. At presse al den smerte ned i utalligheden.
Som mod et blævende mirage åbent altid som et kreatur.
Men jeg smadrer den samme voiture. Jeg kender kun at konfrontere
det værste i mennesket eftersom alt andet er makeover.

Outlaw blues

2009-12-12T05:29:00.000-08:00

I ørknen ørkner det med græshopper
og den værkbrudne milt ejakulerer en kanyle
foran sønnen i begærets begærende nat.

Vejen er vejen.
Solbrillerne er den rænke til burgeren
som opholdet med den oversavede spinder altid
i eventyrets døende eventyr.

Faust overværer, kvinden overværer
milten eksploderer, er der mere at sige?

Passageren passager. Repeterer passageren
eventyret til folket i staten sprænges atter i genoplivningen
og skorpionens riff, bjerge set i baggrunden, og et tårn.

Og slangen hvæser

2009-12-11T12:32:00.001-08:00

Solbrillerne på denne landevej
elskede er guf for os, og bilen
som et ostehorn derhenne smykket
i filmpalmer og oprør.

Dine krøller brygger jul
hejste som scarehoveder, genialske.

Dit stel hejren smalt
støttebenet hægtet på helligånden
den forkromede burger vekslet til nåde.

Fredsmarchen, mordet, attentatet, billige lejesoldater
og her kommer Rilke med den mest suveræne samvittighed
den blå kreds ultimativt.

I har ikke hørt min sang.
Fjern den mikrofon!
De får ikke frugt i DDR, men jeg er min egen.
Jeg er tvunget af helligånden til priorinden til evig samtale.
Jeg er fra Minnesota. Mine øjne er dåser på et lærred, skarpe
som ensomme taler på marken.
Dødsfugl, vov bare.
I Tangier fortsætter messen.
Tiden krævede epifanier.
I folkekøknet sidder priorinden.
De folierede tveforke ruster.
Hun snakker.
Bilen kører. Oliver Stone stiger på.
Tårnet er evigt.
Og slangen hvæser.

Maggie's farm

2009-12-11T12:16:00.000-08:00

Som alle andre døjer jeg og udholder farmen
den konstante infiltration af penis-organer, samme
familie os i staten.
Den konstante, fornuftige blues
et riff her, et dødskys her
og min søn ved det ikke endnu.

Straffekolonien fester. De fede fester.
Med cigar slår man udlændinge ihjel og kalder det
klima.
Mod dis-samtidens voltigerede stammer
løber jeg anfægtet efter luft og renere blod
for opgaven er ikke løst. Den samme mangel på kærlighed

pulserer med arvesynden rundt i samfundet
fostret af staten.
Vi sidder i små parlamenter, trænede
vi snakker i små parlamenter, skamferede.
Den væltede far går over i en mislykket tyr.
Og drengen bliver til Vhs.

Udenfor skyller luften, ren.
Samtiden fornægter, den har allerede skidt mig ud.
Altså de fortsætter som intet. Og protest
sangeren er død.
Alle ved det.

Inden jeg forsvinder som passager
ser jeg staten gå op i sedler grønne og krispe.
Indavlen triumferer på fabrikken, som altid vil være
fabrikken.
Den grønne slange fra Minnesota æder min dreng i samtiden
det mørke som er dis-samtiden
kræver slagskygger. Men prisen er allehånde
illuminationer og blues sådan.

Crossroads (nach Dylan)

2009-12-11T07:10:00.000-08:00

Vejen kraget som en blues
sønnike og jeg langs den sammen
som en babyfinger næsten-sovende sol.

Han fremdrog bogen dragende og jomfrunalsk
rakte ud - men søn forsvandt
vejen i glasskår og smerte.

Smider bogen væk som en blues
hverken Ginsberg eller Warhole nu
han kommer igen og smiler

men vejen deler folk og fæ, kærligheden
og den opaque autisme. Jeg vil ham så meget
bogen kusser den, glasskår.
Kæmper. Og ved ikke hvad kontrakten siger.
Træet som jeg holder holder om mig.

Du kan ikke passere denne skjorte (efter Scott Walker)

2009-12-05T03:48:00.000-08:00

De misrøgtede lader står i byen
bjørneklør migrerende sammen med sønnen, hvis fader
gelejder ham gennem skabet af by forhåbentlig forbi
den enogtyve år gamle morder, hvis skjorte man ikke sådan
passerer uden videre.

Sønnen holder et fundet værktøj op, rem
og kanyle og en udslidt pakke fundet på
morderens terræn.

Sprøjten lyser som galde, og gult
i den væltede nat
den væltede, antropologiske nat hvor en bondedreng har fået
penge
for at slå ihjel. Faren siger det ikke er en stjerne, kanylen
men træder næsten selv på lokkeren
bedaget og bange - for bondedrengene kommer flere og flere
forstadsmarken i arvesynden, søn.

Her kommer cyklende et tramp-par
spioner fra en bog borte og sønnen peger
se far! - det er Malloy og co. - men faren tysser
så utysk at distraheres for at træde på splinterne, som han er opdraget til at
finde.

Den unge lømmel slår Pasolini ihjel der
han tager det unge blik bort, men arvesynden smykker jo
allerede hele færden.

Stjernen tager kanylen hele himlen
de små tær pikker og danser, for over dette kaos
findes kun balletten mellem mordere.

John Fante og The mercy seat

2009-12-04T05:29:00.000-08:00

K har heller ikke penge i dag, stikker ham en bajer mere.
Vi drikker. Der er intet ondt fra ham
thi han er også tenderet autistisk skizofren
ligesom A og og vi drikker. Der kommer en fra Ghana
han drikker sort kaffe, men P står og luder og han får mønten
og vi drikker.
Der er næsten ingen af os der ikke tenderer autistisk
så vi drikker. Fra Irak kommer B og S, de drikker.
Nu skræver vi over det hele papa John Fante
og vi drikker og kvæler bladsmøreren og kvindelige lyrikere.
Det er nat i lægens forstad. Vi drikker. Så åbent alting er
mænd som vi er
all over, Baby.

Korsør er en hattenål

2009-11-30T05:12:00.000-08:00

Min barndom var en landtange
som gjorde at Rigadon (livet) ikke havde meget plads
til at angribe mig -

Det kom mere vældigt, mere malevolent
end noget andet steds
og mor gav mig nudler og sendte mig ud i verden -
du skal have et arbejde, siger hun.

Blæst står jeg på folkets boulevard
og ser en reklamesøjle splintre
og en pantelåner mister hovedet i en blender
mens ammunitionen fra katedralen sender Maldor ud -

Det hele ryger og koger ... det er indlysende
pakket, rosset skal visiteres og straffes ...
Mine ben tøver, en etbenet mand fra Flandern
fortæller om skyttegraven og om De Forenede Stater.

Jeg kommer sent hjem. Jeg er blevet en ægtemand
læge.
Min mund er formet som en slette
jeg ved at mit åndedrag gengælder landtangen
med alskens synkoperede hallucinationer

orgasmen, nydelsen, gengældelsen
fordelt på det russiske uendelige firmarment -
min posttraumatiske filantropi.

Jeg giver katten nudler, den ser bort -
Korsør er en hattenål begravet i et dameskød.

Staten, incest

2009-11-29T04:49:00.000-08:00

Der er læge-digteren
der er incest-digteren

intet holder dem -

han sover på villavejen

han overværer klatøjet Salo i villaen
den røde hinsides lokker

broen holder ikke! -

Han vinker farvel til varulven
går ind i den
på fiskesuppe.

Han haler i systemet af tarm
japansk tang kniver disse metastaser som:

os i kosmos politisk
det er en sag for Ødipus -

Hvem vinker os frem
hvem samler os igen
disse tidsanalyser
inde.

De går. Han vinker til sin hånd, fem kvinder laver kabaret fra nyslaget
som de vandt.

Han synker nulniveauet. Slangen vinker ham
ind.
Udenfor græder et barn. Det skal lære en computer. Mindst.
Strindberg over fengeren, ligesom æren kom med horderne. Udenfor bor kun den
sølle private drøm drømt indenfor af

de trængte.

Din verden udenom blodet

2009-11-28T15:50:00.000-08:00

Drengen med ansigt af pyramide
ser på pigen i badekarret er roser

under festen kommer talen frem
skyen henholdsvis vokser og blegner

kom tag øjet min hånd
vores forældre forlader hinanden ørknen

Villavejen sover.

Staten, incest.
Han fokuserer på arvesynden, alle de skrammede
ansigter
udenom øjet ridset.

Opsøg en transvestit! -
Le ad hugormen
vi søskende holder sammen under blodet
ikke? -

Det er natten før natten -
fra roser og incest spyr det nye

men drengen ser sin klokke kime afsavn nu
og på ørknen forlader deres hænder hinanden -

Medea tager over

2009-11-27T05:33:00.000-08:00

Jeg mødte hende - Medea - på gaden
hun var vild i hovedet -
hun skulle over broen, en happening -
det er den -
Hun havde set Strindberg tidligere - ved broen
svaje som en majestæt -

Hun lokkede ham over - fengeren -
Ned! - ned! - Det baltiske hav tager ham -

Ud - fra Ariadne, action! - Byen ligner noget i øst -
gul nat,

Jeg flygter! - hun kommer til lokation, alt-undersøger
der er en! det er ikke mig! - så flyder det fra scenen
efter instruktionen og pointen med alt -
pointen med alt som gør os frie, således at kedsomheden -

hvad med den?

Da vi har snøvlet og leet
tager hun ham frem - og dolker ham -

koret spotter -
Vi flygter -
ud over faren besværes vi af sam-vittigheden -

ha!

Stenen er landet
Stenen lokker med landet
Stenen lokker med mening -

(Mandelstam)

Zaragoza Blues

2009-11-24T04:51:00.000-08:00

Det er efter firmafesten -
på Haderslev coleshaw inn
at jeg slår hende ihjel med et koben!

Jeg har elsket den dulle, så sandt jeg kan -
mor sagde altid: John, du kan ikke elske
og bag min tirrede ørering bor terrieren - min mors skørter
brænder -
drikker dus og mindreværd, men ryger udenfor -
månen, John - she-wolf - fjorden ryster på hovedet -
en jolle på Haderslev Fjord - og min tomhed - lille.

Ham - Mogensen - uddeler røv - vi slikker ham - døden.
Men før døden - kravler vi op ad - karrierestigen -

Stien holder på noget for mig - det er som virkeligheden
er pigtråd af mine intensiteter - en spole film over hele fløjen
af brysende tyrenæsebor salvende min usikkerhed, så -

jeg tager hende i kraven, Medea, dette hun-væsen
fra lejligheden - fra hverdagen
hendes fjeldbor - gennem min Arkilles' skov - eller hvad hedder det -
Hr. Formand? -

Nikita Bay Olsen - eller Hunter S. Plummer? -
Fjorden et spejl af månedrømme omsider hentet fra overenskomsten,
Euripedes i mine pilsner-promiller! - ned på bunden, søster-fjende

om en betonklods
til Charons lirekasse.

Jeg går væk i mørket. Nu tager jeg nok - flygter! - til Spanien
som en kry pusher. Jeg ser på den uvirkelige katedral, min mor

peger på bønnen, som ledsager den nødvendige rutine
at have forbrudt - en eller anden -

Jeg ser hende sidde som en turkis fisk i det kolde vand. Hun bælger
frem og nedefter - inden de finder hende -

Og firmaets sorte fest - i dette - lukkede land -
fordrageligheds-kværnen tilbyder en klokkestang

gemt dybt nede i afmagten - jeg tager en pilsner
solen skinner så stærkt hernede, og de finder mig -
på gaden, idet jeg spørger fremmede om centimer -

Et museum fra den nye verden føres over Bosporus-strædet

2009-11-20T03:37:00.001-08:00

En lille mand med briller og resonans står ved et imposant kateder. Han gestikulerer, den intellektuelle er i vigør. Det er romanforfatteren Orhan Pamuk, Tyrkiets vestligt orienterede forfatter, en stor kanon. Pamuk har brugt de sidste år på sin seneste roman museum of innocense - det kan jeg læse mig til i dagens ugave af Information (bøger 19.11.09). I anledningen af romanen, en mursten på 560 sider, møder Pamuk sit publikum, det sker på 92. gade i New York.
Pamuk hører til den type af romanforfattere - synes jeg - der stadig opererer med at romanen kan inkludere alt, nå alle steder hen, endnu diske op med et sammenhængende verdensbillede - ligesom Musil, Proust, Mann osv. har forsøgt før ham. Det er docent-forfatteren, der snakker ham. Skønt Pamuk, som han selv siger det, iler længere og længere bort fra moralisme, ender netop forfattere som Pamuk op som moralister. Eller kustoder, for at snuppe et billigt point. Jeg tror at Christina Hesselholt allerede har sammenfattet denne klasse af superdygtige, men oppustede forfattere, hvis romaner altid favner arken og novaen, og som altid er på over 400 sider, og som langt hen ad vejen minder denne forfatter om Goethes polyhistoriske epoke. Men sådan kan romanen ikke se ud længere; denne romankonstruktion knirker, den dufter af tænkt skrivebord, og den findes på den klassiske alle, hvor også Kundera spadserer netop med Beethoven og Goethe.
Og så bliver der ellers læst op oppe fra piedestalen, og når en dedikeret tilhører spørger om noget, træder vismanden til og taler: “Selvfølgelig er der ingen ende på menneskets kreativitet …” og så videre … “Selvfølgelig er romanen ikke død” osv. Men hvad er det for en roman vi snakker om? For undertegnede er romanen flyttet hen til et endnu mere åbent felt, som er nødt til at tage afstand fra disse lærde, altfavnende klodser, der virker professorale og netop museale. Pamuk henviser meget passende til Proust. Kundera henviser til Cervantes, men ligger der ikke i forlængelse af denne store romanopfattelse en ide om at litterær udvikling er unison, kronologisk? Ifølge denne linje er romanudviklingen homogen og snæver, her er ikke plads til forvirring, fragmenter, åbne ender - for hele murstenen agter at gengive verden sobert og sammenhængende. Når man således ser på billedet i avisen, læser teksten - kommer man (måske) i tanke om en lærd, uddøende race der på katederet, med meritter fra Harvard og amerikanske skriveuniversiteter - Pamuk, den store forfatter, hvis merit det er at slå den svære bro over Bosporus-strædet - fra Istanbul til Berlin og New York.
Pamuk siger: “Jeg vil helst skrive bøger, der ser livet som det er, og lader læseren dømme. Romaner er ikke skabt til etiske bedømmelser - det er faktisk omvendt: romaner handler om at identificere os med mennesker, som vi måske fordømmer etisk og moralsk …”. Det er umuligt (sic!) at dømme Pauk - for her optræder den gode, eksistentielle, samvittighedsfulde forfatter - ham, som lærer os om livet, om sammensatheden, den olympiske forfatter. Problemet er bare at der opstår en em af moralisme, af noget homogent-altmodisch ved disse forfatterskaber, som egentlig - i omvendt rækkefølge - repeterer den gamle, ideologiske verdensorden, hvor et system, et tankesæt kunne definere hele verdensmassen. Den gode, profetiske forfatter står ved sit kateder. En tilhører smigrer ham, han siger til forfatteren: “Sådan var det, Hr. Pamuk” … samhørigheden er etableret; lige meget hvor vi lever, oplever vi kærligheden, som den nye roman handler om, menneskeligt; vi har noget til fælles. Vi siver langsomt over i en benovet kategori; vi slår ørerne ud - den store romanforfatter er kommet til byen, og se - han forsvarer ytringsfriheden, sommetider må han endda bevogtes 24-7 af livvagter. Det onde er efter ham. Og se, det er nobelt! Velkommen til det romantiske, ideologiske museum, kære tilhører!

(Afvist af Information)

Grønland falder mod glemslen

2009-11-19T04:39:00.000-08:00

Man må gå ud fra at undersøgelsen af de amerikanske overflyvninger samt mellemlandinger på Grønland er ovre. Der menes disse ubekendte, illegale - så at sige - Cia-fly?, som med fanger non grata traverserer bæltet og verden for at anbringe dem obskøne steder, uden rettergang. Vi kan huske et stædigt dokumentarprogram, som forfulgte disse fly til postbokse hinsides. Vi ser for os til den lille, afsides lufthavn i Grønland, sneen, fjeldene i baggrunden, disse journaler, som registerer flyene: en millionær, der skal op og skyde bjørne, Meyer på jagt efter såsæd og kartofler, og hitmen, illegale data - der styrer flyet, og kaptajnen og hvad ved jeg. Og inde i boksen sidder en fange i håndjern, med bind for øjnene, han lader efter Grønland et sted i asien, men inden det har han set indersiden af et bulgarsk fængsel, siddet i mørket, oplevet bevidstheden indtage ham og pløje ham igennem med menneskelige hop og snagen og bedreviden, det malevolente som rytme som en prosa, der ydmyger byttet. Dette er hvad han har lært af verden, og derfor blev han modstander. Der er mørkt over Grønland, han aner ikke hvad eller hvor han er, men han er en del af en skyggebevægelse, der tyndt trækker sin effekt ind i den danske centraladministration inden dette data-røgslør falder mod glemslen.

A pink halo for a red bliss

2009-10-20T05:56:00.000-07:00

http://www.arbejderen.dk/index.aspx?F_ID=59177&TS_ID=3&S_ID=42

Dagstelegrafen

2009-10-19T07:01:00.000-07:00

I sin roman nr. cirka hundrede satiriserer Klaus Rifbjerg over forfatterskolen. Igen. Det er sket mange gange før, og det er naturligvis godt at magtfulde institutioner står for skud. Der har været meget debat om denne skole. Men vi har et akademi for malere, hvorfor ikke for forfattere? Jeg skriver det her fordi jeg har gået på forfatterskolen, og fordi jeg fik meget ud af det. Det irriterer mig at Rifbjerg - såfremt han ønsker at reflektere over forfatterskolen? - ikke gør det nuanceret og lidt mere modigt. Det er næsten en hån, en grel misantropi, når man, eller Rifbjerg - tiltænker så mange individer at de bare lader sig pode, og i øvrigt - efterfølgende - ikke vikler sig ud af den påståede, æstetiske hjernevask. Sådan er mennesker ikke længere. Sådan har mennesker aldrig været. Det er omsont at remse op hvem af nyere danske forfattere, som har gået der - og som er gode. Sagen er at forfatterskolen bidrager til et litteratur-klima, som er vigtigt. Det er måske sorte tider - med så mange biografier - så mange dårlige bøger - med Rifbjerg, som har travlt med at muge ud, så Kongen kan knejse så meget desto mere, men at Kongen kan føle sig så truet af denne form-frigide institution? Næppe. Det er bare ærgerligt. At niveauet ser ud til at styrtdykke over så meget af linjen.

Are they using me?

2009-10-18T05:53:00.000-07:00

Teater

2009-10-09T03:41:00.001-07:00

VON HEIDUCK og DET NORDSJÆLLANDSKE GRISEAKADEMI
Inviterer dig hermed til en forprøve på forestillingen
ACH, DU LIEBER…
oktober 2009 - alle dage kl. 20:00
Du kan vælge mellem fire prøver som finder sted henholdsvis:
mandag den 12.
tirsdag den 13.
onsdag den 14.
torsdag den 15.
Sted
Det Biovidenskabelige Fakultet,
Den gamle Ridehal, Dyrlægevej 82, 1870 Frederiksberg C.
Forestillingen er instrueret af Madeleine Røn Juul og Thomas Hejlesen.
Charlotte Fich, Paul Hüttel og Emmanuel Limal står på scenen sammen med syv teatertrænede frilandsgrise. I forestillingen medvirker også Ivonne Cadovius, Sylvie Gabrielle, Manja Alison Lapham Kristoffersen, Karsten Lorenzen, Regitze Recke samt organisten Jens E. Christensen.
Træning af grise: Karen Frost Knudsen og Alexander Swenn
Kostumer: Michiko Arikawa Lundsbjerg og Jesper Christensen
Tekstoplæg: Kasper Nørgaard Thomsen
Konceptoplæg: Willie Flindt og Thomas Hejlesen
Læs mere på www.griseakademiet.dk
Forestillingen gennemføres med støtte fra Statens Kunstråds Scenekunstudvalg
Spilleperiode: 16. oktober – 21. november (tirsdage til lørdage) kl. 20:00
Billetsalg: Billetnet eller ved indgangen.

Billetreservation: Send en e-mail til achdulieber.smugkig@hotmail.com senest kl. 17:00 på forprøvedagen. Skriv navn, telefonnummer og antal billetter, hvorefter du vil modtage et svar. Bemærk: Der er et meget begrænset antal pladser i Ridehallen.

Med venlig hilsen
Von Heiduck

Ach du lieber

2009-09-03T06:00:00.000-07:00

Jeg er blevet inviteret til at skrive en tekst over H.C. Andersen, grise, Mozart, misantropi, kunst og kunst, forførelse, natur, resignation - der er premiere d 16.10 på Fredriksberg -

Ses vi? -
Det håber jeg -

http://ibyen.dk/article780936.ece

Vi er evigt terroriserede, Pia

2009-08-17T13:07:00.000-07:00

Mit forsøg på at blande mig i den politiske debat - strandede. Min kommentar i Politiken, som ikke blev trykt, om Pia Kjærsgaard og kulturen. Jeg anede ikke at medlemmer af folketinget sad der. Nu er jeg slet ikke lykkelig. Jeg må ha en fransk afvigelse, thi jeg ser hele et dømmende tribunal dernede i Paris sidde og stirre på dette klima her, rydningen af kirken, motorvejen til Vojens, de nye skatter og fisk på dåse. Om min pointe var bare at jeg ikke fatter man sætter politikere og sensationsduller og gårdejere til at vurdere kunst, for jeg er sur, og kunst det er svært.

I en mail forklarede Kaspar Austin om sin rejse til Dubai. Han begik næsten selvmord inden rejsen. Han svor det gjaldt cykler, cykeltaxier, babycykler. Da han kom hjem, var han af en anden opfattelse. Han havde fået den i synet, han taler ikke mere om Nevada.

Strandet, at vide det. Tonen. Jeg må ikke engang omtale den længere. Hvem får lettet på hatten? Velimir Khlepnikov? Der er russisk folklore overalt. Kasper inviterer mig med til Odessa, vi skal skyde en kortfilm på trapperne, vores tankerhjerter kvier steriliteten. Du siger vi skal komme ud til filmbyen, du siger vi skal lave en sitdown-sympatiaktion, hele Thy-lejren klapper, klapper når I græder, når de græder, græder de virkelig.

At vide at når man har det dårligt, så er alt dårligt. Og vide hvorfor man nynner om Århus lige nu, idet man flytter potteplanten, den sindssyge magi af at mærkende det skinbarlige felt af suggestioner i hjertet. Og nyren, som svigter.

Den lyriske novelette. Det ægyptiske frimærke. Walser. Kaspar siger at revolutionen kommer igen, og at den vil lære folk at tegne påny, og lave raketter og plakater.

Det er næsten selvmordet, i 2009, det her. Til at grine af. Min søn sover. Det er ikke til at grine af. Han er smukkere end mig, og han overlever mig. Han skal have mine bøger og al min kærlighed. Resten af den såkaldte meute hænger mig ud af halsen, uåndelige, en dag til, derudaf, de forstår ikke min uforlignelige dybde. Det gør min sovende søn. Jeg har tænkt på at lave et kup, et privat that is, det er min avantgardisme.

Du har fødselsdag. Du oversætter digtet om Zeico. Alt er som det skal være, nyresvigt. Galdesten. Læste en mere udmærket oversættelse af Antichrist i dag. Læser om Mayakovski, og som så ofte slår det mig at næsten alt er ulæseligt og kedeligt, men ikke den forestilling som ledsager læsningen, hvormed jeg siger at Mayakovski langer ud efter hetero-staten som en raket, åh, vi savner ham. Beck ligger på kirkegården, der er generte mennesker, som ikke kommer ud af busken, der er en romantisme, som ikke kommer frem, de sorte sole er døde, det sidste jeg kan skimte er Elysion-Joyce på den euklidske himmel, forever boyish. Hvorfor forstår de ikke hvor vigtigt det er, det jeg laver? Sådan, et komma mere. Sønnike, du skal ikke have ondt af far. Han snakker med sig selv.

I tågen inde bag panden set mama, ubedrøvet. Kørt den af. Også nu. Den anden ringer, han slammer sammen i bitter skuffelse, skønt det omvendte er faldet.

Og kvinden i Ach, du lieber kommer heller ikke videre. De fleste af os burde stoppe det her pis. Vi har ikke talent, vi fornyr ikke noget som helst. Sønnike, bær over med papa, han kan ikke andet end det her.

- men papa, pengene?
- heller ikke det, Sønnike -

Og man roder i dette dette var tilfældet istider - efter et citat, der kan støde lidt energi til. Noget dagsaktuelt. Og helt fra bunden: I Ringsted i weekenden et seminar om Mayakovski og hans tid i kachotten, de cirka seks måneder, hvor han blev formand for fangerne, og hvor han så sin egen fremtid: jeg hader marmor, jeg hader berømmelsen, snyltere, snylt omme! Men hvornår kommer den dag hvor papas indoktrinerede fantasi skiller sig bort fra internationalen, og sært småt bygger en skabning op, som intet ligner - ud over papa? Du er kommet igennem noget, du kan sommetider se hele vejen ned i graven, skønt rynkerne i panden endnu er orfiske, og alligevel svømmer disse særheder rundt i en menneske-fjendsk skinverden, uophørligt sammen, hvormed vi er evigt terroriserede, Pia.

Det forslugne hjerte

2009-08-05T17:11:00.000-07:00

A. Igen Baudelaire, hans nøgne hjerte, den linde strøm af klagende noter i dagbogen - om bøn, af - eller forgiftning, penge, frem for alt penge, og så mama - udspringet - grunden til at vi sidder her i natten. Hvor godt kan du ikke sætte dig ind i den linde, vederkvægende, ambitiøse, tabende strøm af formaninger - inde i hovedet, dvs. implosionen, som du mærker: røgen, som stryger ind i knoglerne og konserverer dem som raslende - jeg tabte tråden, igen at blive kvalt, at en fremmed dandy-magt fylder rummet op, mens bevidstheden fordrevet af smerten søger efter udveje. Atter Artauds bevidsthedsstudier.

B. Arbejde, penge, motion. Du har tusinde lister. Disse små lister gemmer du alle vegne, autistisk tendens, små funktionær-myrer, der har den samme opgave i natten. Det lader sig gøre at sige natten igen: det er Baudelaires skyld, måske. Han skriver: bøn til Poe. De har den samme ægte farvedragt. Nogen gange går det. Man lister en dristighed ind gennem nøglehullet, ind der, ups, den slap ud. Den slap ud som noget nedrigt, jeg tænker på: amerikanerbiler og drenge fra landet.

C. Gesamtkunstwerk. Kunsten bagefter. Den kødædende bog jeg så i nat møve sig ind i Sydhavnen, snipsnap: det er et arondissement, men så ønsker jeg også at nappe tilbage til det idotiske læserbrev jeg skrev i dag om Pia og kunsten. Jeg hørte min veninde argumentere for noget, slapt, men prøvende - man forstår et godt stykke hen ad vejen, mens en fransk deling af misantroper og metrikere sidder i helvede udenbys og jamrer over dette land. Dette land, Hr. Stangerup, er på røven: de griner, de smører på med spejder-jamber, der er et nederste, Buster-Larsenagtigt niveau - et misantropisk, overdemokratisk, plattysk sted, som er satanisk, fordi det er ligeligt og profant. Jeg snakker om omstandelse. Jeg snakker om at skære Dyne-larsen midt over og køligt finde et mareridt, som kan udslette den nedre fascisme, der udgår fra Ålekistevej. Kunstværket kan ikke blive meget andet end det fnys det danner, når det forløber selvudslettende.

A. Jeg prøver at lave en bog. Heterogene notater. Følelsen af at sidegevinst-fedt troppe op efter Rimbaud, at have været der. Man har frekventeret samtlige snipper af sætning og tone, været der, incest, boks, Obama, men med følelsen eller med tonefaldets ødelægger. Det er lagt øde, steriliteten, den socialistiske latter. Jeg tænker på Kleist, på uforstyrret hævn, det primitive.

B. Lave Ach, du lieber Augustin færdig. Teaterstykke, premiere 16.10. Rodet biks. Lidt af hvert. Svinedrengen, instrumentet, den evige, drilletantiske henvisning til musik, som om indlemmelsen af det potentielt over-svævende, det sublime - kan fjerne det faktum at du arbejder med forvirret intuition, samt visse forlorne forestillinger om det Rimbaud-fremadstæsende, det, som er hurtigere end tanken, lyset i mørket.

C. Georgien, Rio, Tangier, millioner, Als, Paris, låne den Mercedes. Få løbet, inden depressionen kommer. Det kunstige paradis. Biler, åh, biler. Dåben. Forholdet til min far. Snakke med andre mennesker og gå andre steder hen, misbrugets autisme, døkker og nøkker og vaner mejslet ud som om stærsoleblindhed var -

A. The Magpie on the Gallows. Roman, efter Brueghel, fragment. Endnu et i rækken, du har mellem 10 og femten, få det skrevet, hvis Dante dukker op, den tekniske underlegenhed, som dømmer dig. Det nye, Rollinger amok!, så nyt. Igen: den eksproprierende faktor, at hoppe ud af ryggen, bogryggen, som 120 dage, næsten. Jeg har noget andet i tankerne. Det kan være flovt. De lækre jeger. Men kan ikke bekendelsen værer sexet. I sidste ende styrker det måske, Leth mere styrket. Der er falder noget fra brystet, jeg vil sige noget smukt om vægttabet, men lige nu skriver det, det er lækkert, vægten lå som en knust vase på gulvet, men kolonihavehuset var på vej ud over kanten, og Chaplin var sminket på en sådan måde at man vidste katastrofen var indtruffet. Hvordan citater, som er barnets banemand, lister sig ind som propagandistisk spæk, i tegnets isverden, hvor babysæler kreperer. Det var nemt.

B. Mor- fantasi - kulde - Jens Skade - afstand, ontologi.

C. Flere artiker om Dubai. Et hørespil. Et teaterstykke mere. Mere Rusland, for meget "ustart" i Kleist-stykket. Jeg har også et CV. Manipuleret af livet, at nægte det. Ikke at tjene penge, fordi man er forfinet - lyder som -

A. Malet huset, en ny cykel. Altid i neurosen, eller med Baudelaire: lediggængeren - at se støvet, løgstumper, den krispe, ulækre dratten af madstrumper mod plankerne. Den sibiriske lærk. De små mænd, som forsvinder i frimærket, Stenbukkens arvesynd, dukkehuset. Ind i rusen. Taget falder ned. Man kan vel ikke komme udenom erfaringen, den jeg vægter for bohemisk, men det nytter ikke noget med den dobbelte indavl foran skrivebordets stakke af bøger, med mindre det nytter, men papkasser har ikke skadet, vel?

B. Lister op, for at leve. Den frie vilje, tysk film jeg så igår. Et filmmanus. Yang. Peter.

C. Som teaterdirektør krakkede han. Der var kun - den fortsatte udvikling af gennemoplystheden, nært forbundet med magien, den fortsatte, ægte tur ind i den store fejl. Hvor er det sådan? Det er så personligt at jeg må tænke lidt nærmere over det. Og at jeg er taget af både, som dem, ting man kører i stilling for at tro man lever - rigtigt. Den arm man sluger med, en tankvifte, det ædende ego, så meget plads, op i bjergene, en konsekvens af det.

Midt mellem heden

2009-07-25T15:18:00.000-07:00

Fra alle sider
forstanden målt - hvor langt rækker det?
Videre! Inde, ude, lys, mørke indtil alt
er samlet og set og forvirret, jeg har overlevet det værste
jeg forestiller mig kæmpelyset derude
for enden af neglene
alting stråler, jeg har været ædru - jeg kan skrive om alt
jeg kan skrive om dine indersider, din - nej -
det nye menneske hvis gråd bliver en skæbne
intet holdes af lyset
Poe i sit kranium endnu en kæde til de nøgne dagbøger
Kukisklasmus - flere fejl!
Skide egoister, og så et svæv til højre, det er delt
delt af Delacroix, den faktiske poetologiske - nej.
I mørket ligger drengen, Poe, Baudelaire
for alting, synes det mig, begynder og slutter med moren hvis
ætermord igangsætter den rigtige - dagsformen: det seje, syge slid ind i
fantasien. Resten er arbejde, resten er voksendommen, forlængelser af
postulater om skønhedssatin og generthed. Der er så mange tåber, men du
er god.
Jeg aner det ikke. Jeg har en ven, som er optaget af drømme
og The raven er komponeret som et tandlægestik
og her er sundheden og det absolutte krav om det røvballede kunstværk
som er så langt ude og så meget på toilette (dagsånden) at alting er sort og rødt. For her mangler bordeller. Og lidt længere fremme, nej. Denne humor er kommet fra lyset
som er den sidste bogs - nej.
Dem jeg kender er idioter, jeg er god, jeg kender ikke til ondskab,
derfor er jeg dum, jeg er gennemskuelig, Demimonde - nevermore.
Det blev ikke os.
Det sidste brev, palmen, flasken, udødeligheden. En grillbar i Valby -
Nej.
Jeg påstår at gentagelsen har en steril karakter, derfor er digtet blevet
til som sætning, ikke som højde. At vugge. Jeg spiser igen, nyrene ok.
Jeg har min bedste bog at skrive, intet nyt, fra det blå ammehjerte.
Resten er dumpet. Jeg er blevet Macho. Fuck alle der bor i Jylland, Baudelaire sagde blot
til sidst crenom (Belgique!).
Holder det?

Forude

2009-06-16T06:20:00.000-07:00

En vild sort hingst ude over marken

måske på vej væk

han ved det er hans søn

sønnen med torso og vildskab

sønnen har liv

muren foran kofangeren blegner.

Styrtspejlet forsvinder.

De unge mænd med sønner.

Blandet sammen. Skubbet væk. For at ane
med fingerspidser omfanget af kollisionen

nyhedssvigt.

Kim (efter Eminem)

2009-05-09T06:03:00.000-07:00

Efter slåskampen i Nirvana
mellem faren og moren
om barnet
jeg faren, fanen
står med højre ben
stjernen lyser på barnet
robåden vugger på vandet lidt japansk
som en mand fra tyve år siden hentet op fra asfalten
det store er kommet
broen, fyrtårnet.
Med min del går jeg mod døden
det poetiske overrumblede da
min samvittighed brøler.

Gift

2009-04-08T04:43:00.001-07:00

Perspektiv

2009-03-29T06:48:00.000-07:00

2 måneder gammel så han
dem, de fleste, de praktiserede en alvorskultur
med job og ambitioner og Gud og bekymringer
de andre sejlede hos Albert
de vinkede til ham.

Badebolden

2009-03-29T06:30:00.000-07:00

En rød badebold kom hoppende
snart endte den i søen
designet af folk og fæ i Drøvling by
de sad tre mand høj på hesten
Gud siger det er leg på koordinater
det efterligner et kontinent af snekrystaller
hvoromaltinger
er
de sluppet væk.
Månen sender også sit solidariske lys
som rammer sydsiden af badebolden
således at deres fødder altid er varme på
flugten.

Marple Station

2009-03-29T06:25:00.000-07:00

Det man bader i tidligt
bader man herefter altid i.
Antartika findes.
Pistacheskallen findes
men det gør
alting os. Det er vildt.
De sad indenfor i det andet rum
de snakkede
de hørte musikken på afstand
Billy kastede to eller tre nødder efter dem
men de så det ikke.
"Der på stationen, på der stationen igen
der mødte jeg min elskede".
Han havde fået nok. Uretten var blevet ham for
stor.
Han farede ind i mængden
det de så var en latterlig nød.